Den 23. august 1939, for præcis 80 år siden, ankom den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, til Moskva for at underskrive en ikke-angrebspagt med den sovjetiske udenrigsminister, Vyacheslav Molotov. Ribbentrop, en tidligere champagnehandler, der i takt med sin opstigning i Det Tredje Rige havde tilføjet det fyrstelige ”von” til sit navn, var ifølge den britiske historiker Roger Moorhouse en ”opblæst og arrogant” type og tilmed ”stridbar og inkompetent”.
Hans sovjetiske pendant Molotov var kendt som en pedantisk og smålig bureaukrat, der kunne sidde stille gennem timelange møder, men ikke havde synderlig interesse for international politik. Alligevel blev det disse to marionetdukker for den nazistiske diktator Adolf Hitler og den sovjetiske diktator Josef Stalin, der indgik en af de mest overraskende og skæbnesvangre studehandler i nyere europæisk historie: en pagt mellem Europas to ideologiske ærkefjender om ikke at angribe hinanden i 10 år samt en aftale i form af en tophemmelig protokol om at dele Polen og de baltiske lande mellem sig.
”Pagten blev med rette kaldt en ’honeymoon for to diktatorer’ af de vestlige medier,” siger Daniel Koerfer, æresprofessor i samtidshistorie og nyere historie ved Det Frie Universitet i Berlin med speciale i nazismen og efterkrigstiden.
”Kernen i den tysk-sovjetiske pagt og den hemmelige tillægsprotokol var ren magtpolitik. Ideologi havde ingen betydning,” siger han.
Optøningen mellem de to diktatorer var så pludselig, at russerne ved Ribbentrops ankomst måtte dekorere lufthavnen med fem hagekors-faner, som man hentede i de sovjetiske filmstudier, der producerede antinazistiske propagandafilm, skriver history.com. Diktatorerne havde med Stalins ord brugt adskillige år på at hælde propagandistiske skidtspande i hovedet på hinanden. Men nu havde piben fået en anden lyd. Stalin, som overværede underskrivelsen i Moskva, var i strålende humør og udbragte en skål på Hitlers helbred. Hitler, som blot tre dage inden havde foreslået pagten for Stalin, var ligeledes henrykt.
”Den vil ramme som et bombe,” sagde en ekstatisk Hitler fra Tyskland, da han havde modtaget nyheden fra Ribbentrop pr. telefon.
Forud for pagtens tilblivelse havde Sovjetunionen forhandlet med Frankrig og Storbritannien om en alliance mod Nazityskland, men forhandlingerne var trukket ud. Med den tysk-sovjetiske aftale blev de lagt i graven, og Nazityskland kunne nu invadere Polen uden at risikere sovjetisk indgriben og dermed en tofrontskrig som den, der havde ført til det tyske nederlag i Første Verdenskrig.
Stalin fik samtidig ro til at mobilisere de trængte sovjetiske styrker, som havde lidt svære menneskelige såvel som prestigemæssige tab i Finlands-krigen og desuden led under diktatorens omfattende politiske udrensninger i officerskorpset. Stalins landvindinger med den hemmelige tillægsprotokol vejede også tungt. Mens Tyskland fik den vestlige del af Polen, fik Sovjetunionen den østlige del, og derudover blev de tre baltiske lande såvel som Finland, Moldova og dele af Rumænien anerkendt som sovjetiske indflydelsessfærer.
”Det var en succes for Stalin, og hans underskrift på landkortet, som hænger i Kreml, er den største underskrift, en politiker nogensinde har lavet på et kort – over 60 centimeter høj,” siger historieprofessor Daniel Koerfer, som i sin forskning har beskæftiget sig med pagten og den hemmelige tillægsprotokol.
Pagten var så langtfra blot en passiv ikke-angrebs- aftale. Straks efter Hitler-tysklands angreb på Polen og Anden Verdenskrigs begyndelse den 1. september indledte Sovjetunionen et intenst og hemmeligt samarbejde med Tyskland. En hemmelig militærdelegation blev straks sendt til Berlin for at afklare, hvordan Polen skulle opdeles, og Stalin ydede betydelig hjælp til tyskerne, inden Den Røde Hær selv marcherede ind i Polen den 17. september 1939, fortæller professoren.
Den sovjetiske havneby Murmansk blev eksempelvis en tysk base fra krigens begyndelse, og når tyske skibe ankom, blev havnen blokeret for andre skibe af de sovjetiske myndigheder, så ingen opdagede, at tyskerne og russerne samarbejdede, fortæller Daniel Koerfer.
Konsekvenserne for landene i Central- og Østeuropa var kolossale. Området, som Hitler og Stalin havde delt mellem sig, blev det blodigste under hele krigen og er af den amerikanske historiker Timothy D. Snyder blevet betegnet som ”Bloodlands” (Blodlande).
”Vi taler om en total krænkelse af folkeretten, og befolkningen i disse områder blev kastet rundt som i en vaskemaskine,” siger Daniel Koerfer og påpeger, at Litauen for eksempel var en suveræn stat, som skiftevis kom under russisk og tysk besættelse og til sidst endte under langvarig russisk besættelse.
