Prøv avisen

Pavernes franske Babylon

Pavepaladset blev rejst mellem 1335 og 1348 som et kæmpemæssigt kompleks på i alt 8000 kvadratmeter. - Foto: Pope Benedict XII,Unknown (creat/Spectrum Colour Library / Herita

Avignon er blevet symbolet på kristenhedens store skisma i overgangsfasen mellem middelalder og renæssance. For 700 år siden gjorde pave Clemens V den sydfranske by til pavesæde, og sådan endte Avignon med at være pavesæde i næsten 100 år

For den italienske poet Petrarca var pavernes residens i Avignon at ligne ved det babyloniske fangenskab. Men han var netop også italiener. Og en af de konflikter, der førte til det store skisma i den kristne kirke, med en pave i Rom og en anti-pave i Avignon, var magtkampen mellem franske og italienske kardinaler.

Men selvom pavepaladset i Avignon i dag er en af menneskehedens kulturskatte og verdens største gotiske bygningsværk, var den beskedne sydfranske by ved Rhône-flodens bredder, som pave Clemens V drog ind i for 700 år siden, langt fra Babylons åndelige og materielle rigdom. Ildelugtende og kedelig, når Petrarca skulle sige det. Og Clemens selv havde næppe forestillet sig, at byen skulle blive pavesæde i små 100 år, heraf de 70 som officiel paveresidens i stedet for Rom og resten for to anti-paver.

Pavernes afsked med Rom

Da Clemens V blev pave i 1305, var Rom ikke særligt attraktiv som pavestad.

Clemens var franskmand, den første franske pave i 300 år, hvor italienske prælater havde monopoliseret pavestolen. Og en af hans første opgaver blev at få styr på konflikten mellem den franske konge, Philippe le Bel, og pavekirken.

Philippe ville beskatte kirken for at skaffe penge til sin krigsførelse, og da Clemens' forgænger, Bonifacius, brokkede sig, standsede han enhver udførelse af penge fra Frankrig og lukkede dermed for en af Vatikanets vigtigste indtægtskilder.

Men bag striden om pengesagerne var det den tilstundende kamp mellem kongemagt og pavemagt om den verdslige, politiske magt i Europa, der var brudt ud. Oveni denne magtkamp havde Bonifacius været i klemme i den italienske fyrstestrid mellem guelfer og gibeliner, som bekrigede hinanden og - for gibelinernes vedkommende også paven - med intriger og giftmord, som gjorde Rom til et noget usikkert sted at opholde sig.

Clemens var derfor på udkig efter en midlertidig residens, og valget faldt på Avignon. Byen lå lige uden for den franske konges grænser og var underlagt kongen af Sicilien, som var på pavens side. Og så lå der et kloster og en tilhørende kirke, Notre Dame des Doms, som passende kunne huse hele pavekurien

Allerede Johannes XXIII havde ellers tænkt sig at vende tilbage til Rom, men det mislykkedes, ligesom for Benedikt XII, så derfor begyndte han at udvide det gamle palads for dog at gøre Avignon til en værdig hovedstad for kristenheden.

Et fransk pavepalads

Mellem 1335 og 1348, under den efterfølgende pave Clemens VI, blev pavepaladset, som vi kender det i dag, rejst som et på én gang elegant og befæstet bygningsværk, et kæmpemæssigt kompleks på i alt 8000 kvadratmeter.

Især pave Clemens, der havde en udpræget smag for luksus, lod paladset kosteligt udsmykke, blandt andet med fresker af den italienske maler Metteo Giovanetti.

Clemens grundlagde forestillingen om Avignon-paverne som ødsle og forædte med større interesse for vellevned og luksus end for kirkens ve og vel.

Innocens VI levede derimod et liv i askese, ikke mindst fordi Clemens havde efterladt en rungende tom pengekasse. Og oveni led Avignon under både sult og pest og angreb fra de røverbander, som til en vis grad bestod af lejesoldater i englændernes sold. Vi er midt under 100-årskrigen mellem Frankrig og England, og Innocens udbygger de eksisterende bymure til den forskansning, som stadig omgiver bykernen omkring pavepaladset.

Det var netop 100-årskrigen, som forpurrede både Urban V og Gregor XI's forsøg på at få pavekurien tilbage til Rom. Men så var borgerne i Rom - og brede dele af kirken - også ved at være godt trætte af både Avignon og Avignon-paverne, som beskyldtes for at svække kirken og svælge i vellevned under de pompøse ceremonier i Cour d'Honneur, pavepaladsets majestætiske æresgård.

Gregor XI fandt det klogest at forføje tilbage til Rom. Og da han døde i 1378, kunne kardinalerne, selvom de syv franske avignon-paver havde udpeget et flertal af franske kardinaler, ikke sidde kravet om en ny italiensk pave overhørig.

Det blev Urban VI, som imidlertid hurtigt viste sig så intrigant og også decideret brutal, at et flertal af kardinalerne gik i dissidens og udpegede en ny pave, Clemens VII, som passende kunne rykke ind i paladset i Avignon.

Pavekirkens store skisma

Det er pavekirkens store skisma, som i næsten 40 år, frem til 1417, skulle undergrave pavestolen indefra med to og i en periode endog tre konkurrerende paver.

Historikerne peger på, at 100-årskrigen allerede havde delt Europa i to fløje, og at pavekirkens skisma til dels er et resultat af denne splittelse.

Men samtidig er det også to opfattelser af den pavelige institution, der står over for hinanden. Avignon-fløjen opfatter paven som en "kirkens prins", som skal sørge for at holde kirken ved muffen og ved sin rigdom vise sig som "den første blandt ligemænd" blandt konger og fyrster. Romerfløjen vil hellere fokusere på kirkens religiøse magt, for det er den, mener man, som skal sikre, at kirken ikke mister sin dominans over de sekulære konger, som i stigende grad vil være enerådende herskere i deres kongedømmer og ikke blot en slags pavens vasaller.

Det er med andre ord middelalderen, som rinder ud, og renæssancen, som sætter ind. Reformationen er allerede ved at trække op i horisonten. Jan Hus prædiker allerede opsætsighed mod pavekirken og bliver brændt på bålet ved koncilet i Konstanz i 1415, det selvsamme, som gjorde en ende på skismaet. Da var den sidste Avignon-pave forlængst sovet ind i 1404, efterfulgt af anti-paverne i Pisa.

Var Avignon da det Babylon, Petrarca og andre hævdede? Nej, mener den franske historiker Dominique Paladilhe, forfatter til en biografi over Avignon-paverne.

"Med undtagelse af Clemens VI var Avignon-paverne samvittighedsfulde paver, der kæmpede sig igennem tumultagtige tider. Det var skismaet snarere end Avignon-eksilet, der var kirken til skade. Og hvad angår det ukristelige levned, der skulle gå i svang, var det næppe værre, end det man kunne opleve i Rom", påpeger han.

"Til gengæld gjorde pavekurien Avignon til et intellektuelt centrum, der tiltrak intellektuelle og kunstnere, fyrster og konger fra det ganske Europa", understreger han i biografien.

Det er denne storhedsperiode, som endnu hvisker i gaderne omkring pavepaladsets på én gang strenge og elegante facader. Og som begyndte for 700 år siden, da en pave drog ind i byen på - troede han - en midlertidig visit.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Clemens V blev pave i 1305, men Rom var ikke særligt attraktiv som pavestad, så han kiggede sig om efter et alternativ, og valget faldt på Avignon. - Foto: .