Prøv avisen
Opgøret med den katolske kirke

Jan Hus - oprøreren, der banede vejen for Reformationen

Den 6. juli 1415 bliver Jan Hus ført til bålet i Konstanz, hvor han brændes som kætter. Billedet er omkring 100 år gammelt, og kunstneren er ukendt. – Foto: Bridgeman Library/Ritzau Scanpix

Den tjekkiske reformator Jan Hus, hvis opgør med den katolske kirke kostede ham livet, har spillet en afgørende rolle i kirkehistorien. Nu har forfatter Peter Tudvad skrevet den første danske bog om den oprørske teolog siden 1965

“Den, der følger i andres fodspor, kommer aldrig foran,” lyder et citat, der tilskrives den kinesiske filosof Konfutse. Men i tilfældet Martin Luther lykkedes netop dette. For selvom Luthers reformation næppe havde kunnet finde sted uden Jan Hus, blev Luther synonym med Reformationen i 1517, mens Hus endte sine dage på et bål i Konstanz i Tjekkiet 102 år forinden.

“Vi er alle husitter,” skrev Luther i 1520 efter at have læst den tjekkiske præst, der uden omsvøb angreb den katolske kirke på selve dens eksistensgrundlag, da han kaldte på en reformation og proklamerede, at det tilkommer den enkelte at få direkte adgang til Gud, og at kirken ikke må gøre sig selv til mellemled. For Gud er alle lige.

Jan Hus blev født omkring år 1370 i det sydlige Bøhmen, en del af nutidens sydlige Tyskland. Han læste teologi i Prag fra 1390 og blev i 1396 professor på Karlsuniversitetet i Prag, som skulle blive arnested for udviklingen af den oprørske, husittiske lære.

Det bøhmiske kongedømme var underlagt det tysk-romerske kejserrige, og landets befolkning bekendte sig til den katolske kirke. Med kirken som den øverste myndighed, som bindeled mellem det verdslige og det åndelige, var den ikke blot forudsætningen for et religiøst åndsliv, men for samfundet som helhed, hvor den i mange sager talte med større vægt end konger og kejsere. Men efter Karl IV’s død i 1378 blev den katolske kirkes position mindre selvfølgelig. Her kom Det Store Skisma, hvor Rom og Avignon var i strid om pavestolen.

Det betød samtidig, at en hidtil ubestridt autoritet nu var i færd med at delegetimere sig selv og vise, at man skam godt kunne forhandle om magten.

Derfor var det ubelejligt for den katolske kirke, da en bøhmisk præst i begyndelsen af 1400-tallet åbent begyndte at så tvivl om kirkens berettigelse.

I Bethlehemskapellet i Prag tordnede Jan Hus, inspireret af blandt andre den britiske teolog og filosof John Wycliffe (cirka 1328-1384), mod den katolske kirke i næsten daglige prædikener. Gud er den højeste myndighed, ikke paven, og tolkningen af Guds ord er lige så meget op til individet, som det er til paven, præster eller andre gejstlige, lød det fra Hus på tjekkisk, og ikke latin, som ellers var almindeligt. Han talte til folket, ikke til de lærde, og udtrykte i det hele taget et folkeligt sindelag, som var ekstremt ukarakteristisk for sin tid.

Jan Hus fik hurtigt et stort publikum til sine prædikener, som ikke blot var teologisk udfordrende, men også handlede om den sociale uretfærdighed, han var vidne til i Prag. Store dele af befolkningen levede i armod, mens kirken – blandt andet finansieret af afladsbreve – havde i overflod og ifølge Hus hellere gav “brød til deres jagthunde end til de fattige på gaden”, som Peter Tudvad skriver i sin bog.

I 1412 indledte Jan Hus en offentlig debat om at forbyde afladsbreve, og den katolske kirke var nu udfordret på såvel sin autoritet som på sit daglige brød. Reaktionen kom prompte, og Hus blev sigtet for kætteri, hvorpå han flygtede fra Prag. I vinteren 1414 besluttede Jan Hus sig imidlertid for under løfte om frit lejde at rejse til Konstanz for at forsvare sig, men her blev han straks fængslet og sidenhen brændt på bålet foran byens befolkning.

På koncilet i Konstanz frygtede man, at henrettelsen af Jan Hus snarere end at kvæle den oprørske tanke ville gøde jorden for den ulmende revolte.

Frygten var velbegrundet, for knap var bålet brændt ud, før faklerne i Bøhmen blev tændt. I tjekkernes øjne var Jan Hus ingen kætter, men en martyr. Titusinder tilsluttede sig de mange forskellige husittiske fraktioner; orebitterne, utrakvisterne, taboritterne og de bøhmiske brødre.

Nok havde grupperne mange indbyrdes uoverensstemmelser, men de kunne forenes mod den fælles fjende. Fra 1420-1431 kaldte den katolske kirke til hele fem korstog mod de bøhmiske kættere.

Alle endte i forsmædelige nederlag til de talmæssigt overlegne korsfarere, der savnede husitternes tro og fanatisme. Som de første lykkedes det således husitterne at løsrive sig fra den katolske kirke, og først i 1620 lykkedes det den katolske kirke at besejre de husittiske grupperinger i et afgørende slag på Det Hvide Bjerg få kilometer uden for Prag. Det husittiske oprør havde dog gødet jorden tilpas meget til, at Martin Luther kunne slå sine 95 teser op i Wittenberg i 1517. På latin, ikke på tysk.