Oprindeligt var klostrene for de svage i troen

Lige siden det andet århundrede har man ment, at man bedst tjener Gud ved at forsage verden og leve et isoleret og ensomt liv

”Udgangspunktet for klosterlivet var at skabe en mere moderat form for religiøst liv,” siger Carsten Selch Jensen, lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet. Her er det Esrum Kloster og Møllegård.
”Udgangspunktet for klosterlivet var at skabe en mere moderat form for religiøst liv,” siger Carsten Selch Jensen, lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet. Her er det Esrum Kloster og Møllegård. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix.

I dag er det svært at forestille sig et mere dedikeret trosliv, end det der udspiller sig i et kloster. Men kigger man tilbage i historien, tegner der sig et andet billede.

”Udgangspunktet for klosterlivet var at skabe en mere moderat form for religiøst liv. De første klostre blev oprettet for dem, der var for svage i troen til at forsage livet fuldstændig,” forklarer Carsten Selch Jensen, lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet.

For at forstå det, der umiddelbart lyder paradoksalt, må man gå helt tilbage til de tidligste år af klostervæsenets historie. Den begynder i den egyptiske og syriske ørken i det andet århundrede. Allerede dengang fandtes tanken, at den eneste rigtige måde at tjene Gud på, var ved at forsage denne verden og leve i ensomhed. Det var en asketisk tradition, der i høj grad var inspireret af Bibelens beretning om Johannes Døberens liv samt af Jesu lignelser om blandt andet at sælge alt, hvad man ejer. Men den ultimative askese var svær for alvor at udleve i bysamfundene, hvor den tidlige kristendom havde slået rod.

”Byerne rummede simpelthen for mange fristelser og distraktioner. Derfor opstod der en bevægelse, hvor religiøse mænd trak sig ud i ørkenen og levede som eremitter i huler,” siger Carsten Selch Jensen og forklarer, at det er disse personer, man i dag omtaler som ørkenfædrene.

Dengang var ørkenfædrene feterede og beundrede personer, som almindelige mennesker søgte ud til for at få råd og vejledning om livet. Men med årene opstod der også problemer med eremitterne. Ikke mindst fordi deres liv var så ekstremt og farligt, at mange måtte opgive huletilværelsen. Samtidig udviklede religiøsiteten blandt eremitterne i ørkenen sig i mange forskellige og for kirken ukontrollerede retninger.

Derfor begyndte kirken at foreslå nogle regler og fællesskaber for eremittilværelsen, der kan betragtes som de første egentlige klostre.

”Det var en måde for kirken at få tøjlet den temmeligt vilde religiøsitet, der var blandt eremitterne. Men de første klosterregler var også en måde at skabe nogle rammer for dem, der ikke var stærke nok til at leve den meget ekstreme tilværelse alene i ørkenhulerne. Så klosterreglerne er oprindeligt for slapperne,” siger Carsten Selch Jensen.

De første forsøg med at danne nogle klosterlignende fællesskaber var i de egyptiske og syriske ørkener lige omkring år 400. Til at starte med er det dog kun nogle løse fællesskaber af eneboere. Først senere blev klosterlivet så reguleret, at biskopper og paven skulle godkende alle nye klostre. Klostervæsenet udviklede sig både i den vestlige og østlige kirke.