Frankrig behøver ikke skamme sig over Vichy-regimet og feltmarskal Pétains deportation af i alt 75.721 jøder, heraf 11.000 børn, under Anden Verdenskrig. Det er det provokerende synspunkt, som fremsættes i en bog, som siden sin udgivelse for et par måneder siden har toppet bestsellerlisterne over de mest solgte bøger i Frankrig.
I ”Un suicide franais” (Et fransk selvmord) skriver Eric Zemmour, velkendt kommentator og polemiker ved fransk radio og tv, at Vichy tværtimod bør anerkendes for, at der ikke var flere, der blev dræbt. 95 procent af de franske jøder blev reddet, fordi Vichy-regimet ofrede og udleverede næsten alle de udenlandske jøder, som havde søgt tilflugt i Frankrig, skriver han.
”Vichy indgik en pagt med djævelen. Regimet lovede at udlevere alle udenlandske jøder mod til gengæld at lade de franske slippe,” lyder argumentationen fra Zemmour, der identificerer sig som jøde af berber-afstamning.
Han mener, at Frankrig undergraver sin nationale stolthed med en historieskrivning, der fokuserer på et fransk medansvar i holocaust.
Hans synspunkt har udløst et ramaskrig blandt franske historikere, der kalder Zemmours analyse for et slet skjult forsøg på at rehabilitere Vichy-regimet.
”Det er det argument, som Vichy-regimets topembedsmænd forsøgte at forsvare sig med under retsopgøret,” påpeger Henry Rousso, historiker ved Sorbonne-universitetet og blandt andet forfatter til bogen ”Vichy-syndromet” om Frankrigs forhold til sin egen historie under Anden Verdenskrig.
Frankrig havde længe en blind vinkel i sin analyse af landets rolle i Anden Verdenskrig. Charles De Gaulle og den franske modstandsbevægelse placerede Frankrig på sejrherrernes side, selv om landet kapitulerede i 1940 og gav feltmarskal Pétain frie hænder til at samarbejde med Hitler-tyskland. Vichy-regimet blev i den officielle diskurs reduceret til en parentes i landets historie, som det moderne Frankrig ikke var ansvarligt for og derfor heller ikke skulle bøde eller undskylde for.
Det var blandt andre den amerikanske historiker Robert Paxton, som i 1972 prikkede hul på bylden med sin bog ”Vichys Frankrig”. I 1990'erne dømte Frankrig omsider de topembedsmænd i Vichy-regimet, som militslederen Paul Touvier og præfekten i Bordeaux, Maurice Papon, der var undsluppet retsopgøret, og som Frankrig siden havde vægret sig ved at stille for retten.
I 1995 anerkendte daværende præsident Jacques Chirac Frankrigs ansvar for den såkaldte Vel d'Hiv-massearrestation i 1942, hvor fransk politi anholdt og deporterede 42.000 jøder. I dag er historikerne enige om, at Vichy-regimet ikke alene prompte efterkom de tyske krav om deportering af jøderne, men også foregreb de tyske ønsker og allerede fra 1940 indførte en række ”jødelove”, blandt andet om internering af ”udlændinge af jødisk race” og konfiskation af jødisk ejendom.
”Frankrig er siden gået langt videre end mange andre europæiske lande med erstatninger til de jøder, hvis ejendom blev konfiskeret. Bortset fra Tyskland er der meget få lande, som i den grad har vedgået deres medansvar i holocaust,” siger Henry Rousso.
Denne historie er i dag fuldstændig ukontroversiel. Eller er den? Hvad ligger der bag Eric Zemmours succes?
”Der er en vis klangbund for det synspunkt, at Frankrig er gået for vidt i sine undskyldninger og nærmest giver udtryk for at være hovedansvarligt for de franske jøders deportation. Franskmændene er trætte af at mindes historien og undskylde for fortidens synder. Eric Zemmour spænder denne træthed for et traditionelt nationalistisk projekt,” siger Henry Rousso.
Denis Peschanski, forskningsdirektør ved forskningsinstitutionen CNRS og videnskabelig rådgiver for holocaust-museet Mémorial de la Shoah, peger på, at Pétain har diskrediteret værdier som ”arbejde, familie og fædreland”, der var Vichy-regimets credo.
”Zemmour repræsenterer en ultrakonservativ kulturel strømning, der forsøger at tilegne sig den petainistiske diskurs. Der er intet nyt i dette forsøg på at rehabilitere Pétain,” siger Denis Peschanski.