En række stolpehuller tog fusen på arkæologerne fra Bornholms Museum og Nationalmuseet ved de seneste undersøgelser af den store helleristningsklippe ved Madsebakke på Nordbornholm. I kanten af klippen dukkede der tydelige spor op efter et mindre hus, der lå klinet op af den hellige sten.
Forvirringen blev ikke mindre, da samme hold arkæologer få dage senere fandt et tilsvarende hus bygget oven i en mindre billedsten ved Lille Strandbygård på det sydlige Bornholm.
"De to huse ligger ret umotiveret placeret i forhold til helleristningerne, og vi har aldrig set noget tilsvarende før", fortæller Palle Østergaard Sørensen fra Nationalmuseet.
"Men der er afgjort tale om en bevidst placering af et lille hus tæt på den hellige sten."
Helleristningerne stammer fra perioden 700-400 f.Kr. og var en vigtig del af bronzealderkulten. Men de rituelle tegn stod stadig tydeligt på billedstenene, da husene kom til engang i det 6. århundrede e.Kr.
Selvom helleristningsstenene og de to huse stammer fra hver sin periode, så havde bronzealderens hellige billeder fortsat betydning i jernalderen:
"Opførelsen af huse så tæt på helleristningerne kan ikke være en tilfældighed. Derfor må de små huse tolkes som en slags kulthuse opført på et helligt område", fastslår Palle Østergaard.
De to kulthuse minder om hinanden med flere sæt bærende stolper og buede vægge. Huset ved Madsebakke havde dele af klippen stikkende op af gulvet, mens huset ved Lille Strandbygård lå på elendig, stenet jord.
"Begge huse lå akavet placeret på dårlig jord og har næppe været tiltænkt beboelse. Det styrker os i tolkningen af disse bygninger som kulthuse."
Jernalderens guder, ritualer og kultsteder har længe været et dunkelt kapitel præget af mangel på fund og kilder. Blandt de få skriftlige kilder hører den romerske forfatter Tacitus med værket "Germania" fra omkring 100 e.Kr. Han omtaler kulten blandt de germanske folk og fortæller, at naturen med hellige lunde og skove spillede en central rolle. Så kultstederne lå formodentlig ude i naturen fjernt fra bebyggelse. Så Tacitus' beskrivelser ligger i tråd med fundene af de to ensomme kulthuse ved de hellige billedsten.
De bornholmske kulthuse kan ikke afsløre mere, før arkæologerne har færdigudgravet områderne. Derfor håber de på at finde midler til at fortsætte arbejdet. For måske gemmer der sig genstande og yderligere information ved Madsebakke og Lille Strandbygård.
Men lokaliteten Gudme på det sydvestlige Fyn kan bidrage med andre brikker til puslespillet om jernalderkultens mysterier. Her har arkæologer fundet et lille hus, der efter alt at dømme er et kulthus. Bygningen har været genopført talrige gange over en periode på 400 år. Det første hus blev bygget i slutningen af det 2. århundrede e.Kr. og lå alene ved en lille sø.
Lokale stednavne som Gudme, Gudbjerg og Albjerg fra før-kristen tid tyder på, at området havde kultisk betydning. Måske var den lille sø hellig, og derfor blev kulthuset opført her.
Nær kulthuset blev der fundet en større grube med kostbare genstande: dragtnåle, romerske mønter, fragmenter af guld- og sølvsmykker, våbendele, importerede glas, en dyrefigur og dele af en vogn.
Tacitus nævner flere guddomme, blandt andet gudinden Nerthus, der blev tilbedt blandt de nordgermanske stammer. Nerthus er en ældre, latinsk form af gudenavnet Njord, der i den senere nordiske mytologi optræder som frugtbarhedsgud og far til Frej og Freja. Gudinden Nerthus boede ifølge Tacitus på en ø med en hellig lund, og hendes billede blev fragtet rundt på en vogn.
"Vogne har sikkert været brugt i kulten, og der er fundet mange rester af pragtvogne i moser, grave og på bopladser i Danmark og Nordtyskland. Så det er ikke utænkeligt, at vogndelene fra Gudme stammer fra et rituelt køretøj."
I løbet af det 3. århundrede opstod en stor bebyggelse omkring Gudme. Ved siden af det nu udvidede kulthus blev der opført en hal af gigantiske proportioner. De to bygninger lå parallelt med indgangene rettet ind efter hinanden. Så der var tydeligvis sammenhæng mellem hal og kulthus.
I det oldengelske heltekvad "Beowulf" nedskrevet omkring år 700 foregår handlingen i kong Roars hal. Her afholdt de kongelige gæstebud og gilder for datidens elite. Kongen var også den øverste magt i kulten og forestod visse hellige ritualer.
"Den vældige hal i Gudme har tjent som herskersæde for en lokal stormand. Med opførelsen af hallen overtog han samtidig magten over kultstedet og kunne nu stå i spidsen både politisk og religiøst."
I skriftlige kilder og den nordiske mytologi fremstår gildehaller som en vigtig del af kulten. Fælles måltider med bjerge af mad og drikke hørte med til det hellige ritual. Og det var sikkert også tilfældet i jernalderens Gudme.
Der er fundet flere genstande med kultiske undertoner ved Gudme, blandt andet små mandsmasker og bronzefigurer. De mange ens masker og figurer kan være afbildninger af guddomme. Små kopier af større udskårne kultfigurer, som de kendes fra templet i Gammel Uppsala fra 1000-tallet med statuer af Thor, Frej og Odin.
Guldgubber og de såkaldte brakteater med mytologiske motiver (se boks) hører til andre kultiske genstande fundet omkring Gudme.
Kulthusene på Bornholm falder tidsmæssigt sammen med den sene fase af Gudmehallerne, så de har været en del af den samme religiøse verden. Der er fundet enkelte tilsvarende kulthuse og en del rituelle genstande på andre lokaliteter i Norden. Så der tegner sig efterhånden et sløret billede af jernalderens gudedyrkelse.
Endnu så længe har arkæologerne ikke fundet spor efter de konkrete handlinger, der blev udført i kulthusene. Men med de nye fund er forskningen rykket et skridt nærmere en opklaring – og med tiden letter tågerne forhåbentlig over jernalderens kultiske univers.
