På dasset råder Djævelen og alle hans gerninger

Placeringen af 16 latriner i middelalderens Aarhus sendte arkæolog Jette Linaa på sporet af en sammenhæng mellem byens indretning og datidens forestillingsverden. Idéer om renhed og urenhed, guddommelighed og djævelskab viser sig nemlig at have haft afgørende betydning – også for den senere udstødelse af rakkere og natmænd

Kalkmalerier i både danske og udenlandske kirker har indgået i arkæolog og museumsinspektør Jette Linaas forskning de senere år. Flere af middelalderens kirker rummer nemlig billeder af folk, der forretter deres nødtørft på datidens latriner, som her i Smørum Kirke. Ofte er disse malerier placeret længst nede mod udgangen af kirken, fjernest fra alterbordet og indtagelsens hellige rum og peger derfor på en sammenhæng mellem udgydelse, synd og Helvede. –
Kalkmalerier i både danske og udenlandske kirker har indgået i arkæolog og museumsinspektør Jette Linaas forskning de senere år. Flere af middelalderens kirker rummer nemlig billeder af folk, der forretter deres nødtørft på datidens latriner, som her i Smørum Kirke. Ofte er disse malerier placeret længst nede mod udgangen af kirken, fjernest fra alterbordet og indtagelsens hellige rum og peger derfor på en sammenhæng mellem udgydelse, synd og Helvede. – . Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto.

I 2001 fandt en gruppe arkæologer 16 latriner fra middelalderen under udgravninger i Aarhus bymidte. Dengang var de mest optaget af at undersøge, hvordan de nedgravede latriner var lavet, hvilke materialer der var brugt, og hvilke affaldsrester man kunne opdage – så man på den måde kunne danne et billede af, hvad vores forfædre i middelalderen havde spist. Inden de gik på latrinet.

Men kort før jul udgav arkæolog og museumsinspektør Jette Linaa fra Moesgaard Museum en forskningsartikel, der handler om et helt andet perspektiv på de 16 latriner. For i de seneste par år har hun været mere og mere optaget af, hvordan placeringen af toiletter også kan sige noget om datidens forestillinger om synd og skam, renhed og urenhed. Og hvordan åndshistorien på den måde er afgørende for, hvordan mennesker lever, og byer bliver indrettet.

”Jeg begyndte blandt andet at undre mig over, hvorfor der er forskel på, hvor latrinerne er placeret, alt efter hvornår de er konstrueret. De ældste, vi fandt, var fra anden halvdel af 1200-tallet, mens de nyeste var anlagt godt 100 år senere. Og hvor de ældste lå lidt tilbagetrukket på grunden, men dog synlige for offentligheden, så var de senere flyttet langt om bag huset, godt skjult bag staldbygninger og masser af buske – helt ud mod voldgraven,” fortæller Jette Linaa.

Samtidig ser det ikke ud til, at latrinerne er blevet tømt. Når en latrinkasse var fuld, har man tilsyneladende blot bygget en ny. Også det satte forskeren på sporet af, at der måske kunne være en sammenhæng mellem idéernes verden og så den fysiske indretning og praksis.

”Fra renæssancen ved vi jo, at det var forbundet med stor synd selv at tømme sine latriner. Christian II indførte ligefrem i 1522 et embede som latrintømmer, natmand eller rakker, som det også bliver kaldt. Og det var den usleste og mest ringeagtede beskæftigelse, man kunne have. Fra Helsingør ved vi også gennem retsprotokollerne, at en hollandsk indvandrer, Bernd Hollænder, blev kaldt på tinge og udvist af byen, fordi han selv havde tømt sit latrin. Men det tyder altså på, at disse forestillinger om latrinet, de kropslige udgydelser og deres syndighed også kan spores tilbage til middelalderen,” siger Jette Linaa.

I sin forskning er museumsinspektøren gået lidt utraditionelt til værks for en arkæolog og har ikke ladet det blive ved de mere naturvidenskabelige undersøgelser af de arkæologiske fund. Også middelalderlige kalkmalerier, islandske sagaer og samarbejde med både danske og internationale historikere og religionshistorikere har indgået i hendes forskning i de seneste år.

”Og det er en forholdsvis ny metode inden for arkæologi. Men på Moesgaard har vi et motto om altid at sætte mennesket i centrum, og det er netop dén vinkel, jeg har anlagt. For ét er, at vi rent fysisk indretter os med forskellige skel mellem det offentlige og det skjulte, noget andet er jo at finde ud af, hvorfor vi gør det.”

Kalkmalerier i en lang række middelalderkirker rummer en del af de forestillinger, som datidens mennesker havde. Og her fandt Jette Linaa flere eksempler – også via udenlandske forskere – på, at latrinet dengang blev set som syndens sæde. Som stedet, hvor selve Djævelen kan komme op fra dybet – med latrinet som en slags grænseområde mellem den jordiske verden og Helvede.

