I året 985 stævnede de gæve vikinger ud fra Island for at bosætte sig i Grønland. Nordboerne var anført af den legendariske Erik den Røde, og deres liv og skæbne har altid fascineret mange mennesker. Særligt spøgsmålet om, hvorfor de igen forlod Grønland, har været et mysterium for forskerne.
Et tværfagligt projekt, Greenland Isotope Project, kommer netop nu ud med en række resultater, der kan kaste lys over nordboernes tid i Grønland og ikke mindst de sidste, afgørende år.
LÆS OGSÅ: Fund af kristne runer på nordbogårdene
Da den gode Erik og hans folk først ankom til Grønland, var vejrliget her mildt og forholdene ideelle til at fortsætte den levevis, som man kendte fra Island med husdyrhold suppleret med jagt og fiskeri. Og Erik blev ligefrem så begejstret, at han gav landet navnet Grønland.
Mange nordboere var kristne, så der blev opført små kirker ved stormandsgårdene i de to bygder, Østerbygden og Vesterbygden. Den overordnede statsmagt, Norge, sendte tilmed en biskop til landet, der blev passende installeret på Gardar, den største gård i Østerbygden.
Man fortsatte også med at gå i klæder af vævet uld, skrive runer og dyrke andre traditioner fra den nordiske bondekultur, der var udbredt i Skandinavien, Færøerne og Island på det tidspunkt.
Men de gunstige tider varede ikke ved. Fund af tilsandede gårde og oversvømmede marker vidner om ændret klima og en mere barsk tid, hvor livet var knap så ligetil. Efter en årrække forlod nordboerne så gårde og bygder for aldrig at vende tilbage igen.
Nordboernes forsvinden har længe optaget forskerne, og der har været forskellige forklaringer igennem tiderne. Men de tungtvejende beviser og endegyldige konklusioner glimrede længe ved deres fravær.
Med afslutningen af det store isotop-projekt rykker forskerne dog meget nærmere en forklaring på nordboernes forsvinden fra Grønland.
Arkæolog Jette Arneborg fra Nationalmuseet har været en af de centrale personer i forskningsprojektet og har studeret nordboerne og deres kultur i mere end 30 år.
Det arkæologiske materiale fra nordbopladserne giver visse fingerpeg om, hvorfor de forsvandt. Men vi er nødt til også at søge svar andre steder, og her kan naturvidenskaben og for eksempel isotopundersøgelserne bidrage. For med dem får vi nogle konkrete resultater og dermed beviser, så vi kan begynde at tegne et mere sandfærdigt og nuanceret billede af nordboernes sidste tid i Grønland, fortæller Jette Arneborg.
Projektet Greenland Isotope Project: Diet in Norse Greenland AD 1000-AD 1450 er et tværfagligt projekt udført i samarbejde mellem Nationalmuseet, Det Antropologiske Laboratorium ved Københavns Universitet og AMS C-14 Dateringscenteret ved Aarhus Universitet. Det er den største samlede undersøgelse af nordboerne og deres eksistensgrundlag til dato, og resultaterne kan derfor besvare mange hidtil ubesvarede spørgsmål.
Projektets konklusioner har virkelig rykket nordboforskningen og besvaret nogle vigtige spørgsmål. Nordboerne er blevet beskyldt for at være nogle forstokkede bønder, der ikke evnede at tilpasse sig livet i Grønland. Men det var de ikke. Vores undersøgelser viser, at de var særdeles omstillingsparate og tilpassede sig de grønlandske forhold helt fra begyndelsen, påpeger Jette Arneborg.
Projektet kortlægger nordboernes livsstil og eksistensgrundlag fra de første år i kolonierne og helt frem til affolkningen i midten af 1400-tallet. På den måde kan man følge udviklingen af kost og levevaner igennem hele nordbotiden og fortalt af nordboerne selv eller rettere sagt deres knogler.
På Panum Instituttet ligger en større samling nordboskeletter fra udgravninger af kirkegårdene deroppe. Disse skeletrester rummer data om afdøde, deres kost, levevaner og meget andet.
Professor Niels Lynnerup fra Det Antropologiske Laboratorium ved Københavns Universitet har i flere omgange arbejdet med nordbomaterialet.
Vores undersøgelser af nordboerne viser, at de ligner de andre befolkningsgrupper i Norden på det her tidspunkt. Deres leveforhold og levelængde har været den samme, og de led af de samme sygdomme. De sultede heller ikke hverken mere eller mindre, end andre folk gjorde dengang, forklarer Niels Lynnerup.
Projektet analyserer nemlig som noget helt nyt også knoglematerialet fra de dyr, som nordboerne spiste. Dermed får man for første gang hele billedet med og kan blandt andet se, at en stor del af dem spiste sæl helt fra begyndelsen.
