Omsorgsfulde farvel til livet i oldtiden

En holdningsændring er på vej, så oldtidens moselig betragtes som begravelser på linje med begravelser på datidens almindelige gravpladser

Dansk forskning i moselig har været præget af, at alle undersøgelser er foretaget på de samme 10-15 moselig, som eksempelvis Grauballemanden, der til daglig kan ses på Moesgård Museum i Århus. --
Dansk forskning i moselig har været præget af, at alle undersøgelser er foretaget på de samme 10-15 moselig, som eksempelvis Grauballemanden, der til daglig kan ses på Moesgård Museum i Århus. --. Foto: .

Huldremose-kvinden blev fundet i en mose på Djursland i 1879. Hun var iført et vævet uldskørt, skindkappe og et tørklæde holdt sammen af en lille bennål. Hun lå på ryggen med en stav af piletræ lagt skråt over kroppen og små genstande indsyet i skindslaget. Sådan havde hun hvilet i godt 2000 år.

I Borremosen i Himmerland blev en mand nedlagt engang i det 6.-5. århundrede før Kristus. Han lå på maven indsvøbt i uldklæde på et underlag af tør birkebark. Ved hans overkrop lå resterne af et spædbarn og ved hans side et lerkar. En lædersnor med ravperler og en fin bronzeskive var placeret ved halsen.

Dødeomsorgen for de to moselig er tydelig. Og der findes talrige andre eksempler på moselig, der er lagt i huller foret med lyngris, kæruld eller birkebark, svøbt i klæde eller skind sammen med forskellige genstande.

Disse gravlagte befinder sig altså langt fra den gængse tolkning af moselig som mænd, der blev strippet nøgne, brutalt henrettet og kastet i mosen som offer til guderne.

Arkæolog Morten Ravn fra Vikingeskibsmuseet har med sit speciale kastet nyt lys over moseligene og en særlig gravskik.

– Forskningen har længe båret præg af, at alle undersøgelser er foretaget på de samme moselig. Det findes hyldemeter af bøger om de samme 10-15 moselig, mens andre er helt overset af videnskaben. Det har givet et skævt billede af moseligene som fundgruppe. Når vi nu har over 500 mere eller mindre velbevarede moselig, er det da oplagt at studere dem samlet frem for at hive de samme frem gang på gang. En udvidelse af materialet kan da kun give nye, spændende resultater, påpeger Morten Ravn.

Ravns undersøgelser omfatter 145 daterede moselig fra bronzealder og ældre jernalder jævnt fordelt over hele landet, også på køn og alder.

– Flere steder i Europa finder man primært mænd i moserne. Men herhjemme fandt jeg en ligelig fordeling mellem kvinder og mænd samt både børn og voksne. Det tyder på, at det var en bred befolkningsgruppe, der endte i moserne, forklarer Morten Ravn.

Tekstilanalyser og sammenligninger af genstande viser også, at der var folk fra alle samfundsgrupper i moserne. Noget klæde var af middelmådig kvalitet, mens andet var ypperligt håndværk. Så tekstilerne, de medgivne gravgaver og den ligelige kønsfordeling ligner til forveksling det fra de samtidige gravpladser.

– Et af mine vigtigste resultater var påvisningen af, at mange mosenedlæggelser ikke adskiller sig synderligt fra gravene på tidens gravpladser. At der faktisk var tale om en regulær gravskik. Det var lidt af en øjenåbner, da moseligene ellers primært har været tolket som ofringer og henrettelser af udstødte, fortsætter Morten Ravn.

Hidtil har mange arkæologer stirret sig blinde på et citat fra den romerske historiker Tacitus, der omtaler menneskeofringer i det germanske område. Han nævner begrebet "corpore infames", som oversættes med "og sådanne, der har vanæret deres krop". Disse blev ifølge Tacitus hængt i træer eller druknet i moser. Gennem tiderne har forskere derfor koblet moseligene med ofringer og henrettelser af degenererede, forrædere, kujoner, kriminelle, homoseksuelle og andre uønskede elementer. Særligt i nazitidens Tyskland vandt teorien om en menneskelig udrensning i oldtiden gehør.

I Danmark slog man mere på teorien om moseligene som ofre til guderne, og den kendte arkæolog Peter V. Glob, gjorde sig i 1950?erne til fortaler for offerteorien.

Men offerteorien fik en drejning i retning af henrettelser og afstraffelse. Mange moselig havde tydelige læsioner på kranie og knogler. Det førte til udlægninger om rituel vold og blodrus i forbindelse med menneskeofringerne i moserne.

Den teori kan naturvidenskaben imidlertid slå en pæl igennem i dag. Den kemiske proces, der finder sted i moserne og er med til at bevare de døde, medfører nemlig, at knoglerne bliver bløde og gummiagtige. Derfor kan mange af skaderne meget vel være sket, efter at ligene er havnet i mosen. Trykket og bevægelserne i tørvelagene kan også skubbe rundt på ligene og ødelægge dem.

Visse skader er dog påført den døde før nedlæggelsen. Overskåren hals, hængning, brækket nakke, afskårne lemmer eller nedlæggelse af delvise skeletter taler for en vis form for bevidst lemlæstelse. Men den slags lemlæstelser og parteringer er også påvist på almindelige gravpladser, blandt andet ved Brudager Mark på Fyn og ved Himlingøje på Østsjælland.

– Man kan altså sige, at moseligene og de almindelige grave nærmer sig hinanden. Vi har beviser på moselig, der har fået en regulær begravelse med dødeomsorg og gravgaver. På samme tid kan vi konstatere, at der har hersket nogle særlige gravskikke med voldsomme ritualer ved håndteringen af den døde, både i moserne og på de almindelige gravpladser. Så forskellen på våd og tør grav var slet ikke så stor, konkluderer Morten Ravn.

Men hvorfor så begrave i en mose? Den døde kunne have særlig status, der blev markeret ved en anderledes gravskik. Eller have arbejdet i mosen, da man også gravede tørv i oldtiden. Endelig kan moserne være forbundet med overtro.

I den keltiske mytologi blev søer og moser anset for livgivende og helbredende. Så måske kunne de efterladte begrave den afdøde i mosen i håb om, at vedkommende blev "helbredt" for en særlig ondartet sygdom og kunne ankomme rask til dødsriget. Mosebegravelserne lader sig altså ikke entydigt forklare.

Til gengæld står forskerne i dag med flere, mere velfunderede forklaringer på de danske moselig. Nogle er blevet ofret, andre begravet, og nogle er ganske enkelt faret vild.

Møgelmose-pigen, fundet nær Jelling, må være gået i mosen ved et uheld engang i det 2. århundrede e.Kr. Hun blev fundet nærmest stående i tørvelaget og har sikkert ufrivilligt fundet sin grav netop der. Tæt tåge, regn eller snefald har måske ledt hende på afveje ud i mosen, hvor hun så langsomt er sunket i. Først som sidst bestemmer mosen:

– Selvom jeg har undersøgt det samlede materiale fra moserne, er der en uundgåelig fejlkilde, nemlig mosen selv. Den kemiske sammensætning og surhedsgraden i mosen afgør nemlig 100 procent, hvad vi finder. De tidlige tolkninger af moselig som nøgne og henrettede mænd kan meget vel skyldes, at tøjet ikke er bevaret og knoglerne deformeret af mosens kemi, fastslår Morten Ravn.

Så på trods af de mange nye erkendelser i mosearkæologien, lader mosen alligevel til at få det sidste ord.

historie@kristeligt-dagblad.dk