Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Neros eftermæle deler vandene blandt historikere

Kejser Nero blev kendt for sine mange drab på kristne. Her se skildringen af en kristen kvindes martyrdom malet af Henryk Siemiradzki (1876). – Foto: © Wikimedia Commons

Var Nero et moralsk misfoster eller snarere en mislykket reformator? Forskere skændes om, hvad der er fakta og fake news

Da Nero lå død for egen hånd i år 68 e.Kr., brød der et lettelsens suk ud blandt Roms aristokrati. Det var de ledende familier med de store jordbesiddelser, der havde betalt for Neros uhørte overforbrug særligt i de sidste år, hvor tilfældig konfiskation af godser hørte til dagens orden. Da det også var denne lille, men indflydelsesrige del af Roms befolkning, de fleste historieskrivere tilhørte, kan det ikke undre, at Nero hurtigt fik en overvejende negativ presse som moralsk pervers, hæmningsløs og uden skam i livet.

Men spørgsmålet er, om tilsværtningen af Nero er fakta eller et eksempel på antik fake news. Den nu afdøde danske historieprofessor Peter Ørsted mener det sidste. I sin bog om Nero fra 2005 forsøger han at tegne et billede af Nero som en mislykket reformator. Nero ville i virkeligheden opdatere den romerske styreform, så den ikke foregik hen over hovedet på befolkningen.

Frem for at bygge sin magt på en alliance med senatets aristokrati, sådan som Augustus havde gjort det, forsøgte Nero i stedet at legitimere sin magt med folkets yndest og velvilje. Derfor brugte han store summer på fester til folkets fornøjelse og byggerier til fattigmands underhold, som for eksempel hans kolossale gyldne palads, Domus Aurea, der havde en indlagt kunstig sø foruden en 40 meter høj forgyldt bronzestatue af ham selv.

Men selv Peter Ørsted erkender dog, at kildernes detaljerede beskrivelse af Neros brutalitet og ugerninger gør det umuligt at rehabilitere hans eftermæle komplet. Måske drømte Nero om en form for folkevælde med ham selv som den retfærdige monark i spidsen, men det endte med et pøbelvælde med Nero som en diktatorisk tyran, der uden senatets modvægt blev indviklet i en stadig vildere spiral af ekstreme foretagender.

Det deler også vandene, om Nero var den første romerske kejser, der satte forfølgelse af de kristne i system. Ingen betvivler, at Nero faktisk på grusomste vis henrettede kristne i kølvandet på Roms brand i år 64. Det er tilmed sandsynligt, at Paulus og måske Peter led martyrdøden under denne forfølgelse eller kort efter.

Men var dette blot en enkeltstående hændelse uden yderligere eftervirkninger, eller var der fra da af skabt præcedens for forfølgelse af kristne?

Nogle historikere argumenterer for, at Neros forfølgelse gjorde kristendommen ulovlig fra da af. Enkelte hævder ligefrem, at kristne efter Nero kunne henrettes uden rettergang, blot hvis de kaldte sig selv ”kristne”. Andre er mere forsigtige og mener, at den håndtering af de kristne trods alt først hører de store kristenforfølgelser i det 3. og 4. århundrede til, og at kilderne kun tyder på en lokal og begrænset forfølgelse i Rom, der ikke blev model for senere kejsere.

Uenighederne til trods er alle enige om, at den sidste kejser i det julianske kejserdynasti, der løb fra kejser Augustus til Nero, satte et markant aftryk på et allerede verdenshistorisk århundrede, hvad enten han så i virkeligheden var et misfoster eller en misforstået.