Persisk stormagt tvang romerne i knæ

Romerrigets farligste og jævnbyrdigste modstander var i en periode den persiske kultur, der kaldes Sassanideriget, siger iransk historiker, der snart udgiver en ny bog om emnet

Ridder­turneringer var populære i Sassanideriget, længe før de vandt indpas i Europa. På dette klipperelief ses kong Hormizd II, der regerede 302-309, i en ridderturnering. Værket befinder sig i Naqsh-e Rustam i det sydlige Iran, hvor flere persiske konger ligger begravet. – Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.
Ridder­turneringer var populære i Sassanideriget, længe før de vandt indpas i Europa. På dette klipperelief ses kong Hormizd II, der regerede 302-309, i en ridderturnering. Værket befinder sig i Naqsh-e Rustam i det sydlige Iran, hvor flere persiske konger ligger begravet. – Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

I året 260 spredte en nyhed sig med lynets hast og rystede store dele af befolkningen i Rom: Romerriget havde lidt nederlag til det persiske Sassaniderige, og kejser Valerian var taget til fange.

Snart begyndte historier at versere om den nedværdigende behandling, som perserne angiveligt udsatte deres fange for. Det hed sig, at Valerian blev tvunget ned på alle fire, så storkongen Shapur kunne bruge kejserens ryg som skammel, hver gang han ønskede at bestige sin hest.

Det er uvist, om denne beretning er sand, men billedet af kejseren på knæ for storkongen symboliserer romernes problematiske forhold til perserne. Kun få folk har igennem tiderne tvunget det romerske imperium så meget i knæ som sassaniderne.

Det persiske imperium udgjorde i mere end 400 år en alvorlig trussel mod Rom. Sassaniderne tvang flere romerske kejsere til at betale dem tributter, to romerske kejsere mistede livet under felttog imod Perserriget, og så var der altså slaget ved Edessa i det nuværende Tyrkiet, hvor det lykkedes sassaniderne at tage kejser Valerian til fange.

Den romerske kejser fik et trist endeligt. Ifølge flere historiske kilder blev han mishandlet til døde, og sassaniderne skamferede efterfølgende også hans lig.

I de seneste år er der især på det engelsksprogede marked udkommet flere bøger om sassanideriget, der vidner om en voksende interesse blandt historikere for det persiske imperium.

”Den antikke verdens centrum var ikke udelukkende Rom. Der var mange centre, og et af dem var Ctesiphon, hovedstaden i Sassanideriget. Det persiske imperium var en af de vigtigste civilisationer i senantikken, og riget var ikke alene Roms mægtigste nabo, men fungerede også som romernes nemesis. Europa udviklede sig i en interaktion imellem de to riger, der lånte meget fra hinanden, og dermed er sassaniderne også et stykke Europa,” siger den iranske historiker Touraj Daryaee, der i denne måned får offentliggjort bogen ”Ancient Iran: A Concise History” (”Det antikke Iran: En kortfattet historie”. Ikke udkommet på dansk).

”De to riger var ofte i krig med hinanden, men det lykkedes aldrig den ene side at opnå en definitiv sejr over den anden, og i de perioder, hvor der herskede fred, aftalte kejsere og storkonger i flere tilfælde gensidigt at være værger for hinandens sønner. De så altså hinanden som ligemænd,” siger Touraj Daryaee.

Sassanideriget opstod i det 3. århundrede, da en adelsfamilie under et oprør styrtede de daværende herskere i Persien, partherne. Den nye storkonge, Ardashir, besluttede at opkalde sit rige efter bedstefaderen Sasan, der havde været præst inden for zarathustrismen, og derfor fik imperiet navnet Sassanideriget.

Imperiet eksisterede frem til begyndelsen af det 7. århundrede, og i sin storhedstid omkring år 620 strakte det sig fra dele af det nuværende Egypten i vest helt over til områder i Pakistan og Indien i øst.

