Ormø: Den vilde ø og noret

Ormø i Holsteinborg Nor er overladt til skarver og vild skov. Øen og noret ved Sjællands sydvestkyst får lov til at udvikle sig på naturens præmisser, og som kronen på værket er havørnen nu rykket ind på urskovsøen

Sådan er udsigten fra Michael Stoltzes hjem i Stubberup Huse over Holsteinborg Nor med Ormø i baggrunden.
Sådan er udsigten fra Michael Stoltzes hjem i Stubberup Huse over Holsteinborg Nor med Ormø i baggrunden. Foto: Michael Stoltze.

Fra gavlværelset, hvor jeg bor, har jeg hver dag det store privilegium at se ud over Holsteinborg Nor ved Sjællands sydvestkyst.

Store dele af noret og omgivelser er fredet og beskyttet mod jagt, og derfor er hele området et eldorado for vandfugle. Gæs, ænder, svaner, hejrer, regnspover, strandskader, viber, måger og terner tælles i tusindvis. Den tunge sorte skarv himmelploven huserer her og har base på Ormø. Fuglene hviler sig og tørrer deres sorte vinger i vinden på enhver bundgarnspæl ved havet her. Og evindeligt flyver små kiler af tavse skarver målrettet over mit hus med rappe og arbejdsomme vingeslag.

De sydsjællandske havørne kredsede i årevis over Glænø og norene, indtil de i 2009 byggede rede og begyndte at yngle på Ormø. Den ubeboede ø på cirka 25 tønder land med masser af gamle ege og lindetræer var ideel for ørnene. Og øens overdådighed af skarver betød, at de mægtige ørne havde et gigantisk spisekammer lige uden for redekanten.

Danmark er et land i menneskehænder. Vi vil helst styre naturen og ændre landet, så det tjener os mennesker til gavn. I 1867 overvejede greven på Holsteinborg at inddæmme det lavvandede nor og opdyrke både dette og Ormø.

LÆS OGSÅ: Ulvens genkomst er kulmination på en vildere dansk natur

Inddæmningen og tørlægningen af noret ville gøre Glænø landfast med Sjælland ja, Glænø ville så at sige forsvinde. Planerne inspirerede H.C. Andersen, som ofte kom på Holsteinborg, til historien Vænø og Glænø fra 1868. Men inddæmningen blev aldrig ført ud i livet, og i dag er noret sikret af både nationale og internationale bestemmelser.

Siden 1990erne er vi begyndt at etablere steder, hvor naturen kan udfolde sig frit i vores land. Ikke fordi Danmark som sådan skal gives tilbage til naturens frie kræfter. Slet ikke. Men kulturen og landet i menneskehænder bliver løftet af at have den vilde natur som kontrast.

For mange år siden blev det besluttet, at Ormø skulle have lov til at udvikle sig til et af Danmarks vilde steder, hvor naturens kræfter råder frit uden menneskehænders indgreb. Og i dag er Ormø helt i naturens vold.

Det er ikke sket uden sværdslag. Den forkætrede og forhadte skarv var i 60 år helt udryddet som ynglefugl i Danmark, hvor den først vendte tilbage i 1938 med nogle få ynglepar. Den blev stadig forfulgt, men forsøgte sig forskellige steder uden større held, blandt andet på Ormø, indtil den fandt et fristed til en lille permanent koloni på Vorsø i Horsens Fjord.

Min far har fortalt, hvordan han i sine unge år cyklede til Holsteinborg for at få et glimt af de mærkelige og sjældne fugle, der en overgang holdt til på Ormø. Men under og efter krigen blev den forhadte fugl ålekragen stadig forfulgt uden nåde alle andre steder end på Vorsø. Min nabo, Verner, som var barnefødt på egnen ved Holsteinborg, fortalte med et vist vemod kort før sin død for nogle år siden, hvordan han i sin ungdom tog på tur til den fine, skovbevoksede Ormø med de mægtige ege og lindetræer, før øen blev overtaget af skarver.

I løbet af 1960erne og 1970erne steg interessen for natur og miljø i Danmark, og både græsrodsbevægelser og Statens Naturfredningsråd forsøgte at stoppe krigen mod skarver. Det lykkedes at bremse forfølgelsen så meget, at skarvbestanden begynde at vokse, men den første totalfredning af skarven i 1978 blev omgjort allerede året efter.

I 1980 blev arten dog totalfredet igen, og sådan har det været siden. I dag er fuglen fredet, men kan bekæmpes efter særlige regler på nogle af de steder, hvor den volder problemer.

Totalfredningen har givet anledning til voldsomme debatter for og imod skarven, og mange steder blev kolonier ofre for bekæmpelse ved selvtægt. Også på Ormø, hvor et af problemerne var, at ekskrementerne fra de mange tusinde par skarver, som etablerede sig på øen i løbet af 1980erne, dræbte størstedelen af øens store ege og lindetræer.

Ormøs småbladede lindetræer er reminiscenser fra den varme Lindetid for 6-7000 år siden, hvor lind var et vidt udbredt og almindeligt træ i de danske skove. Siden indvandrede bøgen, som fortrængte linden, der yderlige fik et knæk i løbet af den kolde jernalder. Men rundt omkring i Danmark findes den danske urskovslind stadig som sjældenhed i små bestande. Et af stederne er Ormø, og derfor så mange med bekymring på de guano-producerende skarvers fremmarch på øen. Det kunne blive begyndelsen på enden for linden.

