Norske tyskertøser var forelskede

Også de norske tyskertøser blev klippet skaldet af vrede og hævngerrige menneskemængder i ugerne efter tyskernes kapitulation

Myterne om tyskertøserne var mange: De lå i med fjenden, fordi de var dumme, onde, prostituerede eller syge. Især sidstnævnte myte var sejlivet.

Da kvinderne blev interneret blev de undersøgt for kønssygdomme. Ikke et eneste sted blev deres affærer forklaret med den mest enkle: De var forelskede.

En norsk historiker har gennemgået over 1000 dokumenter om kvinderne, og i dem alle forsøger man at give alverdens psykologiske forklaringer. Forelskelse var ikke en af dem, skriver Terje Pedersen på forskning.no, til trods for, at der blev indgået adskillige ægteskaber.

Ved at indrømme at forholdene var baseret på helt almindelige følelser ville man have rokket ved det sort-hvide forhold til tyskerne. Og det var selvfølgelig uacceptabelt efter krigen.