Prøv avisen

Norden skabte det moderne ægteskab

To billeder, der viser udviklingen i opfattelsen af ægteskabet. Nederst et brudepar fra 1947. Tidligere var familien og slægten med på bryllupsbilledet, som det ses af billedet ovenfor, ligesom også farven på brudekjolen er skiftet. -- Foto fra bogen.

Ægteskabets historie: I 1920'erne gennemførte de nordiske lande en række reformer af ægteskabslovgivningen, der gjorde den mere tidssvarende og gav grobund for det moderne ægteskab. Det øvrige Europa haltede langt efter og indførte først tilsvarende love 50 år senere

Den danske Rigsdag vedtog i 1922 "Lov om Ægteskabets Indgaaelse og Opløsning", og i 1925 fulgte "Lov om Ægteskabets Retsvirkninger". Sverige, Norge og Finland foretog lignende lovmæssige tiltag, som fik afgørende betydning for ægteskabets rolle i det moderne samfund.

Dr.phil. Bente Rosenbeck fra Center for Kønsforskning ved Københavns Universitet har i samarbejde med tre kolleger fra universiteterne i Lund, Trondheim og Helsingfors forsket i den nordiske ægteskabslovgivning med fokus på reformprocessen i begyndelsen af 1900-tallet.

– Ved indgangen til det 20. århundrede måtte politikere og jurister erkende, at der var et udbredt behov for at reformere ægteskabslovene. Samtidigt rørte de aktive kvindeorganisationer på sig for at sikre bedre rettigheder for ægteskabets svage part, nemlig kvinden, forklarer Bente Rosenbeck.

I henhold til de gamle love fik manden fuld myndighed over kvinden ved ægteskabets indgåelse. Derfor valgte en del af 1800-tallets kvinder at forblive ugifte for at bevare deres frihed og råderet. Men denne udvikling vakte bekymring:

– På det tidspunkt var ægteskabet rammen om samfundet. Her kom kvinderne under myndig hånd, og her blev født børn til at sikre nationens videreførelse. Derfor ville det være katastrofalt, hvis folk undlod at gifte sig og stifte hjem, fortsætter Bente Rosenbeck.

Ægteskabets bevarelse og optimale betingelser kom derfor på den politiske dagsorden i slutningen af 1800-tallet. Nordiske jurister, politikere og kvindeorganisationer havde holdt jævnligt møder fra 1870'erne og frem.

I 1909 blev den skandinaviske Familieretskommission stiftet. Den fik til opgave at udforme lovudkast, der skulle sikre kvinder og mænd ligestilling og tidssvarende rettigheder i ægteskabet.

Udformningen af de nye love blev en møjsommelig affære. Først i 1919 blev Folketinget herhjemme præsenteret for et lovudkast: "Forslag om Lov om Ægteskabet". Det satte gang i en omfattende og til tider ophedet debat. Mange grupper i samfundet havde en mening om den sag.

Litteraturkritikeren Harald Nielsen mente, at de nye ægteskabslove betød "afskaffelsen af Patriarkatet (faderherredømmet) og dermed Ophævelsen af Civilisationen på denne Grundvold". Samtidigt anklagede han kvindeorganisationerne for at være "en Skare forvorpne Kvinder, der vil snigløbe Ægteskabet og selv løbe fra Ansvar og Pligter".

Præsten og politikeren Alfred Bindslev var overbevist om, at en liberalisering af skilsmissereglerne ville føre til ægteskabets endeligt og aflive "selve Nationens Livsnerve".

De nævnte herrer hørte dog til et højtråbende mindretal. Langt de fleste var enige om, at der måtte reformer til for at føre ægteskabet ind i moderne tid. De nordiske kvinder og mænd skulle møde hinanden på lige fod foran alteret.

Den radikale justitsminister C. Th. Zahle udtalte, at når loven blev vedtaget, ville "Kvinderne i Danmark i alt væsentligt, hvad Lovgivningens Stilling til dem angaar, være ligestillede med Mændene". Dansk Kvindesamfund afholdt da også en stor fest for ægteskabsloven i 1925 og erklærede sig tilfredse med resultatet.

