Nordboerne gav op over for klimaet

Nordisk arkæologi: Gennem knap 500 år befolkede sejlivede nordboere de grønlandske fjorde. Men så gav de op og forlod gårde, kirker og marker for altid. Hvorfor? Klimaforandringer og svigtende handel, viser ny arkæologisk forskning

Arkæologiske undersøgelser ved nordbokirke. –
Arkæologiske undersøgelser ved nordbokirke. –. Foto: Jette Arneborg/Nationalmuseet.

Det Land, som kaldes Grønland, blev opdaget og beboet fra Island af. Erik den Røde hed den bredfjordske Mand, som drog herfra dertil, og tog den Landstrækning i Besiddelse, som siden er bleven kaldet Eriksfjord. Han gav Landet Navn, og kaldte det Grønland, samt sagde, at det vilde opmuntre Folk til at tage derhen, naar Landet havde et godt Navn.

Sådan beskriver islandske Ari Thorgilsson de tidligste bosættelser i Grønland i et historisk værk fra begyndelsen af 1100-tallet. Dengang tegnede fremtiden lys for nordboerne i de grønlandske fjorde.

Men gunstige tider blev afløst af modgang. Det sidste skriftlige vidnesbyrd fra nordbobygderne stammer fra 1408, hvor et islandsk par blev viet i Hvalsø Fjords Kirke. Derefter forstummer kilderne. Forladte gårde, kirker og marker taler dog deres tydelige sprog. Men hvad skete der i Grønland i 1400-tallet? Hvorfor opgav nordboerne og deres bosættelser?

I midten af juli tog arkæologer fra Nationalmuseet i København af sted for at finde flere brikker til puslespillet om nordboernes skæbne. Sommerens udgravninger fokuserer på den såkaldte Østerbygd i området Vatnahverfi, ikke langt fra Erik den Rødes storgård, Brattahlid. Her skal man undersøge nogle af de mange gårde for at påvise, hvornår de blev brugt og forladt. Samtidig skal der udtages prøver til naturvidenskabelige analyser.

Seniorforsker Jette Arneborg fra Nationalmuseet har gennem de sidste 25 år studeret nordboere ud fra skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger. Hun arbejder på et stort anlagt projekt, der skal kortlægge nordboernes historie i mindste detalje.

Nordboerne og deres skæbne har optaget forskere siden 1721, hvor præsten Hans Egede lavede de første undersøgelser af ruinerne. Siden er det gået slag i slag med arkæologiske undersøgelser i forskellig skala. Med det nuværende projekt samler vi trådene og ser på nordboerne i et overordnet perspektiv. Gennem de store sammenhænge i historien kan vi finde en forklaring på affolkningen, forklarer Jette Arneborg.

Et nyt tiltag er tværvidenskabeligt arbejde. Projektet involverer naturvidenskabelige eksperter fra Danmark, Skotland, England og USA. Så klimaforskere, antropologer, pollenanalytikere og geografer skal analysere isboringer, dyre- og menneskeknogler samt jordbundsprøver for at undersøge forholdene i Grønland på nordboernes tid.

Klimaforandringer er mistænkt som årsag til den bratte afslutning på nordboernes æra i Grønland. Men ingen har undersøgt forandringerne og deres konsekvenser for nordboerne med naturvidenskabelige metoder. Det gør vi nu for at koble de fakta til de arkæologiske data, fortsætte Jette Arneborg.

Da Erik den Røde kom til Grønland i slutningen af 900-tallet, var landet inde i den middelalderlige varmeperiode. Det gav optimale forhold til agerbrug og gårddrift. Men omkring 1350 indtrådte den lille istid, og nordboerne fik svært ved at opretholde en rimelig levestandard.

Vores foreløbige resultater tyder på, at nordboerne oplevede strenge tider efter 1300-tallet. Mange områder var plaget af jorderosion, så frugtbar jord endte med at være udpint og give ringe udbytte. Samtidig kom der øget sandflugt, og dyrene måtte græsse på sandede marker. Det kan vi se på slidsporsanalyser af fåretænder, der er medtagne af at tygge græs med sand i, fortæller Jette Arneborg.

Klimaforandringerne påvirkede også bosættelsesmønstret på de godt 300 gårde i Østerbygden. Arkæologerne har opmålt alle bygdens ruiner med GPS (Global Positioning System) og lagt dem ind i geografiske computermodeller.

Så kan man følge hver gård i forhold til den klimatiske udvikling, for eksempel ændringer i indlandsisens forløb eller havstigninger, der lagde marker under vand. Derved kan arkæologerne kortlægge de mange flytninger mellem gårdene. Nordboerne forlod nemlig gårde plaget af sandflugt og udpint jord til fordel for mindre udsatte steder.

Forandringerne kan tilmed spores i nordboerne selv. Antropologer fra Panum Instituttet har undersøgt knoglefund fra gravpladser. De viser et fald i levealder og gennemsnitshøjde i løbet af den 500-årige bosættelsesperiode. Kosten ændrede sig også fra lige dele kød og maritim føde til en overvægt af sæl og hval.

Det er svært at afgøre, om nordboerne spiste mere maritimt af lyst eller nød. Men faktum er, at de rige gårde fortsat havde kvæg, mens de fattige var uden. Så man gav næppe frivilligt køb på mælk og kød til fordel for sæl, påpeger Jette Arneborg.

De naturvidenskabelige undersøgelser peger altså på klimaforandringer som en tungtvejende årsag til nordboernes flugt fra Grønland. Men der er også en anden væsentlig faktor, nemlig den økonomiske.

Helt fra begyndelsen var nordboerne afhængige af kontakt udadtil. Handel med Island og Norge var en vigtig del af subsistensøkonomien. Uundværlige varer som jern blev importeret, mens nordboerne eksporterede luksusvarer som hvalrostand og isbjørneskind. Samtidig opretholdt de gennem skibsfarten forbindelsen til det øvrige Norden og fulgte for eksempel nøje den herskende dragtmode.

Men i slutningen af 1200-tallet oversvømmede store mængder elfenben markedet, og interessen for hvalrostand dalede. De norske konger opretholdt deres monopolhandel med Grønland, men besejlingen svandt ind og ophørte i begyndelsen af 1400-tallet. Kilder nævner, at det koldere klima gav mere is og hindrede sejlads ad de sædvanlige ruter.

Handelen var en livline for nordboerne. Da kontakten til Europa ebbede ud, blev det begyndelsen til enden på bosættelserne. Det barskere klima gjorde samtidig livet i Grønland så surt, at folk valgte at udvandre, fastslår Jette Arneborg.

Det hårde klima og et begrænset befolkningsantal har dog medført, at de fleste nordboruiner har ligget uforstyrret til vore dage. Derfor har arkæologerne et enestående velbevaret materiale at studere men det er nok en ringe trøst for de hårdtprøvede nordboere.

historie@kristeligt-dagblad.dk