Prøv avisen
Bog

Ny oversættelse formidler Saxo forståeligt og levende

Sådan så forsiden ud på Saxos Danmarkshistorie, som den blev udgivet i Paris i 1514. - Foto: Scanpix

Saxo Grammaticus' middelalderkrønike kommer i Zeebergs udgave til orde som repræsentant for en længst svunden lærdomstradition

Først derefter nævner Saxo sig selv som den ringeste af Absalons folk. Det må betragtes som et stykke konventionsbundet koketteri, hvis formål det er at understrege det hierarkiske forhold mellem værkets opdragsgiver og dets forfatter. Eftersom Absalon var død, da værket var bragt til ende, fortsætter Saxo sit forord med en tilsvarende underdanig hyldest til Absalons efterfølger, Anders Sunesen, og først derefter til kongen, Valdemar den Anden.

Saxo beherskede sin genre, krøniken, og læseren lades ikke i tvivl om, at han med dette værk ikke alene har givet Danmark en ligeværdig plads blandt kristenhedens lande, men også sig selv en plads blandt kristenhedens lærde.

Danmark var endnu på Saxos tid først for nylig blevet indlemmet i den hellige almindelige kirke, mens landet før den tid havde ligget ”passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen” - altså kristendommen. For den dannede latiner var den (vest)romerske kirke og det romerske sprog målestokken for civilisation.

I forlængelse heraf afskriver Saxo elegant den hedenske religion, ikke blot som en falsk tro, men som et bedrageri. Odin var ikke blot en abstrakt genstand for religiøs overbevisning. Han var i Saxos version en mand, ”som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud”, en taskenspiller, der udnyttede folks godtroenhed.

Den røde tråd i Saxos beretning er den dynastiske forbindelse mellem hans egen konge, Valdemar, og de ældste konger, Dan, Angel, Humble, Løder og Skjold. Nu kunne man af Saxo forvente, at han ville trække trådene bagud fra de første danske konger til den klassiske oldtid for at understrege deres betydning, for det ville give mening inden for den latinske civilisation, der er værkets givne kulturelle kontekst, men Saxo understreger netop, at den danske historie har sit eget, selvstændige udgangspunkt, jævngammelt med andre landes, og at fyrsteslægtens legitimitet derfor ikke er afledt, men selvberoende. I overensstemmelse hermed skildres Saxos egen kong Valdemar som en stærk og retfærdig fyrste, der med held har budt Romerriget - på Saxos tid repræsenteret af den tyske kejser - trods.

Værkets logik beror altså på en slags paradoks, idet dets miljø som litterært produkt er det romerske sprog og den romerske kirke, mens dets ærinde er at beskrive, hvorledes Danmarks storhed havde sine rødder i noget, der netop ikke var romersk. For en af værkets tidligere oversættere, den danske salmedigter N.F.S. Grundtvig, var der tale om et rent modsætningsforhold: Saxo var bundet af latinens lænker, og først i Grundtvigs egen oversættelse kunne ”Saxe Runemester” frisættes, mente Grundtvig ganske ubeskedent, idet han kalde Saxo sin ”Saga-Broder”.

Grundtvigs oversættelse er trods alt bedre end sit rygte. Hvor meget han end afskyede ”den sorte skole” (Aarhus Katedralskole) og ”de døde sprog”, havde han dog lært så meget, at han var en glimrende latiner. Hans anliggende var imidlertid at finde den ægte Saxo under den latinske overflade, at afklæde ham hans sprogdragt og lade ham tale borgestuesprog, som det hed, altså give Saxo et mere folkeligt udtryk.

Latin-oversætter Peter Zeebergs gengivelse tager derimod sit udgangspunkt i respekten for Saxos sprogkunst. Denne anmelder kan ikke latin nok til at vurdere den filologiske kvalitet af oversættelsen, men dansk nok til at værdsætte den litterære kvalitet.

Enhver oversættelse er et resultat af kompromiser og valg, og der er lykkedes Zeeberg, der har oversat værket tidligere, at afstemme og vælge, så han på en gang anskueliggør det fremmedartede i Saxos tekst og gør den forståelig for en nutidslæser.

I genren borgestuesnak overhaler Zeeberg Grundtvig indenom. Han holder sig ikke tilbage for direkte oversættelser af mere frivole passager, hvor Grundtvig så sig kaldet til mere stuerene omskrivninger.

Danmarkshistorien i Saxos version er fyldt med hævn, ære, raseri, kvinderov, vilkårlig voldsudøvelse, humor, blod og sanselighed og den retorik, der følger med. Det er helt tydeligt, at Zeeberg har moret sig med at regere med det danske sprog, bøje og strække det til betydningens bristepunkt. Saxo kommer i Zeebergs udgave til orde i dag som repræsentant for en længst svunden lærdomstradition og som en, der giver baghjul til fantasy-genrens forlorne, affable, fakkeloplyste, disede middelalder. Saxo er den ægte vare.