I begyndelsen af 1990erne var skarvbestanden på Ormø vokset til mellem 4000 og 5000 ynglepar. Det var en voldsom belastning for Ormøs natur, at 10-15.000 skarver (ynglepar, unger og ungfugle) dagligt sprøjtede deres hvide og ætsende tarmindhold ud over øens vegetation. To tredjedele af øens skov blevet skidt ihjel af skarver, og i en periode lå arealerne under de døde og hvidkalkede træer hen næsten uden urtevegetation.

I 00erne begyndte bestanden af skarver heldigvis at falde på Ormø, og da havørnene byggede deres mægtige rede og første gang ynglede på øen i 2009, faldt antallet af skarver for alvor hurtigt.

I 2012 var bestanden under 1000 par, og overalt i landskabet af døde, hvidkalkede træer er urter, græs, buske og træer nu i færd med at gen-erobre terrænet. Hyld, eg, tjørn og ikke mindst lind vælter frem med ny kraft på den guanodækkede ø, og ørnefamilien skal nok sørge for at holde mængden af skarver i skak.

I vildskabens udvikling på Ormø er havørnenes ankomst kronen på værket. Ligesom Serengetis løver er ørnene regenter og toprovdyr på Ormø. Deres tilstedeværelse og deres vældige rede, som er to meter høj og bred som en dobbeltseng, har tilføjet øen en ny og dramatisk dimension.

I 2012 byggede ørnene en ny og mindre synlig rede i lavere højde dybere inde i skoven. De tog straks den nye rede i brug. Den gamle rede er opgivet og falder sikkert snart ned. Men i skrivende stund er der to ørnereder på øen.

De vældige, krogede træer, som skarverne dræbte i deres velmagts dage, står stadig som hvidkalkede knokkeltræer her 20-25 år efter massakren. Træerne bærer endnu mange reder i grenvinkler, hvor skarverne yngler og overkalker grene og stammer med deres hvide efterladenskaber.

De seje ege tørrer godt op i vinden, og gødningen har uden tvivl en vis konserverende virkning. Så træerne vil holde i mange år fremover og rage op over de mange tusinde nye træer, der hastigt er på vej til at blive ny skov. Når solen synker over Glænø og Sjællands sydkyst og kaster sit lave lys over på Ormøs døde træer, lyser de op i horisonten som hvide knogler.

Tiden går sin gang, og pludselig er det til at få øje på meningen med det hele. Naturen forandrer sig konstant nogle gange dramatisk men den kan ikke som sådan forgå. Den kan til gengæld blive fattigere, og plads til vildskab er et værn mod naturens og verdens fattiggørelse.

Ormø er blevet en lille skærv i kampen for at sikre Jordens mangfoldighed. Det er blevet den ønskede urskovsø i naturens vold.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der sker med Ormø i fremtiden. Skoven ser ud til at regenerere, og formentlig bliver nogle af de nye linde og ege, der myldrer op, til store og gamle træer, som fremtidens ørne eller helt andre fuglearter, der endnu ikke yngler i Danmark, vil bygge reder i.

I dag er Ormø, Holsteinborg Nor og omgivelser omfattet af både national og international naturbeskyttelse. Der er forbud mod jagt på det meste af noret, sejlads med motorbåde er forbudt, og der er ikke offentlig adgang til Ormø og den lille ø Fuglehøj i noret godt en kilometer nordvest for Ormø.

Vandstanden i noret er ganske lav de fleste steder under en halv meter og bunden er dyndet og rig på liv af planter og smådyr. Mange steder i noret ligger store sten, som istidens bræer har efterladt med rund hånd i området.

Geologerne kalder fænomenet for stenstrøninger. I mange egne af Danmark er stenene blevet sprængt i stykker, fjernet og brugt til byggematerialer, men i Holsteinborg Nor har de fleste sten fået lov til at blive, hvor isen slap dem. Det er godt, for stenstrøningerne er dels maleriske, dels fremragende hvilesteder for norets mylder af vandfugle.

Alt i alt er Ormø og Holsteinborg Nor i dag blevet forvandlet til fristed for den vilde natur. Det er en enestående succes. Med de stærke havørne som redskab har naturen på egen hånd taget sig ukærligt af de voldsomt guanoproducerende skarver, og vandfuglene har i den grad opdaget, at noret ånder fred og ingen fare bortset fra ørnene, altså. Derfor er mange arter af vandfugle tordnet frem som ynglefugle og ikke mindst som rastefugle.

Det myldrer med skrigende terner, måger, syngende svaner, knopsvaner, gravænder, skalleslugere, gæs, fløjtende regnspover, strandskader og fiskehejrer, og i de seneste år er massive flokke af store, sølvblanke multer begyndt at søge ind i noret om sommeren for at gyde. Den snehvide sølvhejre, der er lige så stor som fiskehejren, har også vist sig nogle gange i noret, og lur mig, om den ikke begynder at yngle her i nær fremtid.

Det er godt, at vi med ihærdig kamp og skarverne til trods har fået sikret området som et fristed for den vilde natur. Som kontrast til det frodige og kornfede kulturland på Sydsjælland er Ormø og Holsteinborg Nor sammen med vildtreservatet Basnæs Nor og Glænø Vesterfed en befrielse, der gør denne del af Danmark rigere.

Det var vist godt, at greven på Holsteinborg ikke fik tørlagt noret i 1867.

Tre skarver.
Tre skarver. Foto: Michael Stoltze
Ormø er tydeligt mærket af skarverne, som der dog ikke længere er så mange af, efter at havørnefamilien er flyttet til øen.
Ormø er tydeligt mærket af skarverne, som der dog ikke længere er så mange af, efter at havørnefamilien er flyttet til øen. Foto: Michael Stoltze