”Disse brutale ændringer var forfærdelige for folket, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle opføre sig for at overleve. Hvis man var en jøde, skulle man ikke vise det under den tyske besættelse, hvis man var en rig forretningsmand, skulle man ikke vise det under den russiske besættelse. Hvis man var begge, var man i en særlig vanskelig, livstruende situation. De havde ingen idé om, hvilken rolle de skulle spille for at overleve,” siger Daniel Koerfer.
”Russerne myrdede eller sendte folk til Sibirien, og tyskerne myrdede løs og tog folk som slaver – polakker, jøder, romaer, intellektuelle og præster og mange andre,” siger han.
Den hemmelige tillægsprotokol kom først for dagens lys, da den efter krigen blev fundet af amerikanerne. Protokollen blev offentliggjort i forbindelse med Nürnberg-processerne mod nazistiske krigsforbrydere i foråret 1946, men Stalin insisterede på, at den var falsk og opfundet. Da det tyske forsvar forsøgte at bruge protokollen under retssagerne til at argumentere for, at ikke kun Tyskland, men også Sovjetunionen havde påbegyndt Anden Verdenskrig og begået krigsforbrydelser, truede de sovjetiske repræsentanter med at forlade dommerjuryen.
Først i løbet af Sovjetunionens sidste år under Mikhail Gorbatjov indrømmede russerne, at protokollerne var ægte. Rusland er siden gået stille med samarbejdet med nazisterne, og først i begyndelsen af juni i år kunne medier fortælle, at Rusland for første gang havde offentliggjort pagten og den hemmelige tillægsprotokol.
Det skal dog ikke ses som en indrømmelse af skyld for invasionen og annekteringen af de Central- og Østeuropæiske lande, mener Susanne Schattenberg, professor i Østeuropas samtidshistorie og kultur ved Bremen Universitet.
”Fokus er snarere på at retfærdiggøre og legitimere disse aggressioner,” siger hun.
Susanne Schattenberg henviser til, at den fremtrædende russiske politiske rådgiver Veronika Krasheninnikova for nylig sagde, at Sovjetunionen forgæves havde forsøgt at danne en europæisk koalition mod Hitler, og kun fordi det ikke lykkedes, måtte Stalin indgå en pagt med Hitler. En udlægning, som den russiske præsident, Vladimir Putin, også har præsenteret.
”Det er ikke alene en fordrejning af fakta, men viser også klare paralleller til Ruslands tilgang til Ukraine i dag,” siger professor Susanne Schattenberg.
”Det russiske rationale lyder: ’Fordi Vesten var ligeglad med vores sikkerhed, annekterede vi Krim i selvforsvar og invaderede det østlige Ukraine’. Det ligger klart mellem linjerne,” siger hun.
”Rusland bliver nødt til at erkende sin Stalin-Hitler- romance,” skrev den russiske journalist og kommentator Leonid Bershidsky i Moscow Times, da det russiske udenrigsministerium sidste år klagede til nyhedsbureauet AP over, at man havde omtalt Sovjetunionen og Nazityskland som ”tidligere allierede”.
Putins Rusland forsøger ikke at lyve om pagten og protokollen. Men Putin har som del af sit nationalistiske projekt været med til at fremme erindringen af krigen mod nazisterne, Den Store Fædrelandskrig, og dermed også været med til at rehabilitere Stalin-tiden og tabuisere sovjetternes egen meddelagtighed, mener historieprofessor Daniel Koerfer.
Putin-regeringen taler om Stalin som et taktisk geni, der med pagten formåede at vinde tid. Kun et mindretal af russiske historikere beskæftiger sig kritisk med det hemmelige samarbejde, og almindelige mennesker i Rusland har ingen anelse om, hvad der faktisk skete, siger historikeren.
”Mange tror stadig på Stalins opfindsomme propaganda-løgn, at der overhovedet ikke var nogen russisk intention om at føre krig mod Polen, men kun om at redde hviderussiske og russiske minoriteter i Polen fra tyskerne. Ligesom Putin ville ’redde’ russiske minoriteter i Ukraine. Russerne erklærede ikke krig mod Polen, og Ukraine har heller ikke modtaget en krigserklæring fra Putin. Soldaterne er blot trængt ind, men officielt har de ikke ført krig, hverken i Polen dengang eller i Ukraine i dag,” siger han.
Af samme grund kan man ikke overvurdere Hitler- Stalin-samarbejdets betydning for mentaliteten i Polen og de baltiske lande i dag, mener professor Susanne Schattenberg.
”Pagten og tillægsprotokollen er fundamentale for den nationale identitet, for en latent trusselsfølelse og for aktuelle politiske beslutninger. De er så at sige et kollektivt politisk traume, som ikke er blevet overvundet, men er blevet en del af den politiske hukommelse,” siger hun og tilføjer, at dette forklarer landenes hurtige optagelse i Nato og EU og deres ønske om flere udstationerede Nato-tropper.
”Frygten for på den ene side at blive angrebet af Rusland igen og for på den anden side at blive ofret af Vesten til fordel for andre interesser er stor og instrumentaliseres politisk alt efter politisk farve,” siger hun.
Før pagtens underskrivelse advarede USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, Stalin om, at Hitler ville vende sig mod Rusland, når han først havde besejret Frankrig, skriver history.com. Ordene viste sig sande. Den 22. juni 1941 klokken kvart over tre om morgenen brød Hitler aftalen og indledte Operation Barbarossa, verdenshistoriens største overraskelsesangreb, mod Sovjetunionen.