Persernes glemte dronninger kommer frem i lyset

I det persiske Sassaniderige havde kvinder ikke høj status. Men det lykkedes alligevel to kongedøtre at blive eneherskere

På dette klippe­relief i Naqsh-e Rustam i det sydlige Iran ses kong Narseh I, der regerede Sassanideriget fra 293 til 302. Ved hans side er en kvinde, som man mener enten er gudinden Anahitsa eller kongens hustru. Mens kvinder i de lavere klasser var mændenes slaver, indtog kvinderne i kongefamilierne ofte en fremtrædende rolle. De blev flere gange portrætteret på klipperelieffer eller på mønter, og i to tilfælde fik dronninger magt til at regere ene­rådende. – Foto: Orsi Battaglini/Ritzau Scanpix.
På dette klippe­relief i Naqsh-e Rustam i det sydlige Iran ses kong Narseh I, der regerede Sassanideriget fra 293 til 302. Ved hans side er en kvinde, som man mener enten er gudinden Anahitsa eller kongens hustru. Mens kvinder i de lavere klasser var mændenes slaver, indtog kvinderne i kongefamilierne ofte en fremtrædende rolle. De blev flere gange portrætteret på klipperelieffer eller på mønter, og i to tilfælde fik dronninger magt til at regere ene­rådende. – Foto: Orsi Battaglini/Ritzau Scanpix.

Kvinder er ikke intelligente! Man skal ikke fortælle hemmeligheder til kvinder! En mand bør aldrig gifte sig med en kvinde, der er ulydig!

Disse udsagn findes i gamle persiske skrifter fra tiden under Sassanideriget, og de afspejler den holdning, der var udbredt i det persiske imperium fra det 3. til det 7. århundrede.

Kort sagt afhang kvinders muligheder af den stilling, de indtog i samfundet. Hustruer og døtre i adels- og kongefamilierne havde langt større frihed end kvinderne i de lavere klasser. Adelskvinderne havde lov til at deltage i jagter, drikkelag og fester sammen med mænd, og to kongedøtre, Boran og Azarmidokht, blev endda gjort til eneherskere.

Igennem 2000 år har der især været opmærksomhed omkring Egyptens dronning Kleopatra, og det har ofte virket, som hun var antikkens eneste kvindelige hersker i Mellemøsten. Men i den seneste tid er historikere og medier også begyndt at interessere sig for andre magtfulde kvinder i denne region – ikke mindst i Persien.

Historiemagasinet Geo Epoche har for nylig bragt en stor artikel om dronning Parysatis, der regerede Persien omkring år 400 før Kristus, og den iranske historiker Touraj Daryaee beskæftiger sig i sine bøger med de to Sassanide-dronninger Boran og Azarmidokht.

De to kvinder regerede ganske vist så kort tid omkring år 630, at de ikke engang står opført i de officielle lister over herskere i Sassanideriget, men Touraj Daryaee har fundet ud af, at de historiske kilder omtaler dronningernes regeringstid på en måde, der viser, at selv zarathustrismens præsteskab accepterede deres magtposition.

Dette var ellers langtfra en selvfølgelighed, for netop præsteskabet, der udelukkende bestod af mænd, havde et særligt kritisk syn på kvinder. I zarathustrismens kosmologiske verden fandtes der kvindelige dæmoner, og mange præster var overbeviste om, at jordiske kvinder udgjorde et modstykke til disse dæmoner og derfor var i stand til at bringe ødelæggelse over ethvert samfund.

Juridisk set havde kvinder samme status som børn og slaver, og især kvinderne i de lavere klasser blev betragtet som deres mænds ejendom og kunne sælges til en fast pris.

”Kvinder skulle knæle tre gange dagligt for deres mænd og spørge dem om, hvad de ønskede for at være tilfredse.” Således beskriver Touraj Daryaee i bogen ”Sasanian Persia” (Sasanidisk Persien) en af kvindernes vigtigste hverdagspligter over for deres ægtefæller under Sassanideimperiet.