Prøv avisen

Nytårsritualer handler om at håndtere fare

Præcis hvor gammel skikken med at springe ind i det nye år er, ved man ikke rigtigt. Foto: Iris

I gammel folketro krævede skiftet fra et år til et andet stor påpasselighed, fordi meget afhang af en god begyndelse. Nutidens skik med at springe fra en stol ind i det nye år bunder i sådanne forestillinger

Når det er den 31. december, og urenes visere slæber sig hen mod midnat og et nyt år, plejer Garbi Schmidt at smide skoene og stille sig op i sofaen, parat til ved rådhusklokkernes første slag at springe ind i det nye år.

Som dr.phil. og professor i interkulturelle studier er hun mere bevidst end de fleste om, at hun dermed udøver et gammelt ritual, som måske set ud fra en strengt logisk tankegang ikke giver så meget mening. Til gengæld går skikken langt tilbage i kulturhistorien.

”Nytåret markerer, at vi bevæger os fra én sfære til en anden. Ritualet med at springe ind i det nye år er en fysisk handling, som skal hjælpe os godt på vej. Som ved andre store overgange i livet er der i nytåret indbygget en forståelse af fare. Det kan et ritual bløde op på,” forklarer hun.

Præcis hvor gammel skikken med at springe ind i det nye år er, har kulturforskeren ikke noget bud på. Men den er beslægtet med andre skikke, der går langt tilbage, som meget konkret handler om overgange. Mest kendt er nok skikken om, at efter et bryllup bærer brudgommen bruden over dørtærsklen uden at træde på den. Tankegangen er, at påpasselighed og omhu i den konkrete her og nu-situation belønnes med held og lykke i et langt liv fremad.

”Vi mennesker er dybt rituelle dyr, som altid har syntes, at særlige handlinger skulle hjælpe os med livets overgange. Ikke kun nytår, men også fødselsdage, bryllupper og begravelser,” siger professoren, som mener, at kristne ritualer som dåb, nadver og bordbøn har nogenlunde samme formål.

Ser man tilbage i historien, finder man ifølge Søren Holst, lektor i bibelsk eksegese ved Københavns Universitet, mange eksempler på, at netop nytåret blev set som et tidspunkt på året, der ville være bestemmende for årets videre gang.

”Helt tilbage fra de gamle babyloniere og til for under 100 år siden har der været en folkelig opfattelse af, at årets skæbne blev afgjort ved nytår,” siger han og tilføjer;

”Man tog varsler af vejret. Hvis vejret var godt de første to dage, ville man få en mild februar. Var det godt de første fire til seks dage, kunne man forvente et varmt forår. Intet var tilfældigt. Det var en gennemreligiøs måde at se på naturens gang på, men det harmonerede ikke med det, præsten prædikede i kirken.”

Modsat bryllupper og begravelser – og modsat jul og påske – har den kristne kirke nemlig ikke traditionelt tillagt nytåret nogen videre betydning som ritual. Det har overladt banen til alskens folketro, der har trivedes i kulturen parallelt med den kristne tro.

I nyere tid er mange nye verdslige ritualer kommet til verden over. I USA er der for eksempel siden 1907 opstået en tradition for, at en stor kugle skal falde 43 meter ned ad en flagstang på Times Square i New York som en lokal variant af nytårsspringet. Herhjemme er ritualerne noget med kransekage, Dronningens nytårstale, ”90-årsfødselsdagen”, og ”Vær velkommen, Herrens år” med DR Pigekoret. Samt som så mange steder i verden godt med champagne, fyrværkeri, konfetti og fjollede hatte.

”Det er set i historisk perspektiv ikke så længe siden, at den 1. januar blev gjort til en helligdag, hvor de danskere, der orker efter festen aftenen før, kan gå i kirke til nytårsgudstjeneste. Og det er stadig ikke en dag, der rent kirkeligt symboliserer ret meget,” siger Søren Holst.

På det knap så konkret fysiske plan kan man dog sige, at der i nytårets mange ritualer indgår et enkelt, som både handler om at undgå fare, og som trækker på kristent tankegods. Nemlig nytårsforsætternes fromme hensigtserklæringer om at forbedre sig og undgå at falde i fristelse i det nye år.