Den nye lovgivning medførte væsentlige forandringer på to områder: skilsmisse og økonomisk ligestilling. Det blev lettere for begge parter at opnå skilsmisse uden at redegøre for et egentligt skyldsspørgsmål og senere at gifte sig igen. Det førte dog ikke til et stigende antal skilsmisser før i 1960'erne.

Den fælles formue var nu netop fælles, og kvinden havde ret til halvdelen ved eventuel skilsmisse. Samtidigt skulle begge parter kunne disponere over de økono-miske midler.

Endelig indførte man fælles forældremyndighed. Hidtil havde manden haft fuld myndighed over børnene, både i ægteskabet og ved skilsmisse.

– Reformerne betød, at der kom to ligestillede parter i ægteskabet. Kvinden blev nu også regnet for et selvstændigt individ. Derved tog man første skridt i retningen af det individbaserede ægteskab, som vi kender det, påpeger Bente Rosenbeck.

De nye love hævede også myndighedsalderen til 18 år for piger og 21 år for drenge. På den måde sikrede man sig, at det var to voksne og selvstændige mennesker, der indgik ægteskab.

Videnskaben og især lægerne tog også del i debatten omkring lovenes udformning. De foreslog et regelsæt for hvem, der måtte gifte sig og avle børn set ud fra et helbredsmæssigt og genetisk synspunkt.

I 1913 lavede Familieretskommissionen et lovudkast, der tog højde for det nye, videnskabelige grundlag for at sikre ægtefællers og deres børns sundhed.

Den spirende racehygiejne vandt tilhørere i vide kredse, især i Sverige. De nordiske reformer kom derfor til at indeholde såkaldte ægteskabshindringer. Giftermål blev forbudt for sindssyge, svagt begavede, nært beslægtede og folk, der led af epilepsi, tuberkulose, smitsomme kønssygdomme og alkoholisme.

Samfundet forsøgte altså at regulere befolkningsudviklingen med de bedst mulige gener. Senere blev mentalt handicappede tvangssteriliseret for at hindre dem i at få børn. Hele denne del af lovgivningen er dog siden faldet bort.

Generelt fik de nye ægteskabslove positive følger for folk i de nordiske lande, og antallet af ugifte faldt. Samtidigt lå lovgivningen i tråd med det senere velfærdssamfunds normer for kvinder og mænd.

– Der hersker ingen tvivl om, at de nordiske reformer blev banebrydende for udviklingen af det moderne ægteskab. Det politiske miljø i Norden omkring 1900-tallet var lydhøre over for jurister, læger og politikere såvel som græsrodsbevægelsen og dermed kvindeorganisationerne. Derfor fik man skabt en lovgivning, der tilgodeså alle parter i ægteskabet, både mænd, kvinder og børn – og den lovgivning gælder for en stor dels vedkommende den dag i dag, fastslår Bente Rosenbeck.

historie@kristeligt-dagblad.dk

**Inte ett ord om kärlek – Äktenskap och politik i Norden ca. 1850-1930. Af Kari Melby, Anu Pylkkänen, Bente Rosenbeck & Christina Carlsson Wtterberg. Makadam Förlag, 2006.

Norden inspirerede andre lande

**De radikale, nordiske ægteskabsreformer i 1920'erne og 1930'erne var milevidt forud for resten af Europa. I lande som England, Tyskland, Frankrig og Italien var ægteskabet længe en privatsfære, hvor samfundet ikke greb regulerende ind. Her indførte man først en skilsmisselovgivning som den nordiske i 1970. Det samme gjaldt i USA.

**Det øvrige Europas ægteskabslove halter fortsat efter i forhold til Norden. Men der bliver skelet til nordisk lovgivning, når der laves reformer.

**Tyrkiet gennemførte i 2001 en ny ægteskabslovgivning for at nærme sig EU-landene. Den ligestiller de tyrkiske kvinder i ægteskabet, giver dem ret til at søge arbejde uden mandens samtykke og retten til mindst halvdelen af boet – præcis som de nordiske kvinder i begyndelsen af 1900-tallet.

**Senest er Marokko fulgt efter i 2003. Her har man gjort op med flerkoneri og tildelt gifte kvinder bedre rettigheder.

-- Foto fra bogen. Foto: NULL