Også i danske kirker som Smørum og Saltum er der fundet kalkmalerier, der tyder på en sammenhæng mellem menneskelig udgydelse og Helvede. I Smørum Kirke kan man blandet andet se en mand, der sidder på dasset eller tønden og udgyder sit indre, og i Saltum Kirke forestiller et af kalkmalerierne en bukseløs mand, der med forvrænget ansigt peger på sin bagdel.

En anden ledetråd fandt Jette Linaa i Olav Tryggvasons saga, der dateres til sidste del af 1300-tallet. Thorstein, der er en af sagaens helte, møder under sit natlige besøg på latrinet en dæmon, der kommer op fra latrinets dyb.

”I dag synes vi selvfølgelig, det er meget underligt, at man dengang kunne opfatte dele af ens egen krop, ens egne udgydelser, som syndige eller direkte farlige. Men dengang var der ikke den opdeling mellem ånd og materie, som vi i dag opererer med. Så tingene, materien og i dette tilfælde vores egne udgydelser kunne derfor også rumme ånd og på den måde være bærere af det onde, af synden. Og den forestilling fortsætter faktisk helt op til 1700-tallet,” fortæller Jette Linaa.

I sin forskning beskriver hun derfor placeringen af de 16 middelalderlatriner som udtryk for datidens syn på den ”monstrøse materialitet”.

”Med det peger jeg på, at de mentale forestillinger om udgydelsernes karakter som ’monstrøse’ eller unaturlige og urene har været afgørende for, hvordan byerne blev indrettet i middelalderen. Normer og sociale koder baseret på en særlig forestilling eller kosmologi kan på den måde aflæses gennem blandt andet latriners placering.”

Jette Linaa uddyber sine opdagelser om de bagvedliggende årsager til latrinernes placering ved at beskrive måltidet og det, der foregår inde i huset, som det inkluderende. Som det, der gerne må deles, og som er med til at definere fællesskab, mens den senere udgydelse derimod blev forlagt til et afsides og skjult sted. Dels på grund af det syndige og skamfulde, dels på grund af forestillingen om, at det syndige kunne smitte.

”Datidens folketro var båret af en dobbelthed omkring det hellige og det djævelske. For på den ene side kunne tingene, måltidet for eksempel, være mirakuløse, som vi også kender det fra gudstjenesten, hvor maden rummer muligheden for det guddommelige. Men på den anden side kunne opløsningen af den samme mad, eller udgydelsen, ses som uren, djævelsk og forbudt. En forestilling, der især gjaldt de nedbrydelige, organiske materialer. Ved at have omgang med den slags affald kunne man med andre ord selv blive smittet med djævelskab.”

Som arkæolog har Jette Linaa altid været optaget af at undersøge forholdene for de svageste i samfundet – og at finde ud af, hvorfor netop de er blevet til ”de andre”, ”de udstødte” i et samfund. Og med de seneste års fordybelse i de folkelige forestillinger, der ligger bag latrinernes placering i byerne, har Jette Linaa især haft blik for de natmænd og rakkere, der fik det arbejde, som ingen andre ville røre ved.

”Ikke alene førte de her tanker om udgydelsernes moralsk anløbne karakter til en indre splittelse i det enkelte menneske. Hvor en del af vores egen natur var direkte syndig og potentielt farlig eller djævelsk. Noget andet er, at denne morallære også rammer en hel gruppe af mennesker, nemlig natmændene, der efter kongelig forordning fra 1522 skal tømme vores latriner. Men ikke nok med det, for hele dennes familie bliver også udstødt,” fortæller Jette Linaa.

Som eksempel nævner hun blandt andet en tyverisag fra Helsingør, hvor fire mænd bliver dømt ved hængning, mens den femte gerningsmand bliver ”dømt” ved at få ansættelse som byens natmand. Han og hans familie må ikke bo i selve byen, men bliver forvist til et område udenfor, Natmandens Vænge, hvor familien er socialt isoleret.

Helt frem til 1800-tallet var det i øvrigt forbudt for natmænd eller rakkere at sidde på et værtshus sammen med andre. For man måtte ikke hverken spise eller drikke sammen med en natmand, der jo var potentielt smittebærer.

”Fra Aarhus kender vi også til sager, hvor en jordemoder i 1727 nægter at hjælpe natmandens kone, da hun skal føde. Og i 1791 nægter præsten at døbe Hans Gregersen Natmands barn. Hans børn kunne heller ikke blive undervist, da ingen skoler ville tage imod dem. Så mentale idéer har altså stor betydning for, hvordan ikke kun den enkelte, men hele samfundet behandler sine medborgere. Og derfor er de så interessante at beskæftige sig med, for det handler jo i bund og grund om, hvem vi anser for vores næste, og hvem vi ser på som den udstødte – med andre ord om vores forståelse af barmhjertighed,” siger Jette Linaa og fortsætter:

”Og med den viden, jeg har, så er enhver snak om de gode gamle dage fuldstændig spildt på mig.”