”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
Sådan kender vi ordene fra Lukasevangeliet, hvor Jesus beder Gud om at tilgive de mennesker, der nu er skyld i, at Guds søn hænger på korset. Man mener, at Lukasevangeliet er fra omkring år 75-100. Og selvom tilgivelsen er et helt centralt begreb i kristendommen, så skal vi ifølge en række forskere et godt stykke frem i historien, før tilgivelse vinder indpas som kulturel norm.
Ordet tilgivelse optræder for eksempel kun én eneste gang i de islandske sagaer.
Det er i Njals Saga, hvor biskop Hoskuld bruger ordet, da Njals sønner dræber ham. Men sønnerne hører det ikke. For de aner ikke, hvad han taler om.
Da drabsmændene senere tager til Rom og får syndsforladelse af paven for alle de ulykker, de har forvoldt, bruger sagaen da også de gamle ord som bod, forhandling og forlig. Ikke tilgivelse.
Det er litteraturprofessor Svend Erik Larsen fra Aarhus Universitet, der har været på jagt efter begrebet tilgivelse i litteraturens historie. Og det undrer ham ikke, at de islandske fortællinger kun rummer ordet en eneste gang -og det endda uden at blive forstået.
”Tilgivelse i den kristne forstand kom ind i litteraturen samtidig med kristendommen, som den rykker frem i Europa. I litteraturen er tilgivelse derfor også et begreb eller en idé, der åbner for overgangssituationer, hvor normer ændrer sig. Hvor vores opfattelse af krænkelser, og hvordan vi skal forholde os til dem, ændrer sig. Og støder sammen.”
Det er præcis det, der sker i Njals Saga, der er skrevet i slutningen af 1200-tallet. Biskoppens tænkning om tilgivelse er et radikalt brud med de traditioner om hævn, ære og ægte mandighed, der har præget den nordiske mytologi.
Tilgivelse har selvfølgelig altid været en vigtig del af kristendommen, men med Reformationen i 1500-tallet betones den ubetingede tilgivelse stærkere end tidligere.
Det fortæller professor i teologi Anders-Christian Jacobsen fra Aarhus Universitet.
”Tilgivelsen er jo helt central i kristendommen og har derfor været en del af religionen altid. Men jo mere kristendommen sætter sig igennem i et samfund, jo større rolle får de centrale begreber som tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed selvfølgelig også. Og med Luther får netop de begreber ekstra vægt. Reformationsteologien peger blandt andet på, at tilgivelse er vejen til frelsen. Nu kan du ikke længere købe dig til den i form af aflad eller gøre bod via rituelle handlinger. Du skal med andre ord ikke længere give for at få. Det var netop den side af katolicismen, som Luther tog afstand fra. Nu skal du derimod gå ud og give den tilgivelse videre, du selv er blevet givet af Gud.”
Anders-Christian Jacobsen peger også på, at der med Reformationen lægges større fokus på den enkelte i form af dennes indre gudsforhold. At den enkeltes trosforhold - dermed også tilgivelsen - forudsætter tænkning og refleksion, og at dette harmonerer med datidens stærkere og stærkere individualisering.
”At der kommer mere fokus på individet, ser man for eksempel også, når det handler om synet på straf. I tiden omkring Reformationen bliver skyld nemlig i højere grad noget, du placerer hos den enkelte - hos det frie og ansvarlige subjekt. Samtidig ser vi også tegn på, at tilgivelsen begynder at brede sig som norm i samfundet uden for kirken, hvor sider af den blandt andet vinder indpas i retssystemet. Der tales om 'formildende omstændigheder', og at straffen ikke længere kun skal ses, som det skete før kristendommen, hvor den havde form af hævn eller æresoprettelse. Nu begynder straf også at rumme et håb om forbedring hos den skyldige.”
Netop synet på straf er også noget af det, lektor i etik og ret Jacob Dahl Rendtorff fra RUC fremhæver, når det handler om tilgivelsens historie.
”I den katolske kirke er det kun Gud, der kan give tilgivelse. Men med idéen om det moderne subjekt ændrer det sig. En filosof som den franske Michel Foucault deler verden op i tre tidsaldre: den før-klassiske, den klassiske og den moderne. Og det kendetegner netop den moderne tidsalder, at man begynder at sætte folk i fængsel. At man straffer dem, fordi man begynder at have et begreb om et subjekt, der har begået en fejl og derfor skal straffes. Og tilgivelse bliver på den måde også til et fænomen, der ikke længere forudsætter en transcendent Gud, men et moderne subjekt - nemlig offeret, der kan give den.”
For litteraturprofessor Svend Erik Larsen kan man fra den kulturelle vinkel se tilgivelse som en kristen variant af de nødvendige forholdsregler, forskellige kulturer bruger for at leve videre med, ikke bare efter, alvorlige krænkelser af kollektive normer.
”Alvorlige krænkelser er dem, der overskrider grænserne for en kulturs normsystem og truer dens evne til at fortsætte - og overskrider grænserne for, hvad man opfatter som menneskelige handlinger. Det er individuelle handlinger som voldtægt, børnemishandling og lignende eller kollektive handlinger som folkemord. De er ude af menneskelige proportioner, og vores standardreaktioner i moralske reaktioner eller en juridisk dom rækker ikke til at få normer og menneskelighed på plads igen. Det er den slags handlinger, tilgivelse er et eksempel på. Man kunne kalde det en håndterbar undtagelsesreaktion i forhold til ubærlige undtagelseshandlinger.”
