Nobelpristager Marie Curie slap radioaktivitetens trold ud af æsken

Marie Curie forskede i radioaktiviteten. Hun er et ikon i Frankrig 150 år efter sin fødsel, som er blevet fejret i månedsvis i landet

Marie Curie ses her i sit laboratorium, hvor hun bedrev så usædvanlig en forskning, at den udløste både en Nobelpris i kemi og en Nobelpris i fysik, som hun måtte dele med to andre forskere. –
Marie Curie ses her i sit laboratorium, hvor hun bedrev så usædvanlig en forskning, at den udløste både en Nobelpris i kemi og en Nobelpris i fysik, som hun måtte dele med to andre forskere. – . Foto: Nordfoto/ Ritzau Scanpix.

En novemberdag i 1891 stod Marya Sklodowska af toget på Gare du Nord i Paris. I tre dage havde hun været undervejs fra Polen og gennem Tyskland på 4. klasse. Hun var 24 år og havde i flere år lagt penge til side som privatlærerinde for rige polske familiers børn for at få råd til at gennemføre sin livsdrøm: at studere fysik.

Piger havde ikke adgang til videregående uddannelse i Polen, og hendes ældre søster, Bronia, læste allerede til læge i Paris, hvor hun havde giftet sig med en polsk læge. Nu var det Maryas tur. Et års tid senere havde hun sit eget værelse på sjette sal i Latinerkvarteret, et kvarters gang fra Sorbonne, hvor hun læste matematik og fysik.

”Det var et sølle værelse. Men jeg var lykkelig, for i en alder af kun 25 år var min drøm om videnskabelige studier gået i opfyldelse,” skulle hun skrive mange år senere, da Marya Sklodowska var blevet til Marie Curie og en af verdens førende fysikere, den første kvinde, der fik Nobelprisen, og som navngav et helt nyt fænomen med uanede konsekvenser: radioaktiviteten.

”Hendes forskning er banebrydende, for hun opdager to ukendte grundstoffer og åbner et helt nyt forskningfelt inden for fysikken, men også inden for lægevidenskaben med de første strålebehandlinger af kræft, som man havde kendt i 2000 år uden at kunne helbrede,” siger Natalie Pigeard-Micault, historiker ved Musée Curie i Paris, som hen over årsskiftet markerede 150-året for Marie Curies fødsel i november 1867. Det var den otte år ældre fysiker Pierre Curie, der opfordrede hende til at skrive sin doktorafhandling om det helt nye naturfænomen med stråler fra uran, som Henri Becquerel havde opdaget i 1896. Curie var fysiker ved Højskolen for Industriel Fysik og Kemi i Paris, da de blev præsenteret for hinanden i 1894.

De blev til et legendarisk par, både i hjemmet og i laboratoriet, og deres ældste datter, Irène, var næppe et år, da Marie begyndte på sin doktorafhandling og undersøgte det, man kaldte for uraniumstråler, fordi man mente at de kun stammede fra uran. Takket være et måleinstrument, som Pierre Curie havde udviklet til noget helt andet, begyndte hun i 1896 at måle strålingen fra forskellige typer uranmalm, og hun opdagede snart, at andre stoffer også producerede stråling, og endda større end uran.

Marie arbejdede i et primitivt laboratorium og baksede her med flere tons begblende-malm, hvoraf hun forsøgte at isolere de stoffer, hvis stråling hun kunne måle. Den tyske kemiker og nobelpristager i 1909 Wilhelm Ostwald beskrev laboratoriet som noget, der snarere lignede en stald eller en kartoffellade end et moderne laboratorium.

Pierre Curie lagde sine egne studier til side for at hjælpe Marie med udvindingen. Den 18. juli 1898 meddelte de, at de havde fundet et nyt stof, som de gav navnet polonium efter Maries elskede hjemland. For første gang nogensinde benyttes udtrykket ”radioaktivt stof”, og få måneder senere, den 26. december, fandt de endnu et radioaktivt stof, som de kaldte radium efter det græske ord for stråling.

Opdagelserne vakte betydelig opsigt i videnskabelige kredse, og i 1901 fik Pierre og Marie Curie sammen med Becquerel Nobelprisen for deres opdagelse af polonium og radium og den radioaktive stråling. Det tog yderligere fire års hårdt arbejde, før de i 1902 stod med 0,1 gram rent radium-salt, som gjorde det muligt at bestemme radiums atommasse, hvilket udløste en ny Nobelpris i 1911.

Interessen for de nye radioaktive stoffer var enorm, og en tidlig form for ”atomindustri” udviklede sig, for radium blev betragtet som et vidundermiddel, der kunne kurere alt fra kræft til skaldethed. I 1920’erne blev der solgt radioaktive foryngelsescremer, læbestifter og radioaktiv te, og de populære kursteder håbede at finde spor af radioaktivitet i kurvandet for at tiltrække nye kunder.

”De radioaktive stoffer angreb huden ved kontakt, og det førte til den tanke, at et stof, der kan nedbryde sundt væv, formentlig også kan nedbryde sygt væv. Radium blev prøvet mod hudkræft, og det virkede jo faktisk. Og samtidig herskede der en næsten blind tiltro til, at videnskaben og fremskridtet ville skabe en bedre verden. Man var nok bevidst om, at de nye stoffer kunne være farlige, men også overbevist om, at de uønskede bivirkninger ville forsvinde, når man lærte at kontrollere den nye viden,” påpeger Natalie Pigeard-Micault. Både Marie og Pierre Curie håndterede de radioaktive stoffer med de bare hænder, og Pierre Curie fik hurtigt ledsmerter, som han antog for at være reumatisme. I 1906 blev han kørt over af en hestevogn, og eventuelle skader på grund af stråling blev aldrig officielt bekræftet. Og Marie Curie havde meget svært ved at indrømme, at hendes opdagelser kunne være farlige.

”Man vidste fra blodprøver, at strålingen påvirker blodlegemerne, men også, at de tilsyneladende blev normale igen i løbet af et par uger, når personen ikke længere var udsat for stråling. Marie Curie sagde selv, at man bare skulle et par uger på landet, så var man frisk igen,” siger Natalie Pigeard-Micault.

Hun led formentlig selv af anæmi (blodmangel), hvilket skyldtes leukæmi efter omgangen med de radioaktive stoffer, der var hendes livsværk. Hun døde den 4. juli 1934, 66 år gammel, som en af sin tids største videnskabelige forskere. Marie Curie slap radioaktivitetens trold ud af æsken, men lagde også grunden til moderne lægevidenskab som strålebehandling og CT-scanninger. Hun betalte med sit eget liv.