”En Vinter føltes Stemningen i flere Kredse saaledes, som om der næsten ikke var Andet til i Verden end Santhalmissionen.”
Sådan skrev den kristne filantrop Regitze Barner i sine erindringer om det indtryk, det gjorde på hende og mange andre i borgerlige miljøer i Danmark at møde de to missionærer, nordmanden Lars Olsen Skrefsrud og danskeren Hans Peter Børresen, under en af deres rundrejser i Norge, Sverige og Danmark i 1870’erne og 1880’erne. De to missionærer, som begge kom fra fattige kår og var håndværkeruddannede, havde fået et kald til at missionere blandt det nordindiske stammefolk santalerne.
I 1865 havde de søgt om optagelse i Det Danske Missionsselskab (DMS), den eneste større missionsorganisation i Danmark på det tidspunkt. Men en enstemmig bestyrelse i DMS afviste dem med den begrundelse, at DMS havde nok at gøre med den nye mission i Sydindien.
Børresen og Skrefsrud gav ikke op, men rejste til Nordindien og etablerede sig hos santalerne nær stationsbyen Rampurhat i Bengalen. Her opførte de en missionsstation, som fik navnet Ebenezer, ”hjælpens sten”, efter det mindesmærke, som profeten Samuel ifølge Det Gamle Testamente satte efter sejren mod filistrene. I 1869 kunne de to missionærer flytte ind i det store hus og begynde deres arbejde blandt de 900.000 santaler. For at samle opbakning og penge rejste de flere gange til Europa og besøgte kirkelige kredse i Danmark, Norge og Sverige. Og støtte fik de, for klimaet i Skandinavien var på det tidspunkt det helt rigtige.
”Børresen og Skrefsrud var karismatiske personligheder og blev nærmest modtaget som nutidens popstjerner på det ene møde efter det andet. Mange opfattede deres beretning som en bekræftelse af missionstankens væsentlighed,” siger historiker Daniel Henschen.
”En del grundtvigianere mente, at missionen i Indien var en måde, hvorpå man kunne virkeligøre Grundtvigs spådom fra hans kirkehistoriske læredigt ”Christenhedens Syvstjerne”, hvor han forudser, at den næste kristne vækkelse vil finde sted ved bredderne af Ganges. Det var afgørende for, at mange grundtvigianere, som ellers var ambivalente om missionstanken, valgte at støtte Børresen og Skrefsrud,” fortæller han.
Daniel Henschen har en ph.d.-grad på en afhandling om, hvordan den danske missionsbevægelse har påvirket danskernes viden om og syn på Afrika og Asien, og med afsæt i denne afhandling har han for nylig skrevet bogen ”Da danskerne ville omvende Verden – Historien om missionsbevægelsen”.
Bogen beskriver den begejstring, Børresens og Skrefsruds besøg vakte i borgerlige kredse i Danmark og sågar hos enkedronning Caroline Amalie, som Børresen mødtes med i 1877. Samme år stiftedes en løs sammenslutning af de støttekomitéer, der var opstået efter Børresens første besøg i landet året før: Dansk Santalmission. Det blev den anden store missionsorganisation i Danmark.
Selvom dansk missionshistorie går tilbage til 1700-tallet, er det nemlig først i sidste halvdel af 1800-tallet, at der for alvor vokser en missionsbevægelse frem. En bevægelse, som Henschen mener, er blevet overset i historieskrivningen.
”Missionsbevægelsen som en væsentlig folkelig bevægelse på linje med arbejder-, afholds- og højskolebevægelserne har været overset af historikere. Det var også først i forbindelse med mine første besøg i udviklingslande, at jeg fik fornemmelse af, at her gemte sig noget væsentligt,” siger han.
Han oplevede blandt andet under et ophold i Afrika og en forskningsopgave i Tranquebar, at der var stærke forbindelser mellem Danmark og udviklingslandene, som stammede fra mission.
