De kunne have valgt et andet navn. Men når de franske og tyske arbejdsministre i morgen den 28. maj præsenterer et europæisk initiativ mod ungdomsarbejdsløsheden, er det et stykke amerikansk historie, de har opkaldt projektet efter.
New Deal for Europe hedder initiativet. Den plan, som den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt lancerede i 1933 for at bekæmpe den økonomiske krise, er blevet fælleseje i Vestens historie. New Deal har sat sig fast i den kollektive bevidsthed som et plusord for velfærdsstatens tilhængere, og et absolut negativt eksempel for velfærdsstatens kritikere.
Helt bogstaveligt betyder New Deal at give kort til en nyt spil. Kortene blandes og fordeles påny. Alle de gode kort kommer i spil igen, ingen kan sidde og holde på dem til egen fordel og andres skade.
Det var lige præcist det, Franklin Delano Roosevelt mente, tiden var inde til, da han gik til valg i 1932.
USA var tre år inde i en dyb økonomisk krise efter børskrakket den 29. oktober 1929. Og recessionen havde ætset sig dybt ind i det amerikanske samfund. Produktionen af varer og tjenesteydelser var halveret, det samme var lønningerne for de, der endnu havde et arbejde. 15 millioner eller hver fjerde amerikaner var arbejdsløs, og fattigdommen sendte folk fra hus og hjem. Arbejdsløshedsunderstøttelse var der ikke noget af.
Situationen var ikke bedre på landet, hvor landbrugets gældskrise var en medvirkende årsag til krakket. Millioner af bønder blev drevet fra deres jord på flugt fra fattigdommen og den såkaldte Dust Bowl, tørken der forvandlede dele af Midtvesten til en støvsky, en folkevandring som John Steinbeck beskrev i bogen Vredens druer.
I byerne skød slumbyer op, de såkaldte Hoovervilles, opkaldt efter præsident Herbert Clark Hoover, der blev beskyldt for ikke at sætte nok ind mod krisen i sine regeringsår 1929-1933.
For lidt og for sent, lød kritikken, ikke mindst fra hans modstander ved præsidentvalget i 1932, demokraten Franklin D. Roosevelt.
Han ville gøre op med den laissez-faire politik, som op igennem 20erne havde givet markedskræfterne frit spil og ført til hidtil uset berigelse i det amerikanske samfund. Men også til bankkrakket og den store recession, mente Roosevelt og hans støtter.
Mænd og kvinder sulter, mens republikanerne snakker om økonomiske love. Vi må holde fast i, at økonomiske love ikke er naturgivne. De er menneskeskabte, sagde Franklin D. Roosevelt, da han var blevet udpeget til demokraternes præsidentkandidat.
Hans program gik ud på at lave disse love om. Spillereglerne skulle ændres, kortene fordeles påny.
New Deal var en blandet samling af meget forskellige tiltag. Jeg plejer at dele dem ind i to kategorier. I den første har vi statslige programmer, der griber direkte ind i økonomien og finanssektoren, som National Industrial Recovery Act. Den anden handler om at få folk i arbejde og etablere et socialt sikkerhedsnet , påpeger historiker David Struthers, der underviser i amerikanske studier ved Copenhagen Business School.
Roosevelts politik følger de tre Rer: Relief, Recovery, Reform social bistand, økonomisk genopretning og reformer af det amerikanske samfund. I New Deals første fase, de såkaldt 100 dage fra marts 1933, indføres 16 love, som hovedsageligt går ud på at regulere markedskræfterne og genoprette amerikanernes tillid, ikke mindst til banksystemet.
Med den såkaldte Bank Holiday lukkes bankerne og underkastes et eftersyn, hvorefter kun de mest solide får lov at åbne, så amerikanerne igen tør sætte deres penge i banken. Den såkaldte Glass-Steagall-lov sætter skotter op mellem bankernes spekulative aktiviteter og almindeligt indlån, en sammenblanding der blev betragtet som en af hovedårsagerne til bankkrakket.
En landbrugslov indfører støtte til nogle af de 15 millioner landmænd, som er på randen af fallit, og industrien støttes af en lov om Industriel genopretning.
Men først og fremmest vil den nyvalgte præsident sætte gang i hjulene med massive offentlige investeringsprogrammer, der skal skabe arbejdspladser.
I anden fase kommer Social Security Act, der indfører arbejdsløshedsunderstøttelse og giver de ældre amerikanske medborgere ret til pension. Faglig organisering ikke bare anerkendes, men tilskyndes for at skabe et forhandlingssystem mellem arbejdsmarkedets parter.
Roosevelts udgangspunkt var, at laissez-faire-politikken og det frie marked, som Hoover havde stået for, havde spillet fallit. Og det store nybrud, han kommer igennem med, er, at staten har en rolle at spille i samfundsøkonomien. Han foregriber på mange måder økonomen John Maynard Keynes teorier om, at staten skal bruge penge for at sætte gang i hjulene, når der er krise, og spare, når det går godt. Men først og fremmest er New Deal en anerkendelse af selve ideen om en velfærdsstat i USA, og det er skelsættende, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i historie ved Syddansk Universitet og specialist i amerikansk historie.
Der havde været alvorlige økonomiske kriser i USA før, med endog meget store sociale omkonstninger. Men indtil New Deal var holdningen, at økonomiske kriser nok skulle gå over af sig selv, ligesom influenza, hvor feberen kulminerer og efterfølges af bedring. Her bliver det for første gang slået fast, at staten og fællesskabet har et ansvar for, om folk sulter eller har mad på bordet, siger Niels Bjerre-Poulsen.
