Også i New York var der raceoptøjer

Nogle af de mest voldelige optøjer i USA’s historie fandt sted i New York i 1863. Her gik mænd fra den hvide underklasse til angreb i sorte bykvarterer

I New York begyndte raceurolighederne med de såkaldte værnepligtsoptøjer, der kom til at rase ikke bare imod indkaldelsen til krig, men også imod sorte medborgere, der blev dræbt eller tævet. – Foto: Ritzau Scanpix.
I New York begyndte raceurolighederne med de såkaldte værnepligtsoptøjer, der kom til at rase ikke bare imod indkaldelsen til krig, men også imod sorte medborgere, der blev dræbt eller tævet. – Foto: Ritzau Scanpix.

Ikke alle amerikanere i det nordlige USA ville deltage i kampen for at frigøre landets sorte slaver i Sydstaterne under borgerkrigen i 1860’erne. Denne realitet fik et blodigt udtryk, efter den amerikanske kongres vedtog en værnepligtslov i 1863.

På Lower Manhattan i New York City udbrød der samme år voldsomme optøjer, hvor mænd fra den hvide arbejderklasse satte ild til butikker, kirker og boliger, der husede sorte og andre sympatisører af slaveriets afskaffelse. Flere tusinde blev såret, og omkring 120 mennesker døde under ”værnepligtsoptøjerne” (på engelsk: New York City draft riots), der betegnes som nogle af de mest voldelige optøjer i USA’s historie. Volden blev først stoppet, da præsident Abraham Lincoln sendte soldater fra borgerkrigs-slaget ved Gettysburg i Pennsylvania til New York for at neutralisere pøblen.

Mange af deltagerne under optøjerne var vrede over, at rige hvide mænd kunne betale sig fra at skulle til fronten, men politiet beskyttede de velhavende kvarterer under optøjerne.

Der var mange irske migranter blandt de aggressive demonstranter, som først gik på gaden for at protestere mod, at de blev indkaldt til tjeneste i hæren, men der var også vrede mod sorte medborgere, fortæller Philip Klinkner, der er professor på Hamilton College i New York, og som har speciale i amerikansk politisk historie.

“De irske immigranter var ikke interesseret i, at slaveriet skulle ophøre, da det ville betyde, at sorte amerikanere ville blive konkurrenter til jobs. I New York var der ikke slaveri på det tidspunkt, og de eneste sorte mennesker, irerne mødte, var fra arbejderklassen ligesom dem selv. Derfor så de dem som økonomiske konkurrenter,” siger han.

En del af USA’s historie har været præget af en racebetonet konkurrence om jobs, siger Philip Klinkner, og i landets immigrationshistorie er det et kapitel for sig om, hvordan eksempelvis opfattelsen af race hos irere og italienere ændredes i den sammenhæng, fortæller professoren.

“I slutningen af 1800-tallet så man på irere, italienere og tyskere i USA som hver sin race. Men det ændrede sig blandt andet ved, at de hvide immigranter sørgede for ikke at bo i samme nabolag eller socialisere med sorte. På den måde opbyggede de en højere status i forsøget på at forstærke idéen om, at den fundamentale forskel på grupper i samfundet bestod i, om man var hvid eller sort.”