”Det fascinerer mig, at missionsbevægelsen har skabt en forbindelse mellem Danmark og fjerne egne af verden, sideløbende med de forbindelser, som kolonialisme og handel har skabt,” siger han.
I sin bog beskriver han, hvordan Danmark som den første protestantiske stat organiserede mission ved at udsende primært udenlandske missionærer til Tranquebar fra 1706.
”Det afgørende skifte, som danner grundlag for en egentlig missionsbevægelse, sker i første halvdel af 1800-tallet, hvor vækkelsesbevægelserne kommer til Danmark. Mange af de vakte ser det som en del af deres nye kristne liv at støtte mission i fremmede lande,” siger han.
”Men først fra 1870’erne voksede en egentlig dansk missionsbevægelse frem. Baggrunden var blandt andet, at kolonialismen accelererede fra 1858, hvor størstedelen af Indien overtoges direkte af den engelske krone, ligesom Kina efter pres og militære angreb fra briterne og franskmændene i 1858 underskrev Tianjin-kontrakten, som åbnede for kristen mission i Kina på gunstige vilkår for missionærerne,” fortæller historikeren.
”Også opdagelsen nogle årtier tidligere af kinin, der kan kurere malaria, var afgørende for, at kolonisering og mission voksede i Afrika. I det hele taget er det en periode, hvor europæisk industrialisering og videnskab sætter sit præg på store dele af verden, og i Vesten har man en idé om, at man kan sprede sin levevis og kultur til andre lande og folk.”
Et afgørende årstal i dansk missionsbevægelse er 1890. Her lykkedes det folk fra indremissionske kredse at overtage styringen af Det Danske Missionsselskab (DMS), mens grundtvigianerne tabte terræn. Og så gik det stærkt. I løbet af få år voksede DMS til at have et stort antal kredse over hele landet, der støttede missionsarbejdet i Asien med forbøn og penge. Der blev udgivet et væld af tidsskrifter, hvor missionærer fortalte om arbejdet i missionsmarken, og bevægelsen var præget af en enorm begejstring.
”Det er fascinerende, hvor stort engagement der er blandt mennesker, som deler visionen om at frelse mennesker i en fjern del af verden. Mennesker, som kun den lille promille, der selv bliver missionærer, kommer til at møde,” siger Henschen.
I 1910 toppede begejstringen ved en økumenisk konference i Edinburgh for missionsfolk fra forskellige protestantiske retninger med delegerede fra især i Storbritannien og USA, men også det kontinentale Europa og ganske få fra Afrika og Asien.
Nogle få danskere deltog, blandt andre en af stifterne af Sudanmissionen, Niels Brønnum, som senere beskrev konferencen og tiden omkring den således:
”Set fra et kristeligt Standpunkt var det en forunderlig rig Tid, der saa at sige naaede sit Højdepunkt i dette Stævne.” På konferencen lød slagordet, at man via mission kunne nå ud til alle mennesker i hele verden i løbet af en generation.
”Men sådan kom det ikke til at gå, for herefter begyndte missionsbevægelsens nedgangstid. Første Verdenskrig blev en slag syndefald, hvor man mistede troen på Europas dominans, og herefter voksede uafhængighedsbevægelser i Indien og andre steder frem. Den danske missionsbevægelse fortsatte sin fremgang indtil midten af 1920’erne, hvor der kom flere lokale foreninger og kvindeforeninger til, og man byggede flere skoler og hospitaler ude i verden,” fortæller Henschen.
Men herefter stagnerede medlemstallet i missionsorganisationerne, og en stigende sekularisering betød, at interessen for missionstidsskrifterne dalede, og missionsbevægelsen tabte pusten.
”Fra 1970’erne mener jeg, at man ikke længere kan tale om en dansk missionsbevægelse. Men bevægelsen har sat varige spor i form af netværk mellem kristne i Danmark og ude i verden, ligesom missionærernes beretninger har været med til at forme mange danskeres syn på og viden om udviklingslande,” siger han.