I en grav i Sakkara sydvest for den egyptiske hovedstad, Kairo, kan man se et over 4000 år gammelt relief af to mænd, der bliver omskåret. Indgrebet klarer de stående, mens to mænd, som menes at være præster, sidder foran dem og arbejder med knive. En hjælper står i baggrunden og adlyder en ordre, der er skrevet på stenvæggen med hieroglyffer: ”Hold ham, så han ikke falder.”
Graven tilhører Ankhmahor, der var faraoens højre hånd, og nogle gætter på, at det også er ham, der foretager indgrebet på billedet. Andre mener, at det i stedet forestiller Ankhmahors to sønner, der bliver omskåret.
Under alle omstændigheder anses relieffet for at være den tidligste omskæring, vi kender til. Og faktisk også det ældst dokumenterede kirurgiske indgreb, siger Yazan Rawashdeh, der er overlæge i børneurologi på Aarhus Universitetshospital.
”Det siges derfor, at omskæring af drenge er verdens ældste indgreb – og samtidig det mest udbredte og kontroversielle,” siger han.
Som børneurinvejskirurg beskæftiger Yazan Rawashdeh sig blandt andet med de medicinske og kirurgiske aspekter af forhuden, men har af egen interesse også nærstuderet historien bag omskæring. Det er ham, man bliver henvist til, hvis man vil vide mere om omskæringens historie, som han også holder oplæg om.
”Der findes både en religiøs, kulturel og hygiejnisk forklaring på, hvorfor man omskærer drenge. Det er et indgreb, vi historisk ved meget lidt om, men som mange har en mening om. Man kan regne med, at debatten for og imod blusser op mindst én gang om året,” siger han.
Og det er den igen. Der er stillet borgerforslag om at indføre en aldersgrænse på 18 år for omskæring af raske drenge, og i Folketinget drøfter flere partier muligheden for at fritstille deres medlemmer ved en afstemning. Derudover viser mange nyere målinger, at et stort flertal af danskerne ønsker at forbyde drengeomskæring som religiøs praksis, hvilket den er hos jøder og muslimer.
Omskæring af drengebørn handlede dog oprindeligt ikke om en jødisk eller muslimsk religiøs praksis. De egyptiske relieffer og fund af mumier af omskårne mænd er langt ældre end begge religioner, og det samme gælder tegn på drengeomskæring fundet andre steder i Afrika. Praksissen lader også til at have eksisteret tidligt i Mellemøsten, Australien og Latinamerika.
Nogle forskere peger ifølge Yazan Rawashdeh på, at omskæringen hos blandt andet den australske urbefolkning skyldtes ønsket om et overgangsritual for mænd, der indebar blod, ligesom piger med menstruationen gik fra barn til voksen. Den mest oplagte årsag er dog hygiejnen, siger han. Det skrev den græske historiker Herodot (480 f.Kr.-420 f.Kr.) blandt andet i sit værk ”Historie” som forklaring på egyptisk omskæring.
”Man mener, at særligt egyptere gik meget i op hygiejne, men generelt har det i jungle- og ørkenområder været svært at holde renligheden i top. Man gjorde det derfor af frygt for sygdomme, der kunne gemme sig under forhuden og sprede sig,” siger Yazan Rawashdeh.
At omskæringsritualet spredte sig fra Afrika til det jødiske folk, passer fint med legenden om, at jøderne blev holdt fanget i Egypten, siger professor på Roskilde Universitet Jakob Egholm Feldt, som forsker i jødisk historie og antisemitisme.
”I det jødiske skrift Bereshit i Tanakh – Første Mosebog i Det Gamle Testamente – kan man læse, at Abraham får besked på at mærke sine sønner for at vise sit forhold til Gud. Dermed bliver omskæring billedet på en særlig jødisk identitet og en del af pagten med Gud. Den kaldes ’brit milah’ – omskæringens pagt.”
Den jødiske omskæring af drenge på den ottende dag efter fødslen mødte tidligt modstand fra blandt andre kristne. I det første århundrede indførte apostlene dåben som de kristnes religiøse indvielsesritual og nåede frem til, at det hverken gjorde fra eller til i forhold til Kristus, om man var omskåret, som Paulus formulerede det i Galaterbrevet.
”Siden tidlig middelalder forbandt man i kristendommen omskæring med en særlig bestialsk og blodtørstig adfærd hos jøderne. Som konsekvens opstod der blodmyter om, at jøderne blandt andet brugte kristnes blod i deres påskeritualer, og den jøde, der foretog indgrebet, blev fremstillet som en særlig monstrøs type,” siger Jakob Egholm Feldt og tilføjer, at denne kritik blev central i antisemitismen.
