I middelalderen gav murermestrenes arbejdsliv en hel del rejsen rundt i det danske land. Omtrent 500 år senere fulgte Sissel F.Plathe, der er kunsthistoriker og kirkekonsulent ved Nationalmuseet, mange af de samme ruter sammen med fotografen Roberto Fortuna. Det gjorde hun for at dække det arbejde, som murermestrene og deres svende fra 1275 til 1525 i stor stil blev hyret til at lave i det danske kirkelandskab.
Håndværkernes arbejde bestod ikke i at bygge nye kirker. De stod der allerede, men de fleste kirker, der var bygget i 1100-tallet, havde flade lofter. Det begyndte man efter nogle århundreder at være utilfreds med mange steder, hvilket medførte en voldsom efterspørgsel på at få indbygget hvælvinger i kirkerummet. Forespørgslerne på ændringerne af kirkebygningerne begyndte så småt i 1300-tallet, mens det var i slutningen af 1400-tallet og den første del af 1500-tallet, at bestillingerne for alvor tog fart.
”Det var en strøm i tiden. En trend. Det var både en måde at modernisere kirkerne på, så man fik de høje, stræbende hvælv, som hørte gotikken til. Men det var også en effektiv måde at brandsikre kirkerne på,” fortæller Sissel F. Plathe.
Men det var ikke håndværkernes materialebrug eller metoder, der fik Sissel F. Plathe til at påbegynde det afdækningsarbejde, der nu har udmøntet sig i bogen ”Gotikkens Kalkmalerier”. Det var derimod det allersidste led i processen, det sidste kunstneriske touch, håndværkerne lagde på deres arbejde i kirkerne. En del af traditionen var nemlig, at de nye kirkehvævl blev udsmykket med kalkmalerier. Disse kalkmalerier kan i dag identificeres i mere end hundrede af landets kirker, og de har indtil nu stået i skyggen af de danske kirkerums større figurative malerier, der genfortæller bibelske historier og helgenlegender.
Sissel F. Plathe fik interessen for de ornamentale kalkmalerier i forbindelse med et forskningsprojekt med at afdække bevaringstilstanden i danske kalkmalerier. Undervejs fik hun øjnene op for den kategori af kalkmalerier, der indtil da havde været en undervurderet og næsten ubeskrevet del af dansk kunst- og kirkehistorie.
”Jeg synes, det var en historie, der var værd at belyse og fortælle. Både hvordan disse hvælv blev bygget, og hvordan de ornamentale og dekorative kalkmalerier var en aktiv del af kirkens rum,” fortæller hun:
”Det, jeg indtil da havde læst i en bisætnings bisætning om den her tradition, følte jeg, nedgjorde disse motiver som noget midlertidigt og primitivt, men min konklusion er, at de havde berettigelse i sig selv. De har haft en væsentlig symbolsk værdi, måske ikke i så høj grad som de figurative bibelske malerier, men stadig i nævneværdig grad.”
Det blev hen ad vejen tydeligt for Sissel F. Plathe, at der var et personligt præg i udsmykningerne på trods af de ønsker og krav, som murermestrene har været underlagt fra menighedernes eller adelsmændenes side. Hun har siddet i timer med næsen nede i den database af kalkmalerier, hun selv har været med til opbygge for Nationalmuseet, og langsomt begyndte Sissel F. Plathe gennem valgene af ornamentik eller teknikker i udformningen at kunne se sammenhænge på tværs af de hundredvis af kirker. Herigennem har hun formået at kunne spore de mange værker til forskellige værksteder.
”Man kan også kalde værkstederne for grupperinger af beslægtede håndværkere, hvori der blev videregivet en særlig stil og brug af ornamentik. Oftest har jeg fundet tilhørsforholdene gennem specifikke detaljer i udsmykningen,” siger Sissel F. Plathe.
På den måde har hun været i stand til at identificere 26 værksteder, der har sat deres præg på de danske kirker i perioden. Et af disse går under navnet Liljeværkstedet. Med 34 kirker er det det værksted, der er tillagt kirkehvælv i det største antal kirker. Følger man Liljeværkstedets spor, får man et lille indblik i tilværelsen for et middelalderligt murersjak.
”Vi kan se på dateringerne, at værkstedet er begyndt på Fyn, men siden er rykket over Lillebælt til Vestjylland. Formentlig fordi det var der, at der var arbejde at finde. I værkstedets arbejde i Jylland begynder der at opstå små variationer i detaljerne, der adskiller arbejdet i de forskellige kirker. Det viser, at værkstederne kan have været ledet af tre forskellige mestre, der har splittet op hen ad vejen,” fortæller Sissel F. Plathe.
