Prøv avisen

På opdagelsesrejse med portugisere

De portugisiske portvinsbåde, Barcos Rabelos, er inspireret af danske vikingeskibe. Foto: Bjarne Mouridsen.

Afstanden er lang, men alligevel har der været en del relationer mellem Danmark og Portugal gennem tiderne - både under korstog og på store opdagelsesrejser

Barcos Rabelos er små fragtskibe, som i dag mest ligger til pynt i Douro-floden ud for Porto, men før i tiden fragtede de på farefuld vis portvinstønder ned ad floden til kældrene i Vila Nova de Gaia. De har en påfaldende lighed med gamle vikingeskibe: Smalle og med spidse stævne. Og det er ikke tilfældigt, for Nordens vikinger sejlede langt omkring, og en del af dem fandt vej ned om Den Pyrenæiske Halvø og ind i Middelhavet. Undervejs etablerede de handelsposter, og portvinsbådene menes at være inspireret af disse besøg nordfra.

Eksemplet er ikke det eneste. For selvom de fleste sikkert tænker på Algarvekysten eller nylige fodboldopgør, når Danmark og Portugal nævnes sammen, er forbindelserne mellem de to lande historisk set flere, end man skulle tro, afstanden taget i betragtning. Det viser en ny lille bog af dansk-portugiseren Fernando Kvistgaard.

En af de væsentligste fællesnævnere mellem de to nationer er netop søfarten – et område, hvor begge har store traditioner. I det 15. århundrede stod portugisiske skibe i spidsen for opdagelsen af verden.

I 1487 rundede Bartolomeu Dias Afrikas sydspids, 10 år senere nåede Vasco de Gama Indien, og i samme periode gik portugiserne i land i Brasilien.

Historien om de store opdagelsesrejser er velkendt. Men mindre kendt er det, at der faktisk var danskere med på nogle af rejserne, og at der modsat var portugisere med, når den danske konge sendte ekspeditioner mod nordvest.

Målet med opdagelsesrejserne var især at finde søvejen til det fjerne Østen, hvorfra krydderier og luksusvarer blev hjemført. Vejen rundt om Afrika var lang og farefuld, men måske fandtes der en nordvestpassage gennem de arktiske farvande, hvorfor portugiserne indledte et samarbejde med danskerne, som jo havde erfaringer fra vikingetiden.

Den såkaldte Pinning-Pothorst-ekspedition, som fandt sted under Christian I, nåede omkring 1472 Grønland. Med på rejsen var flere portugisiske adelsmænd herunder João Vaz Corte-Real, som det tilskrives – enten på denne rejse eller en efterfølgende – at være nået de to områder i Nordamerika, allerede 20 år før Columbus blev krediteret for at opdage den nye verden.

På italieneren Alberto Cantinos verdenskort, som blev kopieret fra portugisiske kort, kan man således se portugisiske flag i Grønland og Newfoundland med angivelse af, at dette var "Portugals konges land". Landområderne blev i øvrigt også kaldt terra do bacalhau, klipfiskelandet, da det var fra de arktiske farvande, at portugiserne hjembragte deres elskede tørrede torsk, som den dag i dag er en af de foretrukne spiser i landet.

Samarbejdet mellem de to lande bragte på tilsvarende vis danskere langt sydpå. I 1447 rejste adelsmanden Vallarte til Portugal for at gøre tjeneste hos Henrik Søfareren, hvor han fik kommandoen over en karavelle, som sejlede til det daværende Guinea på Afrikas vestkyst. Desværre endte ekspeditionen tragisk for Vallarte, der trods portugisiske advarsler drog i land for at forhandle med indfødte, men faldt i et baghold og blev taget til fange.

En anden dansk adelsmand, Lolland, var ligeledes gæst hos Henrik Søfareren, som ud over de store opdagelsesrejser også brugte megen energi på at kæmpe mod maurerne i det nordlige Afrika. Ifølge et anbefalingsbrev, sendt til Christian I i 1461, deltog Lolland i et af mange slag, hvor han udførte "heltemodige bedrifter".

For Henrik Søfareren var målet med ekspeditionerne langs Afrikas kyster hele tiden dobbelt. På den ene side at finde søvejen til Østen og på den anden side at etablere handelsposter, erobre land og bekæmpe maurerne. Den idé var danskerne med på. Christian I mødtes således med Pave Sixtus IV for at tilbyde sin hjælp ved et kommende korstog i samarbejde med den portugisiske konge Alfonso V. Planerne blev dog aldrig ført ud i livet, da det skortede på finanser.

Tidligere endnu deltog danskere i generobringen af Portugal fra maurerne. På vej mod Jerusalem gjorde en større samling danske og norske skibe i 1189 stop i Tejofloden ved Lissabon. Her blev de overtalt til i stedet at kæmpe på europæisk grund, nærmere bestemt i slaget om maurerborgen i Silves i Algarve.

Det gode danske forhold til Henrik Søfareren beroede ikke kun på sammenfald af interesser merkantilt og religiøst. Der var også familiære forbindelser. Søfarerens kusine Filippa var således gift med danske Erik af Pommern. Dengang var det ganske normalt, at kongelige familier blev viet ud fra strategiske overvejelser, da man via fornuftsægteskaber kunne knytte gode forbindelser eller bilægge stridigheder.

