Prøv avisen

Nonner udviklede moderne dansk hospitalsvæsen

Det katolske Sankt Joseph Hospital i København tiltrak dygtige læger, som her fik mulighed for at specialisere sig. Billedet viser en operationsstue i 1901. – Arkivfoto.

Historikeren Susanne Malchau Dietz har afdækket et glemt kapitel om de katolske Sankt Joseph Søstres betydelige indsats i dansk hospitals-historie

En kølig majmorgen i 1856 ankom fire nonner til København. De var udsendt af den franske nonneorden Sankt Joseph Søstrene for at oprette et katolsk hospital. Søstrene tjente Gud gennem pleje af syge og nødlidende på ordenens hospitaler rundt om i verden. Nu var turen kommet til Danmark.

På det tidspunkt var der udbredt skepsis over for alt katolsk blandt danskerne på trods af religionsfriheden, der blev indført med Grundloven i 1849. Søstrene mødte dog velvilje blandt adelen og rige familier, der donerede dem penge.

Efterhånden havde nonnerne penge nok til at realisere drømmen om et katolsk hospital i København. I 1875 åbnede Sankt Joseph Hospital i Griffenfeldtsgade på Nørrebro.

I løbet af de næste 25 år etablerede nonnerne yderligere syv hospitaler rundt om i landet, men hospitalet på Nørrebro forblev deres højborg i 100 år.

Lektor Susanne Malchau Dietz fra Aarhus Universitet har forsket i de katolske hospitaler i Danmark. De er et overset kapitel i dansk hospitalshistorie, selvom nonnerne spillede en vigtig rolle i udviklingen af det moderne danske sygehusvæsen:

Sankt Joseph Søstrene kom som sendt fra himlen. I slutningen af 1800-tallet haltede danske hospitaler pinligt efter andre lande. De offentlige hospitaler var umoderne, og der var alarmerende mangel på senge. Men ingen havde penge eller politisk initiativ til at forbedre situationen, forklarer Susanne Malchau Dietz.

Nonnerne led ikke af samme handlingslammelse og fik etableret et topmoderne hospitalsimperium. Søstrene var benhårde administratorer og dygtige til at drive hospitaler. De skaffede midler til at bygge flotte bygninger med det nyeste udstyr. Nonnerne uddannede også sygeplejersker, og de fremgangsrige hospitaler med et dygtigt plejepersonale tiltrak snart de gode læger.

På Sankt Joseph Søstrenes hospitaler søgte mange færdiguddannede læger ind, fordi der var mulighed for at videreudvikle sig fagligt. Her kunne lægerne specialisere sig inden for et særligt område, og de katolske hospitaler blev førende i øre-, næse- og halssygdomme samt fødsler og kvindesygdomme.

Modviljen mod nonnerne lagde sig, da man så deres evner inden for hospitalsdrift. Københavns Kommune købte tilmed sengepladser for at dække det stigende behov, og patienterne fik en ypperlig behandling.

Det hed sig, at der var smør på brødet på Sankt Joseph og margarine på Kommunehospitalet. Der var faktisk lidt om snakken, for på de katolske hospitaler kunne man betale sig til bedre service i stil med nutidens privathospitaler, fortæller Susanne Malchau Dietz.

Hospitalet i Griffenfeldtsgade lagde ud med sølle seks sengepladser og nogle få ansatte. I storhedstiden i 1930erne og 1940erne var hospitalet oppe på 400 senge og en omfattende hospitalsstab. Til sidst druknede det dog i sin egen succes:

De katolske hospitaler vekslede mellem at være en torn i øjet og et forbillede for de danske sundhedsmyndigheder. I 1950erne grundlagde staten flere store hospitaler og behøvede ikke længere at købe senge hos nonnerne. I takt med udvidelsen af det offentlige sygehusvæsen lukkede de katolske hospitaler et efter et, konstaterer Susanne Malchau Dietz.

Hospitalsnonnernes gyldne æra var forbi. Men de havde sat eftertrykkelige spor i historien.

historie@kristeligt-dagblad.dk