”Den spiller en stor rolle i udviklingen af en antisemitisk sprogbrug, men også for konkrete jødeforfølgelser. Samtidig så man omskæring som et tegn på jødiske mænds mærkelige seksualitet. De blev feminiseret.”
Ifølge Jakob Egholm Feldt har omskæring som praksis med tiden udviklet sig fra religiøst til historisk og kulturelt begrundet.
”Fra 1800-tallet blev det at være jøde for mange mere en etnisk identitet end en religiøs, og for dem blev drengeomskæringen set som en del af traditionen og kulturen mere end som en pagt med Gud. For mange både sekulære og religiøse jøder er omskæring stadig det centrale jødiske tegn, selvom der er reforminitiativer sat i gang af jøder, som gerne vil erstatte omskæring med noget mindre indgribende over for barnet.”
Fra midten af 1800-tallet spredte omskæringspraksissen sig også uden for de religiøse kredse i særligt England og USA. For nogle var indgrebet hygiejnisk, mens det for andre skete som følge af en moralsk seksualhygiejnisk bevægelse i 1800-tallet, som indebar en kamp mod onani og seksuelt skørlevned, siger Christian Graugaard, der er professor i sexologi på Aalborg Universitet og selv har markeret sig som modstander af drengeomskæring i den danske debat.
”Man var bange for erotisk forråelse af både samfundslegemet og den individuelle krop. Man skal huske, at onani på det tidspunkt ikke var noget at spøge med – for lægerne mente jo, at der var tale om spild af vitale væsker med tæring og sygelighed som dystre konsekvenser,” siger han og tilføjer, at en af de stærke fortalere for praksissen i USA var den internationalt kendte læge og syvendedagsadventist John Harvey Kellogg.
”Kellogg var en karismatisk og myreflittig formidler, som opnåede stor folkelig udbredelse på grund af sine bøger, radioudsendelser og foredrag. Men han var også et barn af sin tid, og det sene 1800-tal var på mange måder en brydningsperiode, hvor moderniteten bankede på, og mange frygtede for de moralske konsekvenser. Det ser man også i Danmark, hvor både læger og politikere havde travlt med at regulere sædeligheden,” siger han og tilføjer, at omskæring dog aldrig nåede stor udbredelse i Europa.
Yazan Rawashdeh ved egentlig ikke, hvorfor man troede, at man kunne forhindre seksuel drift og onani ved at omskære drenge. Men efterhånden flyttede fokus sig fra seksualmoral til sundhedsfremme. En af de afgørende årsager var den amerikanske ortopædkirurg Lewis Sayre (1820-1900), som på et tidspunkt var på lægebesøg hos en femårig dreng, der i nogle uger ikke havde kunnet gå. Sayre undersøgte ham, men kunne ikke finde andre problemer, end at han havde en stram forhud, som han fjernede. I løbet af de næste uger begyndte drengen at gå.
”Drengen fejlede formentlig noget andet, men Lewis Sayre, som var meget indflydelsesrig inden for kirurgiske kredse, skrev en artikel i et medicinsk tidsskrift, hvilket gav en medicinsk indikation for indgrebet, som spredte sig. Der opstod en lang liste af ting, man troede, omskæring kunne forebygge, som epilepsi og infektioner senere i livet,” siger han og tilføjer, at næsten alle amerikanske mænd var omskåret i midten af 1900-tallet.
Det var dog også fra midten af 1900-tallet, at man i medicinske kredse begyndte at sætte spørgsmålstegn ved begrundelsen for at omskære drenge, siger Yazan Rawashdeh. De anbefalinger, der fandtes, blev ændret, men på det tidspunkt var omskæring allerede et kulturelt og naturligt valg for mange amerikanske familier.
Aktivister er dog begyndt at tale imod praksissen, hvilket også har spredt sig til Danmark fra USA, siger Jakob Egholm Feldt.
”De seneste 10 år er debatten blevet mere polemisk, og aktivisterne betragter omskæring som en menneskerettighedsovertrædelse. I USA handler diskussionen primært om den generelle og ubegrundede hospitalspraksis, men da der ikke er nogen hospitalspraksis i Danmark, kommer debatten til at handle om jøder og muslimer. Det er følsomt, da det kan ses som et angreb på minoriteters anderledeshed, og for jøder rammer debatten også ind i nogle historiske diskurser, som kan kobles til antisemitisme og jødehad. Med debatten bliver jøder igen forbundet med noget grusomt og formørket,” siger han.