Gennem årtusinder var det en almindelig opfattelse, at mennesker kunne eje andre mennesker, og at disse kunne købes og sælges på lige fod med byggematerialer, jord, fødevarer og husdyr.
I Norden trællede tilfangetagne østeuropæere og briter for vikingerne, i Sydeuropa opvartede slaverne de gamle romere, og i det nuværende Mellem- og Sydamerika holdt mayaindianerne også slaver.
Heller ikke i Afrika var menneskehandel spor fremmed, fortæller seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel, der er ekspert i slavehandlens historie.
”Slavehandel var en del af den afrikanske kultur, længe før europæerne meldte deres ankomst i Afrika, og afrikanerne solgte, købte og brugte selv afrikanske slaver. Oftest var slaverne krigsfanger, mennesker med en uoverstigelig gæld eller kriminelle.
Koloniherrerne byggede bogstaveligt kun deres forter i strandkanten og sad så og ventede der på, at slavekaravanerne fra det indre Afrika ankom,” siger han.
Set med datidens øjne var det derfor længe naturligt at bruge afrikanske slaver i kolonierne i Afrika, Asien og Amerika. Det epokegørende i 1800-tallet var ikke, at slavehandlen fra Afrikas kyster fandt sted - men at den hørte op.
Ophøret hang tæt sammen med det grundlæggende anderledes menneskesyn, der voksede frem i Europa i 1700-tallet og siden tog fart.
Hvis et menneske før da blev født i fattigdom på samfundets bund, var det som regel den pågældendes bestemmelse også at leve sit liv i fattigdom og med hårdt slid.
Forestillingen om, at mennesker kunne ejes, gjorde livet hårdt for tjenestefolk verden over, ikke mindst for slaverne i kolonierne, der oftest arbejdede under umenneskelige forhold på knappe madrationer.
Men i slutningen af 1700-tallet bredte forestillingen sig om, at mennesket havde en række universelle rettigheder, herunder den medfødte personlige frihed og egenværdi. Den amerikanske uafhængighedserklæring blev formuleret og underskrevet i 1776.
Den første europæiske menneskerettighedserklæring blev vedtaget i Frankrig i 1789, og i USA og Storbritannien voksede folkebevægelsen abolitionisterne frem.
Universel menneskelig frihed og slaveri gik på ingen måde godt i spænd, og abolitionisterne ville have så vel slavehandel som slaveri afskaffet, forklarer institutleder Marianne Rostgaard fra Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet, der også er forfatter til bogen ”Kulturmøder i dansk kolonihistorie”.
”Det er oplysningstidens tanker og, især i Storbritannien og USA, en række kirkesamfund, der startede kritikken af slaveriet. Metodisterne og kvækerne stod stærkt inden for abolitionist-bevægelsen,” siger hun.
I Frankrig var modstanden mod slaveriet båret af de samme tanker, der lå bag Den Franske Revolution om frihed og menneskerettigheder, og idéerne blødte hele begrebet menneske op og udvidede det ifølge Erik Gøbel.
”Man begyndte modsat tidligere at se børn som mennesker, og hvis børn kunne opfattes som mennesker, så kunne datidens såkaldte sorte slaver måske også opfattes som mennesker. Også selvom de ikke var kristne,” siger han.