Teolog Anders-Christian Jacobsen peger også på, at der fra kultur til kultur er forskel på, hvilke handlinger der er blevet set som ”utilgivelige”.
”Og ikke kun mellem kulturerne, men også fra tid til tid. For eksempel er dyremishandling i dag noget, der virkelig kan få sindene i kog, mens det til andre tider slet ikke har været noget, man forholdt sig til. Seksuelle overgreb mod børn er i dag noget af det allermest utilgivelige, men sådan har det heller ikke været altid, for barnets status har ændret sig gennem historien.”
Men samtidig understreger Anders-Christian Jacobsen, at vi her taler om den kulturelle side af sagen. For i den evangelisk-lutherske forståelse er der intet, der er utilgiveligt.
”I katolicismen talte man meget om de syv dødssynder, men protestantismen slår fast, at alt er dig tilgivet i forhold til Gud. Og kun via dette, kan du selv give tilgivelsen videre, så i den kristne tænkning er Gud med andre ord en forudsætning for, at tilgivelse overhovedet er mulig. Det er derfor interessant, hvordan vi overhovedet kan forstå tilgivelsen i dag, hvor kristendommen fylder mindre, og vi lever i et sekulært samfund.”
Det spørgsmål har også optaget moderne filosoffer. Lektor Jacob Dahl Rendtorff fremhæver især den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt som en af dem, der har givet et bud på tilgivelsens mulighed og nødvendighed i det moderne.
”Hannah Arendt ser tilgivelsen som en politisk handling. Hun beskæftigede sig blandt andet indgående med retssagen i Israel mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der var ansvarlig for deportation af millioner af jøder til de tyske koncentrationslejre. Eichmann blev dømt til døden, men Hannah Arendt stillede spørgsmålet: Kan man tilgive ham? Og hun pegede på, at det var man faktisk nødt til, for tilgivelse giver mulighed for, at samfundet kan komme videre - tilgivelse er en mulighed for at genoprette.”
Hannah Arendt betonede, at der i tilgivelsen både ligger et syn på gerningsmanden som en, der er mere end sine handlinger - og på den, der tilgiver, som en, der kan hæve sig over den anden og vedkommendes handlinger. Netop på denne måde rummer tilgivelsen mulighed for, at begge parter kommer videre og ikke er låst fast i konflikten.
For teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen er det dog udtryk for en kedelig tendens, hvis der kommer for stort fokus på den, der tilgiver. For i kristendommen har det altid handlet om den, der bliver tilgivet, siger han.
”I sin egentlige form handler tilgivelse ikke om, hvordan den, der tilgiver, har det. Kun om den, der bliver tilgivet. Men i dag ser vi blandt andet inden for terapi og coaching en tilgang, hvor det handler om den, der tilgiver - og at man skal gøre det for sin egen skyld. For at få det bedre. Det er for mig at se et udtryk for den sekulariserede tid, vi lever i, med øget individualisering - og sat på spidsen: egoisme. I kristendommen skal du derimod tilgive for den andens skyld. Altid. Og jeg synes også, det rejser spørgsmålet: Hvad giver mig ret til at tilgive? Hvis der ikke længere er en størrelse uden for mig, der sikrer et håb for frelse eller genoprettelse, kan jeg så i virkeligheden tillade mig det?”.
Som Svend Erik Larsen ser det, har litteraturen en afgørende betydning, når det handler om det aspekt ved tilgivelse, der handler om netop håbet for genoprettelsen.
”Tilgivelsen handler jo om, at det lokale menneskelige fællesskab kan komme ud af fortiden og gøre den til fremtidsmulighed. Det var hele pointen med den omdiskuterede forsoningsproces i Sydafrika efter apartheid. Men fremtidsorientering kræver fantasi og forestillingsevne. Og det er det, litteraturen rummer - den skaber forestillede verdener, mulige verdener. Litteraturen giver tilgivelsen og krænkelsen mulighed for både at blive set fra mange synsvinkler, personlige og kulturelle, hvad der er vigtigt i et multikulturelt samfund. Den giver tilgivelsen udtryk i varierede sproglige former og indgår i et arbejde med fremtidsorienteret fantasi og forestillinger om andre muligheder end dem, vi kender her og nu.”
At tilgivelsen overhovedet er blevet en afgørende del af vores kultur er af nogle blevet set som et tegn på en svag kultur. En filosof som Nietzsche beskrev ofte kristendommen som de svage menneskers tænkning og så de kristne værdier, som blandt andet tilgivelse, som udtryk for en slavemoral.
”Og det vil jeg faktisk give ham ret i,” siger professor i teologi Anders-Christian Jacobsen.
”Men det er for mig at se netop kristendommens styrke. Hvis vi ser på forskellen mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, så er der jo en grundlæggende forskel på netop tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed. Og alt efter hvilken religion, din kultur har rødder i, så betyder det jo noget for, hvad du betoner i et samfund. Jeg er glad for, at kristendommen er en religion for de svage. For se, hvad der sker i de religioner, der ser sig selv som stærke. Hvor det for eksempel kan føre til et fænomen som Islamisk Stat. Jeg siger ikke, at islam nødvendigvis medfører så radikal en gruppering, men det handler om at se på, hvilke potentialer der er i en religion. Og i den forbindelse er tilgivelse helt afgørende som grundlæggende princip.”