Hun fortæller, at de alligevel har bevaret en stil, der gør, at man kan identificere dem som hørende til samme værksted. Det tyder på, at murermestrene er opvokset i traditioner, der har sat deres præg på udsmykningerne. På trods af værkstedernes særpræg er der også store linjer i ornamentikken og motivvalget, der går igen på tværs af kirker og værksteder. Den største påvirkning af kalkmaleriernes motiver er derfor ifølge Sissel F. Plathe kommet fra det trosliv, kalkmalerierne i kirken har været del af, samt den kultur, murermestrene og deres svende har levet i, og kalkmalerierne har derfor talt direkte ind i samtidens bevidsthed.
De populære ræve
Maleriet kan ses i As Kirke i Midtjylland og viser en fabel af den antikke græske digter Æsop. Ræven inviterede storken til middag, men serverede drilsk suppe på en flad tallerken, så storken blot kunne dyppe spidsen af sit næb i maden.
Der gik noget tid, og så var det storkens tur til at invitere ræven. Som kalkmaleriet skildrer, tog storken en sød hævn, da den serverede middagen i en høj krukke, der betød, at ræven måtte stille sin appetit ved at slikke ydersiden.
”Moralen er ganske klar og rummer også et klassisk kristent budskab. Vær mod andre, som du gerne vil have, at de skal være mod dig. Denne fabel optræder i en lang række kirker og har altså fungeret som en ofte brugt påmindelse til menigheden om, at man skulle leve på den rigtige måde. Og motivet har været let at afkode for menighederne, da fablen har været alment kendt i den tid,” fortæller Sissel F. Plathe.
I flere end 25 af landets kirker har Sissel F.Plathe fundet rævemotiver. Ofte er dyret afbildet i selskab med storken med henvisning til Æsops fabel, men i mange tilfælde optræder den også i andre former. At ræven var en genganger i kalkmalerier, skyldes ikke mindst, at ræven generelt var en populær figur i middelaldersamfundet. En af grundene var den såkaldte Rævebog, en samling af fortællinger med ræven som hovedperson, der stammer fra 1300-tallets Frankrig. Den første danske oversættelse kom i midten af 1500-tallet, men kalkmaleriernes dateringer fortæller, at de var kendt lang tid før. Også i mange af udsmykningerne har Sissel F. Plathe identificeret scener, der stammer fra disse fortællinger om den kloge og lettere udspekulerede ræv, der drillede de andre dyr og slap afsted med det.
”Ræven fra Rævebogen blev i middelalderen et slags symbol på en type, der udfordrede overmagten. Derfor udviklede billederne sig også herhjemme til et satirisk greb, der ofte også blev brugt i forbindelse med kirkens folk,” fortæller hun.
Pelikanen
Motiver som dette fra Sinding Kirke nær Herning kan opleves i 20 andre kirker herhjemme, og det har været et populært motiv. Det forestiller en voksen pelikan, der hakker sig selv i brystet og lader blodet flyde ned over sine to unger.
Sissel F. Plathe fortæller, at det er en kristen symbolik, hvor et relativt simpelt motiv illustrerer selve grundstenen i kristendommen.
”Det er en tydeligt kristen allegori for Kristus og hans offerdød. Det har været et sindbillede på Kristi død og lidelser på korset for menneskets skyld. Og pelikanen har fra langt, langt tilbage være forstået som kristen symbolik. Det har været et populært motiv i kalkmaleriernes udsmykning som en påmindelse til menigheden om det offer, som Kristus gav på korset,” forklarer hun.
De dansende mænd
I Øsby Kirke i Haderslev kan man møde denne mand, der umiddelbart ser ret tilforladelig ud, som han står der i, hvad der kan ligne en dansende positur. Men ifølge Sissel F. Plathe er dette og motiver af lignende karakter snarere et billede på den hårde tid, som middelalderen også var. For formentligt er de mange motiver af lignende mænd et udtryk for den antisemitiske propaganda, der var normal på den tid. Man skal hæfte sig ved den spand, som hænger mellem mandens ben, siger hun.
”Vi går ud fra, at det skal forestille, at han forretter sin nødtørft. Der er et lignende motiv, bare mere udførligt afbildet i Hästveda Kirke i Sverige, hvor man kan se en tydeligt omskåret mand i samme positur med en tekst, der er blevet tolket som ordet jødehat, der skulle henvise til det, som manden forretter sin nødtørft i. Man mener, at budskabet skulle være, at hvis man forretter sin nødtørft på denne måde, altså er jøde, så mister man muligheden for nogensinde at blive frelst,” fortæller Sissel F. Plathe om motivet, der viser den graverende antisemitisme i middelalderen.
En antisemitisme, der i kirkelig forbindelse hang sammen med den kristne holdning til det skyldsspørgsmål, som man mente, at jøderne havde i Jesu død.
Sissel F. Plathe: Gotik-kens kalkmalerier. 287 sider. 299 kroner. Gads Forlag.