LÆS OGSÅ: Det glemte eksperiment i Venezuela
Spørgsmålet hænger sammen med fremvæksten af et industriproletariat i byerne i både USA og Europa. Og i USA er forskellen mellem rig og fattig om muligt endnu større end i Europa.
I 20erne bliver mange umådeligt rige i USA, som for eksempel Rockefeller- og Carnegie-familierne. Det ender med et brag med bankkrakket og efterfølges af en langvarig krise, hvor folk vitterligt sulter. Indvandringen har også været enorm med en million nye amerikanere, og alt dette gøder jorden for en regulering, mener den danske historiker.
Roosevelt satte sig med andre ord op imod troen på, at blot den enkelte forfølger sin egeninteresse, vil det i sidste ende komme alle til gode.
Vi er individualister i vores personlige ambition. Men når det gælder vores økonomiske og politiske fremgang som nation, løfter vi os sammen eller går ned som ét folk, mente Roosevelt.
Dybest set var New Deal en etik. Roosevelt ønskede at genskabe USA som et samfund, hvor individer og grupper så sig selv som en del af et større demokratisk fællesskab med fælles mål, som Michael Böss, lektor i historie ved Aarhus Universitet, har skrevet i en anmeldelse af den amerikanske historiker H.W. Brands biografi af Frankling D. Roosevelt: A Traitor to his Class.
Men ikke alle er enige i denne udlægning. Lige siden New Deal har økonomer skændtes om, hvorvidt Roosevelts tiltag gavnede amerikansk økonomi og hjalp USA ud af den økonomiske krise.
Allerede i 30erne havde Roosevelt modstandere, der nægtede at udtale hans navn og omtalte ham som denne mandsperson. Og frihandelsøkonomen Friedrich Hayek beskrev i 1945 velfærdsstaten som Vejen til trældom i bogen af samme navn. Desuden blev Roosevelt kritiseret for at have sikret højere landbrugspriser ved at destruere dele af landbrugsproduktionen og fremmet karteldannelser i industrien. Og flere af New Deals tiltag blev siden erklæret forfatningsstridige.
Ifølge en spørgeundersøgelse blandt amerikanske økonomer foretaget af forskeren Robert Whaples fra Qake Forest Universitetet i 1995 var 51 procent af økonomerne enige i, at New Deal-politikkerne forlængede og forværrede den økonomiske krise. 49 procent var imod.
Der er ikke noget politisk objektivt svar på, om New Deal virkede eller ikke virkede, understreger David Struthers.
Men der er en vis konsensus om det synspunkt, at New Deal ikke løste krisen, men til gengæld afbødede nogle af dens værste konsekvenser, siger David Struthers.
Roosevelts efterfølgere udbyggede ikke desto mindre den amerikanske velfærdsstat, for eksempel med Medicaid og Medicare, sygesikring for de ældre og de fattigste. Først da den vestlige velfærdsmodel kom under pres med 1970ernes økonomiske krise og galoperende inflation kombineret med stagnerende vækst og høj arbejdsløshed blev Roosevelts model lidt efter lidt pillet fra hinanden. Med valget af Ronald Reagan i 1980 fik liberalistiske økonomer som Hayek og især Milton Friedman igen ørenlyd.
Men dermed er dommen over New Deal ikke afsagt. Finanskrisen i 2008 har igen rejst kritik af markedskræfternes evne til at styre økonomien. Glass-Steagall-loven, som blev afskaffet i 1999 af demokraten Bill Clinton, kræves genindført, ikke blot i USA, men også i Europa. Og præsident Barack Obama sammenlignes med Roosevelt, for eksempel af den fremtrædende økonom Paul Krugman, mens selv europæiske politikere refererer til hans politiske arv som en vej ud af krisen. Kampen om New Deal har krydset årtierne.
I USA er New Deal en reference for demokraterne, når de skal argumentere for, at statslig intervention har en positiv effekt på samfundet og økonomien. Og omvendt er det den periode, republikanerne tyer til, når de vil vise, hvordan statslig indgriben begrænser individets og virksomhedernes frihed. Det er ganske enkelt umuligt at diskutere minimalstat eller statsintervention uden at tale om New Deal, siger David Struthers.
New Deal er det altafgørende eksempel i denne debat, fordi det gjorde USA til en slags velfærdsstat, og den debat er ikke afsluttet endnu, siger også Niels Bjerre-Poulsen.
Og det skyldes, at Obamas kongstanke ligesom Roosevelts, er, at staten har en rolle at spille, når økonomien nedsmelter. Redningsplanen til bilindustrien, hjælpepakken til bankerne, offentlige investeringer i infrastruktur, der skal sætte gang i hjulene, er altsammen initiativer, der hviler på denne vision. Den nuværende finanskrise minder om 30ernes med kritikken af grådigheden, spekulanterne og markedskræfterne, mener historikeren fra Syddansk Universitet.
Vi får aldrig at vide, hvad der var sket, hvis Franklin D. Roosevelt ikke havde gennemført New Deal. Om USA havde klaret sig bedre eller dårligere. Men hele tanken om at give kort påny har en stærk appel. Nu starter vi forfra. Det hører også med til fascinationen af New Deal, mener Niels Bjerre-Poulsen.
New Deal-lovgivning
