Prøv avisen

"Nu har du set dokumentationen. Hvad gør du så med den?"

Direktør Hayrek Demoyan foran det store mindesmærke for det armenske folkedrab ved Museums-Instituttet for Det Armenske Folkedrab i hovedstaden Jerevan. Foto: Privatfoto

Hvordan formidler man et folkedrab? Hayk Demoyan gør det med særlig adresse til tyrkerne, som i stigende grad kommer på besøg. Kristeligt Dagblad har mødt direktøren for Armeniens folkemordsmuseum

Uden for Museet for Folkemord står efterårssolen højt på himlen i den armenske hovedstad, Jerevan. Mennesker småsnakker og ler. Der er byggelarm på pladsen foran det store grå monument for ofrene.

En due sidder højt oppe i sollyset øverst på det kæmpestore mindesmærke. Man kan komme ind i den runde konstruktion mellem de brede søjler, der truer med at lukke sig om den besøgende. Det er tænkt som en åben grav, en grav man stiger ned i. Ikke en grav, man kommer op af, forklarer en guide.

Ned skal man også for at komme ind på udstillingen. Man går ned ad trapperne og ind i et mørkt rum. Fra højlys dag og støj til tyst mørke.

LÆS OGSÅ: Anerkend det armenske folkemord

Indenfor er der lig alle vegne. Ansigter med tomme øjne. Øjne uden håb. Indsunkne kinder. Sultdøde. De kommer én i møde på sort-hvide billeder på væggene.

Man gør sig hård. Vænner sig til lig i stakke. Endeløse rækker af dødsdømte på march. Og pludselig midt i det hele: Håbet. Som blomster i Helvede træder de mennesker frem på fotos, som steg ned i et folkemord og reddede liv. Danskeren Karen Jeppe. Svenskeren Alma Johansson. Nordmanden Bodil Biørn. Og andre missionærer, diplomater og skribenter, som vi i dag kan takke for, at nogle på trods af alle odds gjorde en indsats.

Efter rundvisningen dukker museets leder op. Hayk Demoyan er en mand i 30erne. Han viser vej til et tilstødende gråt rum, der ligger udendørs. På væggene er der indhugget citater fra kendte forfattere og politikere om massemordet.

Det rum kalder vi retssalen. Tanken er følgende: Nu har du set dokumentationen. Hvad gør du så med den? På det skal du dømmes.

Det er altså ikke de tyrkere, der begik udåden, eller deres efterkommere, der skal erklære sig skyldige eller ikke-skyldige efter at have besøgt museet for folkemord i Jerevan. Det er tilskueren.

Skyldsspørgsmålet rejses også på en anden måde. Tæt på udgangen ses en oversigt over de lande i verden, der har anerkendt folkemordet. Der står kun 21 lande på. Danmark er ikke iblandt.

Men Danmark har alligevel en vis anseelse på stedet. Det skyldes Karen Jeppe og Maria Jacobsen, de to missionærer, der i dag anerkendes af armenierne for at have reddet tusindvis af forældreløse børn.

Hayk Demoyan vil gerne tale længere tid, men først om aftenen har han tid, forklarer han. Inden vi skilles, trækker han mig med op ad trapperne, op i sollyset, og viser mig mindepladerne for de danske kvinder, der var med armenierne, da det så sortest ud.

Samme aften klokken 18 sidder en afslappet Hayk Demoyan på en cafe i centrum af Armeniens hovedstad, hvor sommeren varer måneder længere end i det kolde nord. Før alt andet fortæller han, at han blev far for syv dage siden.

Det er hans første barn, og det er ham bydende nødvendigt at komme hjem og se pigen, inden hun falder i søvn, lader han forstå, før han giver sig til at beskrive et hovedmål med museet.

Det er ikke kun et museum for armenierne. Det skal nå andre nationer, og det skal nå tyrkerne, ræsonnerer han roligt.

En dag for fem år siden gik en 25-årig tyrker ind på museet. Han var kommet for at se dokumentationen. Og han kom grædende ud på den anden side, fortæller den nybagte far.

Han græd, fordi han var blevet snydt og bedraget hele sit liv, i skolen, på universitetet. Men pludselig var han ikke del af en gruppe. Han erkendte alene, hvad der var sket, forklarer Hayk Demoyan.

