Nederlaget blev et psykologisk vendepunkt

Nazisternes nederlag ved Stalingrad i 1943 skulle vise sig at få store konsekvenser for den tyske krigsmaskine. Hæren var slidt ned og havde nu mistet sin strategiske overlegenhed. De tyske soldater måtte i stedet gå i defensiven, mens Hitler isolerede sig mere og mere

 Tyske soldater marcherer ud af Stalingrad, efter de havde overgivet sig til Den Røde Hær i 1943. I alt blev 90.000 tyske soldater taget til fange. Kun cirka 5000 overlevede. –
Tyske soldater marcherer ud af Stalingrad, efter de havde overgivet sig til Den Røde Hær i 1943. I alt blev 90.000 tyske soldater taget til fange. Kun cirka 5000 overlevede. – . Foto: Mary Evans Picture Library/ritzau.

Efter Tysklands nederlag ved Stalingrad stod det klart for den øverste nazi-top, at krigen nu gik ind i en ny fase. De tyske omkostninger havde været enorme, ikke mindst på grund af den hårde vinter og Sovjetunionens brutalitet.

Et par uger efter den tyske kapitulation den 2. februar 1943 gik propagandaministeren Joseph Goebbels derfor på talerstolen i Berliner Sportpalast og holdt en af sine mest opsigtsvækkende taler. Armene fægtede, og fanatismen strømmede ud af ham, mens han erklærede ”den totale krig” foran et iscenesat og udvalgt publikum.

Han talte om en mobilisering af hele det tyske folk, hvor alle ressourcer måtte sættes ind på at få genrejst det tyske krigsapparat.

Med talen forsøgte Goebbels at sparke en ny tysk offensiv i gang, men dønningerne fra Stalingrad lod sig ikke ebbe ud. Nederlaget havde sat sine spor.

”Det var et markant nederlag. Den tyske hær, der med invasionen på Østfronten i 1941 virkede uovervindelig, var nu svækket. Den havde lidt enorme ressourcetab, og man vidste, at krigen imod Sovjetunionen ikke længere ville blive let. Samtidig indså den tyske befolkning, at det ville blive svært at vinde krigen,” siger Claus Bundgård Christensen, lektor i historie på Roskilde Universitet og forfatter til en række bøger om Anden Verdenskrig.

Selvom Goebbels’ propagandamaskine kørte for fuldt blus, kunne nazisterne ikke dække over nederlaget ved Stalingrad. Man var klar over, at alene det store tab af soldater var umuligt at skjule for civilbefolkningen. Derfor blev det meddelt i radioen, at Friedrich Paulus og den 6. armé havde overgivet sig, hvorefter sørgemusik blev brølet ud til folket. Som menig borger forstod man, at begivenhederne var alvorlige.

”Tyskerne forstod, at Slaget ved Stalingrad ikke havde været et typisk slag. De var klar over, at det her var noget særligt,” siger Claus Bundgård Christensen og fortsætter:

”Slaget ved Stalingrad blev et vendepunkt i krigen ligesom D-dag og slaget om Midway. Indtil nu havde den tyske hær haft succes med sin Blitzkrieg (lynkrig), som den havde nedkæmpet den franske hær, Beneluxlandene og Skandinavien med. Selv i den indledende fase af Operation Barbarossa gik det forrygende for tyskerne. Efter Stalin-grad stod man så med en hær, der var slidt ned i et lyntempo, og herfra blev krigen sværere for tyskerne.”

Vendepunktet gjaldt ikke kun med hensyn til de militære ressourcer. De allierede og befolkningerne i de besatte lande fik også en tro på, at krigen nu kunne vindes. Fra 1939 til starten af 1942 var det ikke utænkeligt, at Tyskland ville trække sig ud som sejrherre af krigen, men efter Stalingrad vandt de allierede en moralsk sejr, der siden er blevet kaldt for et psykologisk vendepunkt i krigen.

Det tyske krigsapparat var ikke længere sine modstandere overlegent, og da amerikanerne for alvor trådte ind i krigen under invasionen af Normandiet (D-dag) i 1944, kom Hitlers styrker op imod en overmagt. Amerikanerne tromlede ind over slagmarken med våben og militært udstyr, som den tyske hær ikke kunne hamle op med. Tyskerne kendte ikke til den amerikanske fjende, dens ressourcer, evner og effektive produktionsapparat. Samtidig var Den Røde Hær blevet en mere effektiv fjende udstyret med nyt, barbarisk isenkram, der havde lært at mobilisere millioner af soldater. I midten stod Tyskland, mens angrebene blev sat ind fra øst og vest.

”Fra 1943 var tyskerne ikke længere i stand til at diktere kampene, især på Østfronten. De mistede deres strategiske overlegenhed og kom i højere grad til at kæmpe en defensiv krig. De gennemførte stadig offensive operationer, men de kunne ikke gøre det med den samme kraft som tidligere,” siger Claus Bundgård Christensen.

Der skulle gå et par år, før den totale nedkæmpelse af nazismen var en realitet. I første omgang slog Hitlers styrker endnu fra sig. Eksempelvis i sensommeren 1943 under slaget ved Kursk i Sovjetunionen og Ardenneroffensiven i december 1944, der blev tyskernes sidste offensiv på Vestfronten. I hovedkvarteret i Berlin blev Hitler mere og mere fortvivlet.

”Hitler trak sig mere tilbage. Efter Stalingrad isolerede han sig mere og mere fra offentligheden, han blev mistænksom over for sine generaler og nægtede at lade de tyske enheder trække sig tilbage, mens tid var. Når det så gik galt, tog han sjældent skylden på sig. Dette blev kun forværret, som krigen nærmerede sig sin afslutning,” siger Claus Bundgård Christensen.