Det er en ny og vigtig erkendelse, at nordboerne tog sælen til sig. For det viser jo netop deres sans for at tilpasse sig livet i Grønland og de muligheder, der bød sig til. Men der var rige folk som storbonden og biskoppen, der foretrak kød og havde råd til det, beretter Jette Arneborg.
Men som årene gik, forandrede nordboernes livsvilkår sig radikalt. Fundene af tilsandede gårde og oversvømmede marker peger på klimaforandringer, hvilket også er blevet bevist af naturvidenskabelige undersøgelser. Analyser af særlige havalger i en bundboring ved Diskobugten viser meget præcist, at der omkring år 1250 sker radikale klimaforandringer i Sydvestgrønland med kulde og øget isdannelse. Det blev startskuddet på en lang kuldeperiode kaldet den lille istid.
I tidens skriftlige kilder kan man også læse om tiltagende isdannelse og besvær med at besejle de grønlandske farvande.
En øget vindaktivitet førte til tilsandede gårde og marker, og der er fundet fåretænder helt nedslidte af at tygge græs med sand i. I dag ved man, at den øgede vindaktivitet hang sammen med kulminationen af den hidtidige varmeperiode lige op til den lille istid. Men øget vind, sandflugt og kulde var ikke nordboernes eneste problem.
Hidtil havde nordboerne haft en god indtægtskilde i deres eksport af hvalros-tand til den europæiske overklasse, der higede efter denne eksotiske luksusvare. Men modetrenden skiftede lunefuldt, og de rige foretrak nu elfenben. Og da sejladsen til Grønland var besværet af øgede mængder is, gad man ganske enkelt ikke længere begive sig helt derop, og nordboerne blev isoleret fra kontinentet.
De ændrede forhold står tydeligt at læse i knoglematerialet. Nordboerne spiste mere og mere sæl, og selv de mest standhaftige kødspisere endte med at overgive sig til havets spisekammer.
Nordboerne blev helt klart pressede af klimaforandringerne og måtte tilpasse sig, for eksempel ved at spise mere sæl. Men de fastholdt hele tiden deres livsstil som bønder og passede deres husdyr, bare i mindre målestok. Selv den mindste gård havde en ko, for det var en del af deres identitet og den bondekultur, som de tilhørte, forklarer Jette Arneborg.
Det stærke tilhørsforhold til den nordiske bondekultur kan meget vel være forklaringen på, at nordboerne forlod Grønland.
Jeg tror simpelthen, at de blev trætte af at sidde deroppe og spise sæl. De var bønder og kvægholdere, ikke fiskere og fangere. De ønskede kontakt til resten af den kristne kultursfære, som de var en del af, og det havde de ikke længere. Så de valgte ganske enkelt at rejse, forklarer Jette Arneborg.
Affolkningen af bygderne skete ganske udramatisk og efter nøje overvejelser. En norsk præst, Ivar Bardarson, fik rejsepapirer i Bergen i 1343 og drog til Grønland, hvor han beretter om en overladt Vesterbygd. Fra Østerbygden stammer det sidste skriftlige vidnesbyrd, nemlig et giftermål i Hvalsøfjordens Kirke i 1408.
Så folk begyndte lige så stille at sive og formodentlig de unge først:
Undersøgelser af skeletmateriale fra nordbogravpladser viser en tydelig og tiltagende ubalance i fordelingen på køn og alder. Det er særligt de unge og fødedygtige kvinder, der mangler, hvilket er et stort problem i så lille en befolkning. For så er der ingen fremtid, fastslår Niels Lynnerup.
Ved udvandringer er det som regel de unge, der fører an. De, der har nogle håb og en fremtid. Sådan var det sikkert også med nordboerne, hvor de unge ønskede en frisk start et andet sted med bedre muligheder. Måske i Norge eller tilbage på Island, hvor marker og gårde stod tomme efter perioder med pest og hungersnød.
Vi ved ikke præcis, hvor nordboerne begav sig hen. Men da de er rejst i små grupper, har der jo ikke været tale om indvandringsbølger. Snarere et kærkomment tilskud af god arbejdskraft. Så bønder i både Norge og Island ville sikkert kun hilse en flok unge nordboere velkomne, formoder Jette Arneborg.
Da de unge forsvandt, forsvandt nordbosamfundets eksistensgrundlang også. Så i løbet af 1400-tallet pakkede de sidste sikkert også deres sager og satte dermed punktum for nordboernes tid i Grønland.
Greenland Isotope Project: Diet in Norse Greenland AD 1000-1450, Journal of the North Atlantic, Special Volume 3. Editors: Jette Arneborg, Jan Heinemeier, Niels Lynnerup.