Det kan være svært at begribe, hvor meget kontinentet Europa har forandret sig gennem tiderne. Kontinentet er gået fra at bestå af små bysamfund med mindre kongeriger til at samles i en magtfuld blok, der har præget resten af verden.
I historieskrivningen føres Europas rødder oftest tilbage til det antikke Grækenland og senere Rom. Den danske historiker Jakob Danneskiold-Samsøe mener, at tanken om det antikke Grækenland som Europas og det vesteuropæiske demokratis ophav er en konstruktion. Og derfor har han forsøgt omskrive den europæiske historie i den nye bog “Rejsen mod Europa – De første 10.000 år”.
”Hvis jeg havde skrevet denne bog for halvtreds eller bare tyve år siden, havde jeg sikkert gjort som de fleste andre. Jeg var startet ved de gamle grækere og så fortsat derfra. I virkeligheden glemmer vi i Vesteuropa de gamle grækere i godt tusind år, før vi genopdager dem i Renæssancen omkring 1300-tallet. På det tidspunkt er Europa allerede blevet til,” fortæller Danneskiold-Samsøe.
Historikeren peger på, at begreber som frihed og demokrati, som ofte knyttes til Europas identitet, kan spores tilbage til Athen, som i godt 200 år havde en form for demokrati, men som bogstaveligt talt kun var for frie mænd, mens slaver og kvinder ingen rettigheder havde. De tænkere, vi lærer om i gymnasiet som Sokrates, Platon og Aristoteles, var direkte imod demokratiet, forklarer Jakob Danneskiold-Samsøe.
Han ser et paradoks i, at det er en enevældig hersker som Alexander den Store, der udbreder den græske kultur og dens tanker om frihed og demokrati til hele Middelhavsområdet, hvorefter den afløses af en oligarkisk republik som Romerriget og senere af en række ufrie kejser- og kongeriger. Imens formes Europa også i høj grad af germanerne, som også taler om ”frie mænd”.
”Forestillingen om den frie mand opstår uafhængigt af den antikke Grækenland i det nordlige Europa, hvor germanske stammer vælter ind over og ender med at overtage hele Vesteuropa. For dem er tanken om frihed vigtig, og de bruger den i deres kamp mod Romerriget og senere kejserriget. Det er dem, der danner stater i Frankrig, England og resten af Europa. Senere, da tænkere tager de antikke grækere op, får de en direkte indvirkning på for eksempel Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, men det er bare ikke det samme som, at fortællingen om Europa entydigt kan spores tilbage til antikken.”
Europa er en lidt mærkelig drøm om noget kulturfællesskab, om noget fælles skæbne, men jeg tror stadigvæk ikke, at vi i dag kan redegøre for, hvad det præcist er.
Det er først i 1700-tallet, de antikke grækere for alvor tages op af liberale kræfter, fortæller Danneskiold-Samsøe, og i 1800-tallet skaber historikere fortællingen om det antikke Grækenland som Europas ophav, hvor tankegodset om frihed fra germanerne bliver skubbet i baggrunden. Så selvom de liberale tanker i 1800-tallets Europa er inspireret af de antikke græske tænkere, som får kæmpe indflydelse på staternes indretninger, så er det bevægelser, som allerede er sat i gang med germanernes statsdannelser og kampe op gennem Middelalderen og Renæssancen, forklarer Danneskiold-Samsøe. Og vigtigt er det, at kristendommen breder sig op gennem Europa og skaber en samhørighed.
”For mig at se er det religionerne, og særligt kristendommen, der skaber Europa. Det er, da muslimerne løber Nordafrika og Mellemøsten over ende, at vi får delt Europa op ved Middelhavet. Som jeg redegør for i min bog, så opstår kristenheden og tanken om at være en del af et kristent kulturfællesskab op gennem Middelalderen i Europa. Op gennem 1500-tallet udkommer de første bøger, der mere konsekvent bruger navnet Europa om kontinentet, men forestillingen om
Europa kommer op gennem Middelalderen og udbredes med kristendommen.”
Jakob Danneskiold-Samsøe mener, at Europas historie og begyndelse derfor er meget mere flydende og diffus, end vi normalt fortæller den. Derfor skildrer han i sin bog de første 10.000 år, fra landbrugsrevolutionen rammer Europa, til Napoleonskrigene raser. Først herefter nærmer vi os de demokratiske og frie stater, vi kender i dag. Et mål med bogen er derfor også at aflive en masse myter om Europa. For eksempel om den nationale stat, som for alvor folder sig ud i 2800-tallet.