Mest kendt i den sammenhæng er nok den efter sigende utroligt smukke Berengaria, som i 1214 blev viet til Valdemar II Sejr efter dronning Dagmars død. Berengaria var datter af den portugisiske konge Sancho 1, men vigtigere var nok, at hun var søster til greven af Flandern – et område, som kunne være en god alliancepart for den danske konge i stridighederne med Frankrig og de nordtyske fyrster. Af ægteskabet fødtes i øvrigt de tre brødre Erik, Abel og Christoffer, som alle har deres plads i danmarkshistorien. Dronning Berengarias tykke lyse hårfletning kan i dag ses i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, hvor hun blev begravet i 1221. Valdemars førstefødte søn, Valdemar den Unge, fulgte i øvrigt i sin fars fodspor og blev viet til prinsesse Eleonora af Portugal.

Nogle af de dansk-portugisiske forbindelser er altså direkte, mens andre er mere tilfældige. Pudsigt er det for eksempel, at de to lande har næsten ens myter omkring deres nationalflag. Dannebrog faldt som bekendt ned fra himlen i 1219, da Valdemar II Sejr førte krig i Estland, hvorefter krigen – med denne guddommelige hjælp – vendte. Tilsvarende i Portugal, hvis første flag ligeledes prydes af et kors. Her fortæller legenden, at førnævnte kong Alfonso 1 knælede i bøn inden et slag mod maurerne ved Ourique. Hans bøn blev hørt, da et kors efterfølgende viste sig på himlen som et tegn fra Gud på portugisisk sejr.

En tragisk konsekvens af religionens store rolle som magtfaktor var den portugisiske behandling af jøderne. Sidst i 1400-tallet opstod et ønske om at gøre Den Iberiske Halvø fri for jøder, og ønskede de ikke at rejse, måtte de lade sig omvende. Der var dog ingen garanti for, at de nykristne jøder ikke siden blev forfulgt af inkvisitionen, hvilket f.eks. fremgår af Richard Zimmers fine roman "Den sidste kabbalist i Lissabon".

Der var altså god grunde til at emigrere, og en mindre del af de udrejste endte siden i Danmark på invitation af Christian IV, som ikke var ubekendt med jødernes betydning for udviklingen af den portugisiske søfart og handel. Ifølge Fernando Kvistgaard skulle efternavne i nutidens Danmark som Henriques, Cantor, Matos, Gomes, Valentin og Israel stamme fra jøder, der oprindelig flygtede fra Portugal.

Det sidste kapitel i Kvist- gaards bog omhandler H.C. Andersens godt tre måneder lange besøg i Portugal, som digteren selv har beskrevet i sin vel nok mest upåagtede rejsebog, "Et besøg i Portugal 1866". Bogen var i mange år kun mulig at opdrive herhjemme i antikvariske udgaver, men siden er den dog blevet genoptrykt, ligesom Henrik Wivel har givet en fin præsentation af rejsen i sin lille bog "Det jordiske paradis".

Det omtalte paradis er Sintra – byen nordvest for Lissabon, som mange turister også besøger i dag for at se kongepaladserne, og som i sin tid blev betegnet som et jordisk paradis af selveste Lord Byron. Foruden Sintra opholdt Andersen sig især i Lissabon og i Setubal med korte afstikkere til det portugisiske Venedig, Aveiro, og universitetsbyen Coimbra.

Andersen var inviteret til landet af sin ungdomsven Jorge O?Neill, som i sin tid gæstede Danmark for at lære dansk. Det var dog først i den høje alder af 61 år, at digteren fik overvundet sine bekymringer og takkede ja. I Lissabon blev han indkvarteret på familiens landsted, Quinta do Pinheiro, som i dag faktisk udgør en del af den amerikanske ambassade.

Som Andersens andre rejsebeskrivelser er bogen fuld af gode iagttagelser, beskrivelser af landskaber og befolkning samt en del opremsninger af personligheder, han mødte og blev introduceret for. Eventyrdigteren overværer også katolske messer og fejringen af den portugisiske helgen Sankt Antonius med bål, fyrværkeri, musik og dans.

Andersens beretning er bundet af sin tid, men den kan faktisk stadig fungere som en glimrende rejsefører. Det gælder for eksempel hans beskrivelse af den portugisiske tyrefægtning, ligesom de fleste slotte, klostre og kirker stadig kan besøges.

"Danmark og Portugal. Venskaber og stridigheder gennem tiderne" af Fernando C. Kvistgaard udkommer på Forlaget Lusodana (lusodana.dk) sidst i januar eller først i februar. Bogen er rigt illustreret og har tekst på såvel portugisisk som dansk.

historie@k.dk

En mindeplade i Sintra vidner om H.C. Andersens besøg. Foto: Bjarne Mouridsen
Ved borgen i Silves støttede danskere portugiserne i kamp mod maurerne. Foto: Bjarne Mouridsen