Den engelske forfatter og kvindesagsforkæmper Mary Wollstonecraft tog i 1794 på en rejse til de skandinaviske lande. Hun skildrede efterfølgende sit indtryk af den i værket ”Letters Written During a Short Residence in Sweden, Norway and Denmark” (Breve skrevet under et kort ophold i Sverige, Norge og Danmark).
”Danskerne har tilsyneladende en stor modvilje mod fornyelser, og hvis lyksalighed kun findes i en mening, så er de det lykkeligste folk på Jorden. Aldrig har jeg oplevet et folk, der var så tilfreds med sin egen situation,” lød hendes karakteristik.
Mary Wollstonecraft er blot én ud af mange kilder, som den tyske forfatter Bernd Brunner citerer i bogen ”Die Erfindung des Nordens” (Opfindelsen af Norden). Bogen belyser europæernes skiftende syn på skandinaverne igennem de seneste 2500 år.
”Citatet fra Mary Wollstonecraft er med, fordi det nærmest lyder som et ekko af de nutidige undersøgelser, hvor man igen og igen hører, at danskerne er et af de lykkeligste folk på jorden,” siger Bernd Brunner, der til gengæld mener, at den første del af Mary Wollstonecrafts udsagn om danskernes manglende lyst til fornyelser ikke længere passer.
”Jeg har rejst flere gange i Danmark og har ikke indtryk af, at danskerne føler modvilje mod fornyelser – tværtimod. Danmark er et meget progressivt samfund.”
I den antikke verden lå Europas højkulturer i området omkring Middelhavet. Og det er herfra mange ældre kilder om verdens indretning stammer. Den store græske historieskriver Herodot lavede i det 5. århundrede før Kristus et verdenskort, hvor Norden slet ikke eksisterede.
”På kortet har Middelhavet, Sortehavet og de tilgrænsende områder fået realistiske former, men den nordvestlige del af kontinentet er derimod udelukkende markeret med en buet linje, der ikke så meget som antyder De Britiske Øer eller Skandinaviens landmasser. For mange sydeuropæere var Norden dengang kun et område præget af evigt mørke,” siger Bernd Brunner.
Efterhånden som kristendommen i det første årtusinde efter Kristus vandt frem i Syd- og Mellemeuropa, blev Norden til stedet, hvor Djævelen havde hjemme, og hvorfra alle katastrofer kom. Man betragtede skandinaverne som primitive barbarer – en opfattelse, som tilsyneladende fandt bekræftelse i de få kontakter af en ofte meget voldelige karakter, som sydeuropæerne havde med vikingerne. De skandinaviske krigere spredte angst og rædsel på deres røvertogter i byer som Paris og Konstantinopel.
Men efterhånden forsvandt vikingernes traditionelle høvdingesamfund og blev erstattet af kongeriger, og parallelt hermed opstod der yderligere en ny magt ved siden af kongerne i Norden, nemlig kirken, der dengang var katolsk og blev styret fra Rom.
”Igennem flere århundreder fungerede kristendommen som et bindeled mellem nord og syd i Europa. For eksempel spillede missionærer, der på Roms vegne rejste i Skandinavien, en vigtig rolle for, at Europa i stigende grad blev til en kulturel enhed. Men med Reformationen opstod der atter en kløft mellem Skandinavien, der blev protestantisk, og Sydeuropa, der forblev katolsk. Religion byggede altså oprindeligt bro mellem nord og syd, men fik med reformatoren Martin Luther pludselig den stik modsatte effekt og var direkte årsag til, at nord og syd igen gled fra hinanden,” siger Bernd Brunner.
I mange århundreder var europæernes opfattelse af Norden især præget af fortællinger fra mennesker, der aldrig selv havde opholdt sig i Skandinavien. Først i løbet af det 19. århundrede begyndte flere europæere for alvor at få lyst til at opleve Norden på nært hold.
”Hermed øgedes også europæernes viden om skandinaverne, hvilket betød, at forestillingen om den barbenede barbar blev erstattet af billedet af den pålidelige købmand, som man kunne gøre gode forretninger med,” siger Bernd Brunner.
Den dansk-tyske grænse har ikke altid ligget, hvor den ligger i dag. Indtil 1864 var Altona, der nu er del af den tyske by Hamborg, Danmarks næststørste by og også en af de vigtigste danske havnebyer. Dengang var store dele af Slesvig-Holsten dansksindet, og Danmark indtog en særstilling i Skandinavien som direkte nabo til Tyskland. Tysk kultur havde stor indflydelse på Danmark, og mange tyskere følte sig tæt forbundet med danskerne. Den preussiske politiker Marcus Niebuhr skrev i 1848 om forholdet mellem danskere og tyskere:
”Og vi er sandelig tæt beslægtede. Hvor let bliver tyskeren dansker, og danskeren tysker.”
”Det var først efter krigen mellem Tyskland og Danmark i 1864, at danskerne begyndte at orientere sig mere i retning af Storbritannien,” siger Bernd Brunner.
På trods af danskernes kølnede interesse for Tyskland, falmede tyskernes begejstring for Norden ikke i det efterfølgende århundrede – tværtimod. Med nazisternes magtovertagelse i Tyskland, blev skandinaverne mål for en sand forherligelse. Nazisterne betragtede tyskerne og skandinaverne som ét fælles folk, arierne, der var bestemt til at herske over andre folk.
”Men der var tale om en ikke-gengældt beundring. I Norden havde man valgt at gå en mere socialistisk vej, og skandinaverne reagerede meget tilbageholdende på nazisternes begejstring,” siger Bernd Brunner, der mener, at det i dag er vigtigt at vide besked om, hvordan synet på Norden har skiftet karakter igennem tiderne.
”Udviklingen i det højreekstremistiske miljø i Tyskland de seneste år viser for eksempel, at nazisternes holdninger ikke alene hører fortiden til, og derfor kan et blik på historien ofte hjælpe os til bedre at forstå den samtid, vi lever i,” siger Bernd Brunner.
Den dag i dag er Norden genstand for interesse. Nordisk mytologi og vikinger er for eksempel populært stof i både film og bøger, og overalt i Europa sælges Ikea-møbler og skandinaviske krimier som varmt brød.
”Skandinavien har bevaret sin fascination, fordi landene på den ene side stadig betragtes som tyndt befolkede områder, hvor det er muligt at trække sig tilbage fra civilisationen, og på den anden side også har status som moderne og fremskridtsvenlige samfund. Danmark er jo yderligere kendt for ’den danske hygge’, hvilket efter min mening er et meget sympatisk fænomen at vinde international respons på,” siger Bernd Brunner.
Synet på Norden og det nordiske gennem tiderne