”Nationalstaten er noget af det mest mytologiske, vi har. Det er ikke forstået på den måde, at det er entydigt negativ. Nationalstaten er nemlig med til at udjævne forskellene mellem socialklasser i de forskellige stater. Det, at du føler dig som dansker, gør, at du føler et ansvar for dem af dine landsmænd, som kommer fra dårligere kår. Men ved nationalstaten opstår også et behov for at sige, hvad vi er, og hvem vi ikke er.”
Derfor ser Danneskiold-Samsøe også, at Europa er formet af krig og ufred. Han mener ligefrem, at der ikke findes noget kontinent, som er bygget så meget op på krig som Europa, hvor nationalstater kæmper mod hinanden ud fra retten om territorier, eller uenigheder om religioner eller ideologier.
”Globalt set er forskellene ikke så store mellem de europæiske stater, som jeg også viser i min bog. Det er i virkeligheden også noget af det, der ligger i EU-projektet. At landene i Europa hænger sammen. Sønderjylland og Tyskland hænger jo sammen på mange måder, selvom Sønderjylland er dansk. København, Skåne og Blekinge hænger sammen historisk. Det historiske bånd rækker ud over landegrænser og forener os som europæere.”
Oprettelsen af Den Europæiske Union fra 1950’erne og fremefter bygger derfor på erfaringerne fra de mange krige i Europa, forklarer historikeren. Efter de to verdenskrige ved europæerne godt, hvad krig er og har mistet smagen for den. Unionen er derfor et pacifistisk projekt, som skal samle landene i al deres forskellighed.
”Jeg tror, at enhver der overhovedet har beskæftiget sig seriøst med Europa, vil mene, at forskellighederne er en styrke. Derfor er det vigtigt, at enhver form for europæisk samarbejde ikke skal ende med, at vi alle sammen bliver ens. Med EU dannes der et minimum af fællesskab på det økonomiske og politiske område.”
Hvad er Europa så i dag?
”Jeg er efterhånden kommet frem til, at det er en drøm. Europa er selvfølgelig en geografisk definition, men hvor Europa begynder, og hvor det ender, er ret flydende. Europa er en lidt mærkelig drøm om noget kulturfællesskab, om noget fælles skæbne, men jeg tror stadigvæk ikke, at vi i dag kan redegøre for, hvad det præcist er.
Til gengæld synes jeg, at jeg ser dette historiske fællesskab udvikle sig og komme til udtryk i EU i disse år. Tidligere handlede det meget for medlemslandene om, hvordan får de fik flest økonomiske fordele ud af samarbejdet. Den tankegang synes jeg ikke, præger debatten så meget mere. Nu vil vi faktisk godt give støtte til Italien, som har brug for økonomisk hjælp oven på corona-pandemien. Og vi støtter op om Ukraine i konflikten med Rusland. Jeg er meget spændt på, hvad der sker i de kommende år, for som jeg ser det, så er EU virkeligt gået ind i en ny fase. Vi har også i dag en stor generation af unge europæere, som er pro-EU. Det synes jeg, bliver ekstremt interessant at følge.”
Hvis du skulle pege på de tre vigtigste begivenheder, der har formet det Europa, vi har i dag, hvad ville de så være?
”Hvis jeg skal vælge, så vil jeg nok først sige Den Franske Revolution. Det sjove er, at fra Den Franske Revolution, til Napoleon udkæmper sine krige i starten af 1800-tallet, går der godt halvtreds år, før den for alvor slår igennem. Først kommer der en konservativ reaktion med Wienerkongressen, der forsøger at skrue tiden tilbage til før revolutionen, før de store revolutioner op gennem Europa kommer i 1848, hvor den danske grundlov i den forbindelse vedtages.
Dernæst vil jeg sige den Første Verdenskrig. Den er banebrydende, og det er den, der sætter Europa på skæv køl op gennem det tyvende århundrede. Efter krigen formes også mange af de nationer, vi har i dag. Uden den havde vi ikke haft Anden Verdenskrig, som den kom til at se ud.
Til sidst vil jeg vælge Berlinmurens fald i 1989. Det var her, Europa åbnede sig. Det deprimerende ved Murens fald er, at vi herefter troede, at der skulle være fred og fordragelighed i verden. Sådan endte det ikke. Det åbne Europa holdt ikke så længe, for så kom frygten for østeuropæisk arbejdskraft og muslimsk terror.”