Kurt von Schuschnigg var ifølge flere historiske kilder et behersket menneske, der godt kunne virke utilnærmelig, men den 24. februar 1938 viste den daværende østrigske kansler en ganske anden side af sig selv. I det østrigske parlament holdt han det, der senere hen er blevet betegnet som hans livs store tale, og han gav udtryk for en folkelighed og styrke, som mange østrigere slet ikke havde tiltroet ham.
I talen forsvarede han Østrigs uafhængighed i forholdet til den store nabo Nazityskland.
”Østrig er tysk, både når det drejer sig om historie, kultur og karakter, men landet kan og vil netop af disse grunde ikke være nationalsocialistisk,” sagde han og betonede:
”Østrig skal forblive Østrig.”
Kansleren gav hermed i ord udtryk for den forandring, der havde fundet sted i mange østrigeres syn på Tyskland de forgangne fem år.
Lige siden slutningen af Første Verdenskrig og helt frem til Hitlers magtovertagelse i Tyskland 1933 havde store dele af Østrigs befolkning ligefrem håbet på, at landet kunne forenes med Tyskland.
”Østrig blev efter Første Verdenskrig omdannet til republik og hed først ”Tysk-Østrigsk Stat” netop med henblik på, at landet kunne blive en selvstændig delstat som Bayern eller Sachsen i et stort Tyskland. Først i forbindelse med fredsaftalen i Saint-Germain i Frankrig blev disse planer forbudt, fordi sejrsmagterne ikke ønskede at belønne taberen af krigen, Tyskland, med nyt land og yderligere seks millioner borgere,” siger Gerhard Jelinek, der er tv-journalist og har skrevet flere bøger om Østrigs historie.
Østrig havde været del af kejserriget og stormagten Østrig-Ungarn, men var efter Første Verdenskrig skrumpet ind til at være en lille stat.
„Store dele af befolkningen længtes sikkert efter forgangne storhedstider og støttede derfor planerne om at blive del af et stort Tyskland,” siger Gabriele Fröschl, der er historiker i Wien.
Tilsyneladende har tyskere og østrigere da også meget tilfælles: De har det samme sprog og kultur, og slægten Habsburg, der regerede Østrig igennem århundreder, så altid sig selv som tyskere. Under flere habsburgske regenter var Wien for eksempel hovedstad for et storrige kaldet Det Tysk-romerske Rige.
„Efter Første Verdenskrig ønskede mange østrigere – ikke mindst socialdemokrater og kommunister – at landet blev indlemmet i Tyskland, hvor det største parti var socialdemokratiet,” siger Gabriele Fröschl.
Men drømmen om at være del af et stort tysk rige endte brat for mange østrigere i 1933, da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland.
”Store dele af Østrigs befolkning, herunder jøder, socialister, kommunister samt mange monarkister og katolsk-socialt indstillede borgere, mistede lysten til at blive del af Tyskland. Fra 1933 og frem til 1938 opstod endda en stærk modbevægelse af borgere, der ønskede, at Østrig skulle fremstå som det bedste ud af to Tysklande,” siger Gerhard Jelinek.
Siden Anden Verdenskrigs slutning har Østrig været en selvstændig stat, og ifølge flere undersøgelser føler de fleste østrigere sig i dag som østrigere. Kun på den yderste højrefløj findes der grupper, der stadig betegner sig selv som tysknationale.
”Jeg kan forstå, at folk følte sig tysk-nationale i 1920’erne, hvor mange frygtede, at Østrig ikke kunne overleve som lille stat, men i nutidens Europa er disse grupper absurde. Der er med sikkerhed ingen af disse foreninger, der ønsker en Anschluss til Merkel-Tyskland, så de udgør mest af alt et forhistorisk levn,” siger Gerhard Jelinek.