Prøv avisen
Fælles erindring

Svanesang fra øjenvidnerne i Auschwitz

Indgangen til den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz.

Flere end 100 overlevere fra Auschwitz-Birkenau vil i morgen være til stede i den berygtede lejr for med deres tilstedeværelse at demonstrere, at nazisternes ønske om at udrydde jøderne slog fejl. Netop denne del af markeringen har kolossal betydning, for det er måske den sidste store holocaust-markering, hvor overlevere kan bidrage med det, de husker

”Vi er nødt til at sige det klart: Det er den sidste store markering, som vi kan holde sammen med et betydeligt antal overlevere. Hidtil har det været dem, der lærte os, hvordan vi skulle forstå tragedien om Det Tredje Riges ofre og udryddelsen af Europas jøder. Deres stemmer blev den vigtigste advarsel mod menneskets anlæg for ekstrem ydmygelse, foragt og folkemord.”

Dette citat stammer fra dr. Piotr Cywinski, direktør for Auschwitz-Birkenau Museet i Polen. I morgen danner den tidligere kz-lejr ramme om en mindehøjtidelighed, i anledning af at det er 70 år siden, sovjetiske soldater befriede lejren, som spillede en hovedrolle i det nazistiske folkemord.

Det er ikke første gang, årsdagen for befrielsen af lejren markeres. Det er heller ikke første gang, at tilstedeværelsen af øjenvidner, som selv var fanger, spiller en væsentlig rolle. Men denne markering kan blive den sidste af betydning, der er præget af overlevere, som også præsidenten for Den Jødiske Verdenskongres, Ronald S. Lauder, formulerer det.

”Vi er beærede over, at så mange af dem trods deres høje alder har taget turen hertil,” siger præsidenten til Den Jødiske Verdenskongres' nyhedsbrev, som også Cywinski-citatet stammer fra.

Mere end 100 overlevende fra Auschwitz-Birkenau fra mere end 17 nationer er rejst til Polen for at deltage i markeringen i morgen. Ved deres tilstedeværelse viser de, at planen om at udrydde jøderne slog fejl. Men som citaterne lægger op til, kan ceremonien i morgen også ses som øjenvidnernes svanesang. Der er en alvorlig fare for, at der ikke vil være 100 overlevere tilbage, som i detaljer kan huske det skete, når 75- og 80-årsmarkeringerne skal holdes i Auschwitz.

”Der findes overlevere fra holocaust, som vi kan håbe og forvente at have iblandt os længe endnu, fordi de var børn, da de var i koncentrationslejr. Men det er rigtigt, at det tynder ud i de mennesker, som var voksne eller gymnasieelever dengang. Det betyder meget, når man skal fortælle historien til unge, at de kan møde én, der var på den alder, de har nu, dengang det skete,” siger Otto Rühl.

Han er lektor ved Helsingør Gymnasium, tidligere tilknyttet Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier og medlem af den danske delegation i The International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA), som - siden verdens ledere forpligtede hinanden dertil på en konference i Stockholm i 2000 - har virket for at sikre, at de kommende generationer undervises i holocaust, dets årsager og dets omfang. Personligt har Otto Rühl bragt utallige gymnasieklasser i kontakt med øjenvidner fra perioden 1933-1945 og på rejser til de steder, hvor kz-lejrene lå. For der er noget ved netop historien om det næsten ufattelige folkemord, som gør, at tal og analyser ikke rigtigt slår til. Der må ansigter og stemmer på.

”For eksempel var jeg med en klasse på rejse til Ravensbrück-lejren, og tilfældigvis var der samtidig en norsk klasse på besøg, som medbragte et øjenvidne fra dengang, som indvilgede i også at ville tale med de danske og tyske elever. Da vi kom hjem, var det, alle talte mest om, hvad fru Guldbrandsen havde fortalt,” fortæller Otto Rühl, der tilsvarende ved arrangementer med den fransk-danske Auschwitz-overlever Arlette Andersen har oplevet, at eleverne efterfølgende er flokkedes om hende for at kunne stille et direkte spørgsmål, de kunne få et personligt svar på.