Man får den fornemmelse, at den grædende tyrker er et billede på mange armenieres inderste ønske: At få den menneskelige reaktion fra Tyrkiet.

Jeg kan huske, at jeg sagde til mine medarbejdere: Husk dette øjeblik. Den mand fra Tyrkiet er et menneske som dig og mig. Han husker også, hvad der skete, pointerer Hayk Demoyan.

Hvordan går det med at formidle folkemordet til tyrkerne?

Hver uge får vi tyrkere på besøg på museet. Det er en ny tendens. I sidste uge var der en gruppe tyrkere fra Frankrig, men de kommer også fra Tyrkiet. 90 procent siger, at de er kede af, hvad der skete, konstaterer han.

Hayk Demoyan er kulturantropolog. Han siger, at uddannelsen giver ham den vigtige fordel, at han er trænet i ikke at lægge nogen kulturer for had, heller ikke den tyrkiske.

Tyrkere forventer altid, at jeg vil være tyrkerhader nummer ét. Men når de kommer ind på mit kontor, er det første, jeg gør, altid at byde dem på en kop tyrkisk kaffe.

Talen falder på Det kongelige Bibliotek i Danmark, der ville udstille tyrkernes revisionistiske fremstilling af det armenske folkemord.

På trods af hændelsen er Hayk Demoyan godt tilfreds med det danske bibliotek, og han er ikke utilfreds med al den opmærksomhed, debatten gav folkemordet i Danmark.

For museumsinspektøren var det vigtigste ved udstillingen, at den fortalte danskerne, at de burde være stolte af Karen Jeppe og Maria Jacobsen. Han kalder det en fantastisk oplevelse at besøge Jeppes fødeby, Gylling i Østjylland.

Ved du, hvor mange gange Karen Jeppe og Maria Jacobsen prøvede at tage deres eget liv?, spørger Hayk Demoyan i et overraskende kursskifte.

Mange gange, svarer han selv.

Karen Jeppe prøvede at tage gift. Men giften var for gammel. Hun ville springe ud ad vinduet to gange. Hun havde set børn blive dræbt så mange gange. Hun kunne ikke komme af med rædslerne inde i hovedet.

Han beskriver hendes dilemma.

Det var hendes mission at redde liv. Men tragedien var, at hendes skæbne både var at redde liv og ikke at redde dem. Mødrene kom og afleverede deres børn til hende. Af og til stod hun i en situation, hvor det ville betyde døden for et andet barn, hvis hun tog imod bare et barn mere, der skulle brødfødes. Hun var nødt til at sige nej til mange mødre, mens hun kiggede dem i øjnene. Det var den sikre død for det barn.

Hayk Demoyan ved selv noget om, hvad voldens billeder gør ved mennesker. Hver dag læser han og hans medarbejdere nye torturhistorier og graver nye blodige billeder frem.

De første par år fik jeg professionel psykologisk bistand, forklarer Hayk Demoyan om sin første tid på museet.

Man skal være lavet af sten for ikke at blive påvirket af det. Man er nødt til at føle det, de følte. Historier om folkemord er ikke statistik-historier, men menneske-historier.

Hvordan bliver fortællingerne om lidelserne givet videre fra de gamle generationer?

Det kommer i glimt. Min bedstemor døde i 1992, da hun var 93. Vi boede i en fattig by i det nordlige Armenien, og hun flyttede ind hos os den sidste del af sit liv, forklarer Hayk Demoyan.

I Armenien er det normalt, at voksne børn tager hånd om deres forældre.

Vi sov, spiste og levede i det ene rum, vi havde råd til at varme op under krigen. De sidste to måneder talte hun i vildelse. Jeg kunne om natten høre hende skrige: Pas på! Tyrkerne kommer. Løb min pige, du er en køn pige. De voldtager dig.

Hayk Demoyan runder af. Han vil gerne hjem til sin nyfødte datter, som også en dag skal have historien om, hvordan armenierne blev sendt ud på dødsmarcher, voldtaget, solgt og myrdet.

På billedet får man et kig ind til den evige flamme i mindesmærkets centrum. Foto: – Privatfoto.