Sassaniderne kaldte selv deres land for ”Eransahr” eller ”Iranshahr” (”iranernes rige”), hvilket også var betegnelsen for et mytisk land i zarathustrismens teologi. Navnet på den moderne stat Iran kan altså føres tilbage til Sassanideriget.

Zarathustrismen blev Sassaniderigets officielle statsreligion. I imperiets første tid nød borgerne godt af religionsfrihed, og bortset fra få perioder med forfølgelse kunne jøderne stort set igennem hele imperiets levetid udøve deres religion uforstyrret, hvorimod situationen blev mere og mere vanskelig for de kristne. Især tilspidsede situationen sig i det 4. århundrede, da kejser Konstantin legitimerede kristendommen i Romerriget og samtidig iscenesatte sig selv som leder af alle kristne i verden.

”For sassaniderne betød kejserens handling, at kristendommen pludselig var fjendens religion, og at de kristne i riget dermed også udgjorde potentielle fjender. De kristne blev udsat for voldsom forfølgelse, men med tiden stod det klart for myndighederne, at kristendommen var kommet for at blive, og derfor besluttede storkonge Yazdegerd I, der regerede fra 399 til 420, at støtte dannelsen af en kristen persisk kirke,” siger Touraj Daryaee.

Kirken kom på benene som en nestoriansk kirke i året 410 (nestorianerne var en gruppering, der var faldet i unåde i Rom), og dermed levede kristendommen under flere regenter: Kejserne i det nu opdelte Vest- og Østromerske Rige samt storkongen i Ctesiphon.

En af sassaniderigets glansperioder var det 6. århundrede, hvor storkongen Khosrau I grundlagde en skole i byen Gondischapur. Akademiet blev et videns- og forskningscenter for læger, filosoffer og videnskabsfolk fra Asien, Afrika og Europa. Især nestorianske kristne på flugt fra romerne bragte uvurderlige skatte med sig til akademiet i form af tekster fra antikkens Grækenland om medicin og filosofi. En viden, som i de efterfølgende århundreder gik tabt i Europa, men som takket være akademiet kunne overleve i Asien for igen – flere århundreder senere – at blive genopdaget af europæerne.

I det 7. århundrede faldt Sassanideimperiet pludselig sammen som et korthus. I årevis havde imperiet ført krig mod Det Østromerske Rige, og i 626 var perserne endda kommet inden for synsvidde af fjendens hovedstad, Konstantinopel, men de nåede aldrig byen og led derefter nederlag på nederlag.

Det skulle vise sig fatalt, at sassaniderne ikke tog det alvorligt, da også muslimske nomader fra den kort forinden afdøde profet Muhammeds hær begyndte at angribe landets grænser. Sassaniderigets sidste konge, Yazdegerd III, tabte en 14 år lang krig mod det unge kalifat, og i årene frem til 651 erobrede muslimerne hele det persiske område.

Der var mange grunde til imperiets fald, og ifølge Touraj Daryaee var en af dem forholdet mellem præsteskab og militær.

”I århundreder blev Sassanideriget båret oppe af de to grupper, men efterhånden opstod der rivalisering mellem dem, og de forsøgte gensidigt at holde hinanden nede. Det medførte en fragmentering af samfundet, som på langt sigt svækkede imperiet indefra,” siger Touraj Daryaee.

Muslimerne blev imperiets banemænd, men også dets arvinger. De arabiske erobrere bevarede og styrkede de store forskningscentre i Gondischapur og andre byer. De byggede paladser, der lignede persernes, de efterlignede sassanidernes kunst og tog også deres viden om geografi og astronomi til sig.

”Sassaniderne udgør grundlaget for den iranske civilisation, og meget af iransk kultur i dag går tilbage til deres tid. Sassanideimperiet var så potent, at araberne ikke havde andet valg end at følge sassanidernes model i mange henseender. Imperiet blev den første islamiske stat i verden, og lige så meget som islam har formet den persiske verden sidenhen, har sassaniderne skabt det første grundlag for, at en islamisk civilisation overhovedet kunne opstå,” siger Touraj Daryaee.