Netop det at kunne få svar på et stillet spørgsmål er det, som eftertiden kommer til at savne. For det er jo ikke vidnesbyrd, der mangler. Overalt i verden, ikke mindst i Israel og USA, findes store arkiver, som indsamler og gemmer faktuel viden om holocaust og Anden Verdenskrig. Antallet af bøger med kz-overleveres personlige beretninger er enormt, og alene den amerikanske Shoah Foundation råder over mere end 50.000 videooptagelser med kz-overleveres vidnesbyrd, fortalt til kameraet efter idé fra den kendte Hollywood-instruktør Stephen Spielberg.

I Danmark er der også udført et grundigt dokumentationsindsamlingsarbejde på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), herunder tekster og lydklip på DIIS' hjemmeside folkedrab.dk samt dokumentarfilm som ”Theresienstadt - danske børn i nazistisk fangenskab”, oplyser Solvej Berlau, projektleder for Auschwitz-dag, der er et undervisningsprojekt om holocaust og folkedrab.

”Når vi holder temadage for elever om folkedrab, indleder vi ofte med, at eleverne hører et vidnesbyrd. Det kan være en person, der har bevidnet folkemordet i Bosnien, i Rwanda eller holocaust. Det gør et stort indtryk på eleverne at møde et menneske, som selv har haft de her begivenheder inde på livet. Selvfølgelig har vi længe overvejet, hvad vi gør, når vi ikke længere har vidnerne, og det er i den sammenhæng, man skal se Theresienstadt-filmen og den tilsvarende film, vi har lavet om flugten til Sverige i 1943,” siger Solvej Berlau.

Ligesom Otto Rühl betoner hun, at de overlevere fra Theresienstadt eller andre lejre, som var børn dengang, sagtens kan fortælle deres historie mange år endnu. En af DIIS' foredragsholdere er for eksempel Ib Katznelson, der i 1943 som blot toårig blev sendt til Ravensbrück og Theresienstadt og altså var fire år ved befrielsen i 1945. Men selvsagt er der grænser for, hvor meget der vil være personlig erindring fra denne alder.

At øjenvidner falder fra med tiden, er naturligvis vilkårene for enhver historisk begivenhed. Men som Cywinski-citatet i indledningen lægger op til, er det noget helt særligt, der sker denne gang. Aldrig før er så vel dokumentationen som fortolkningen af en begivenhed så markant blevet overdraget til de mange ofre, hvis kvalifikation ikke er universitetsgrader i filosofi eller historie, men alene den kendsgerning, at de var til stede. De er til stede for at dokumentere sandheden om, at holocaust fandt sted. Og de er til stede som bevis på, at hensigten med holocaust slog fejl. Det lykkedes Hitler at medvirke til seks millioner jøders død, men hans hensigt om at slette jøder og andre udstødte fra Europas kollektive erindring slog fejl. Det skal de mange undervisningsprojekter, vidnesbyrd og årsdagsmarkeringer også manifestere.

Holocaust er med de mange arkiver, bøger, film og videointerviews uden tvivl verdenshistoriens grundigst dokumenterede folkemord. Men for Auschwitz-museets leder og de tusinder af andre, der arbejder med at bevare bevidstheden om holocaust, har det den begrundelse, at holocaust ikke kun er en historisk begivenhed i rækken, men en begivenhed, der i kraft af sin radikalitet rummer et vigtigt universelt budskab til os alle om, hvad vi kan gøre mod andre, hvis vi ikke tager os i agt.

Som Stefan Iversen, lektor ved Aarhus Universitet og medforfatter til bogen ”Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre”, formulerer det, er holocaust og Auschwitz ikke kun nogle traumatiske beretninger fra gamle dage. Det er et spørgsmål, også moderne mennesker er nødt til at konfrontere sig selv med, når de ser sig i spejlet om morgenen:

”Holocaust forsvinder ikke, selvom øjenvidnerne dør, for det har stadig stor kulturel relevans. Anden Verdenskrig er stadig den krig, vi europæere relaterer os til, selvom vi i de senere år har været involveret i flere nye krige. Vi taler om 'the post-war society' (efterkrigssamfundet, red.), og når vi markerer en årlig Auschwitz-dag, er det blandt andet, fordi indgangsbilletten til det moderne Europa, vi lever i, fortsat er holocaust. Hvis der findes en fælles europæisk identitet, handler den om 'Aldrig mere Auschwitz'.”