»Når mor ta'r affære«. Det må være overskriften over første halvdel af søndagens prædikentekst. Her maser Zebedæussønnernes mor sig frem og forsøger at få en eksklusivaftale med Jesus om et par ledende stillinger til sine discipelsønner i Guds rige.
Birgitte Kvist, præstekone og mor til seks, kan godt identificere sig med Zebedæussønnernes mor.
- Hvilken mor ønsker ikke det bedste for sine børn? Jeg synes, det er en meget naturlig reaktion, fordi man som mor jo har omsorg for sine børn og ønsker, at det må gå dem godt. På den anden side er der ikke noget at sige til, at de andre disciple bliver vrede, for hun bryder jo solidariteten. I øvrigt kunne noget tyde på, at sønnerne selv har været med til at skubbe moderen frem, for i sit svar henvender Jesus sig til alle tre. I hvert fald har sønnerne nok været helt med på den.
Episoden udspiller sig på vej mod Jerusalem. Jesus har fortalt sine 12 disciple - og deriblandt altså også Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes - at han i Jerusalem skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge og dømmes og korsfæstes, men opstå »på den tredje dag«.
- Derfor har vi her en mor, som forsøger at sikre sine børn, fordi hun frygter, hvor galt det kan gå. Det er omsorgen og bekymringen, som aldrig slipper os.
Birgitte Kvist er enke efter provst Vagn Kvist i Varde, som døde for et år siden. De giftede sig i 1953, og Birgitte »overtog« tre børn - på to, fire og seks år - fra et tidligere ægteskab. Siden fik parret selv tre børn, men i denne forbindelse skelnes ikke. Birgitte er mor for hele flokken, biologisk eller ej. Sådan har det altid været, understreges det.
I dag er alle seks voksne: Karsten er lærer i Odense, Mette socialpædagog i København, Jens sognepræst i Aabenraa, Morten valgmenighedspræst i Herning, Dorte journalist i Århus og Jakob journalist i København. Nogle af dem har stukket snuden mere frem end andre og blevet kendt i bredere kredse. Jens og Morten forfægter grundtvigske synspunkter i den offentlige debat. Jakob har gjort sig bemærket med bøger om Michael Laudrup, Lilli Gyldenkilde og Naser Khader. Alt i alt må konkluderes, at de nok har klaret sig udmærket, selv om deres mor indimellem også har haft søvnløse nætter over dem, når der har været problemer.
- Det tror jeg, alle forældre kender til, sådanne søvnløse nætter, hvor det som oftest om morgenen viser sig, at man har bekymret sig uden grund - men det er en lykke at have en stor familie, fordi bekymringernes sum nok er en konstant størrelse, mens kærligheden er uendelig. Jeg tror ikke, man bekymrer sig mere, fordi man har mange børn. Til gengæld mener jeg ikke, at den kærlighed, man har til sine børn, er mindre, fordi der er flere.
- Som forældre håber man jo, at det må gå dem godt her i verden, og her tænker jeg ikke så meget på rigdom og materielle goder, men at de må få et harmonisk liv, få et arbejde, der interesserer dem, osv. Et gyldigt liv.
Til det hører et godt livsgrundlag. Med undtagelse af jul, påske og pinse er ingen af de seks Kvist-børn nogensinde blevet tvunget i kirke. Der er heller ikke blevet prædiket kristendom for dem i barndommen, men når de spurgte - og de spurgte meget - fik de svar.
- Kristendommen var jo vores livsfundament, en helt selvfølgelig ting. Vi levede med den, og det tror jeg der er større påvirkning i end en hel masse ord.
Birgitte Kvist tilføjer, at hun aldrig har haft bekymringer om, hvorvidt hendes børn ville tage kristendommen til sig.
- På den anden side ville jeg have været ked af det, hvis nogen af dem var røget ud i nyreligiøsitet, og jeg er utrolig glad for, at alle mine børnebørn er døbt. Jeg anser dåben for helt fundamental, for dér tager Gud vort liv ud af vore egne hænder og lægger det i sin. Jeg synes i øvrigt, det er frygtelig synd for de børn, der ikke bliver døbt, og som dermed tvinges ud i at skulle tage stilling i konfirmationsalderen. Det er alt for stor en byrde at lægge på en 14-årig. I virkeligheden stilles de friere, når de er døbt.
Som mor har man omsorg for sine børn, men det kan også blive for meget, hvis det ender med, at forældrene får ambitioner på deres børns vegne.
- Så bliver det jo negativt, hvis børn skal paces frem. Det tror jeg er en fare for alle forældre, og der er nok af skrækkelige eksempler på, hvad det kan føre til. Børn skal ikke paces, men tværtimod have at vide, at de er gode nok. Dét er så væsentligt, for vi bærer jo det gode og dårlige fra barndommen med os hele livet igennem.
Fra sin egen barndom bærer Birgitte Kvist lyse minder. Faderen var læge i Børkop, og forældrene faste kirkegængere. Man vidste, at lægen søndag formiddag altid sad nederst i sideskibet i kirken, så man hurtigt kunne få fat i ham ved et akut udkald. Forældrene var grundtvigske, og denne kristne arv blev givet videre til Birgitte, hvis senere ægtemand var engageret i denne fløj af folkekirken.
Når Birgitte Kvist skal sætte ord på, hvad hun forstår ved grundtvigsk kristendom, griber hun til et vers af salmen »Du gav mig, o Herre«: Så lær mig da, Herre, at dig til behag/ jeg bruger det pund, mig blev givet,/ at fylde med hæderligt virke min dag,/ at hjælpe og værne om den, som er svag,/ at elske, thi deri er livet./ Og giv mig til sidst/ et navn, Herre Krist,/ som er i din livsbog indskrevet!
- Sagt mere banalt drejer det sig for mig om et jævnt og muntert virksomt liv her på jorden, og det kan jeg slet ikke forestille mig uden kirken og kristendommen.
At være mor er et livslangt kald. Selv om alle børnene nu er voksne, er der fortsat et tæt familiesammenhold, som nu også omfatter svigerbørn og 13 børnebørn. Mor følger fortsat med i glæder og sorger, men Birgitte Kvist er samtidig klar over, at børnene som voksne naturligvis lever deres eget liv. Og at der altså må være grænser for, hvor meget en mor skal blande sig.
- Min egen mor havde på indersiden af låget til sin syæske fastsat en gammel diakonisse-bøn, som er god at huske på i den forbindelse: Gud, giv mig roen til at affinde mig med det, jeg ikke formår at ændre,/ mod til at ændre de ting, jeg formår,/ og visdommen til at se forskellen.
- Selv om man fortsat er optaget af, at det må gå ens børn godt, skal man huske, at navlestrengen er klippet, konkluderer Kvist-sønnernes (og -døtrenes) mor med et smil.
Blå bog
Birgitte von Tangen Kvist, født 1932, student 1950 i Fredericia, indskrevet ved Københavns Universitet, hvor hun dog kun nåede at tage filosofikum. Gift 1953 med Vagn Kvist, som fra 1952 til 1987 var præst i Varde, samt provst fra 1970. Hjemmegående indtil 1970, da den yngste af børnene, Jakob, begyndte i folkeskolen. Fra 1970 til 87 sekretær for provstiudvalget. Var i en periode litteraturanmelder ved friskolebladet »Bavnen«. Har været formand for skolenævnet og aktiv i spejderbevægelsen, samt medlem af en lang række bestyrelser.
Søndagens tekst
13. søndag efter trinitatis
Matthæusevangeliet 20,20-28
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«