Det er i år 100 år siden, at Polen genopstod som stat. Markeringerne er i gang. I gårfejrede den polske ambassade og det polske kulturinstitut begivenheden med en koncert i DR’s koncerthus. Det er i god tid, for den officielle uafhængighedsdag er først den 11. november. På denne dato indgik det tyske kejserrige våbenhvile med de allierede. Afslutningen på Første Verdenskrig betød nederlag for Tyskland og Østrig-Ungarn. Da Rusland allerede havde trukket sig ud af krigen med freden i Brest-Litovsk den 3. marts 1918 og lå i blodig borgerkrig, var de tre stater, der havde delt Polen mellem sig i 1700-tallet, stærkt svækkede. Det gav mulighed for en genetablering af Polen. Den anden polske republik, der varede fra 1919 til 1939, valgte den 11. november 1918 som officiel fødselsdato. Det var på den dag, at det tysk dominerede regentskabsråd overdrog magten til Józef Pisudski (1867-1935), der havde ledet de polske tropper, som havde kæmpet på Tysklands og Østrig-Ungarns side mod Rusland i øst.
Der var to strategier for et selvstændigt Polen, personificeret af Roman Dmowski (1864-1939) og Józef Pisudski. Det nationaldemokratiske parti omkring Roman Dmowski satsede på, at Rusland i alliance med Frankrig og Storbritannien ville besejre Tyskland og Østrig-Ungarn og derefter samle alle de polske områder inden for det russiske imperium med en form for autonomi, som den russiske satellitstat Kongrespolen havde haft til 1830. Til det formål oprettede man en nationalkomité med sæde i Paris og rekrutterede polakker til at kæmpe på allieret side.
Den anden retning blev ledet af Józef Pisudski med støtte fra det polske socialistiske parti, populisterne samt konservative fra Galicien og satsede omvendt på centralmagterne. De håbede, at det efter deres sejr over Rusland ville lykkes at inkorporere de russiske dele af Polen i det østrigske Galicien, der så kunne opnå status som en tredje partner på niveau med ungarerne og tyskerne i det multinationale habsburgske rige, der var blevet til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn i 1867. Til det formål organiserede Pisudski de såkaldte polske legioner, der kæmpede mod russerne, samtidig med at andre polakker kæmpede på fransk og russisk side mod centralmagterne.
Den internationalt anerkendte pianist og komponist Ignacy Paderewski (1860-1941) førte i USA kampagne for et frit Polen og fik den amerikanske præsident Woodrow Wilson til at kræve genoprettelse af Polen (med adgang til havet) blandt de 14 punkter i det berømte fredsprogram, som blev fremlagt den 8. januar 1917.
Det nye Polens grænser blev bestemt dels af stormagterne på fredskonferencen i Paris i 1919, dels gennem krige mod naboerne. Grænserne til Tyskland og Tjekkoslovakiet blev fastlagt af de allierede, mens grænsen til Litauen og Sovjetunionen var resultat af krige.
Den republik, som Jozef Pisudski tog kontrol over den 10. november 1918, havde hverken anerkendte grænser, regering eller forfatning. Denne ”anden polske republik” blev født i krig på tværs af fredsaftalerne i Versailles. Nogle områder tilfaldt Polen efter internationalt organiserede folkeafstemninger. Men den vigtigste strid var afvisningen af de russiske kommunisters forsøg på at bringe deres revolution til Centraleuropa med Den Røde Hær.
Man kan dog sige at Jozef Pisudski selv havde udfordret skæbnen ved i 1919 at erobre store dele af Litauen og marchere mod Kijev for at genoprette det multinationale historiske Polen. Efter at have sejret i borgerkrigen vendte Den Røde Hær sig i 1920 mod Polen og stod i løbet af seks uger ved Warszawas forstæder. Alle regnede med, at russerne ville sejre, men mod alle odds – og en smule fransk hjælp – vandt Jozef Pisudski i sommeren 1920. Inden fredsslutningen lykkedes det ham at erobre store områder i øst, som fredskonferencen havde
tillagt Litauen og Ukraine, herunder hans egen hjemby, Vilnius (Wilno på polsk).
Denne polske stat havde en meget sammensat befolkning. To tredjedele var polsk-talende, mens den sidste tredjedel var ukrainere (15 procent), jøder (9 procent), hviderussere (5 procent) og tyskere (2 procent). Denne sammensætning afspejlede Jozef Pisudskis historiske nationsbegreb, der stammede fra den polsk-litauiske adel i storhedstiden i 1600- og 1700-tallet. Efter Pisudskis opfattelse var nationen et historisk skæbnefællesskab af indbyggere, som delte værdier og loyalitet, men ikke nødvendigvis etnicitet. Hans model for en ”multinational nation” var inspireret af den gamle polsk-litauiske rzeczpospolita. På engelsk oversættes ordet til ”commonwealth”, men navnet kommer af latin res publica. Dette forbillede blev kombineret med britiske og amerikanske idéer om nationalt fællesskab.
Jozef Pisudskis syn på nationen var helt i modstrid med Roman Dmowskis forestillinger, der byggede på det ”tyske” etniske princip om nationalitet. Der ligger en ironisk modsætning i, at Roman Dmowski, der politisk samarbejdede med Frankrig og Storbritannien mod Tyskland, hentede sin forestilling om nationen fra den tyske fjende, mens Jozef Pisudski, der samarbejdede med Tyskland, hentede sit begreb fra Storbritannien og Frankrig-USA. Men det understreger blot nationalismens krogede veje og afstanden mellem nationalitetsprincipper og realpolitik.
Ifølge Roman Dmowski var nationen et naturligt fænomen, et resultat af Guds inddeling af menneskeheden i adskilte etniske grupper, der hver besad eget sprog, territorium og historie. Denne raceteoretiske opfattelse havde han fået bestyrket af sit universitetsstudium i biologi, selvom han selv benægtede, at hans tænkning var hentet fra den tyske blut und boden-nationalismetænkning og overført til polske forhold.
Hvor Roman Dmowski opfattede det nationale fællesskab som eksklusivt uden plads til minoriteter som de jøder, han havde bekæmpet intenst før krigen i Warszawa, pralede Jozéf Pisudski af ikke at tilhøre den etniske polske nation, men at være en litauer af polsk kultur. Alligevel har Jozef Pisudski i dag en fremtrædende plads i det polske pantheon på kongeborgen Wawel i Kraków, hvor konger og præsidenter ligger begravet. Men grundlæggende har Roman Dmowskis forståelse af landet samt nationalsindet katolicisme spillet en større rolle for Polens udvikling.
Det genoprettede Polen forenede områder, som havde været under hver sit administrative system og derfor havde forskellig politisk kultur. I vest omkring Poznan herskede en preussisk tradition for effektiv og ukorrupt forvaltning. Galicien i syd (i dag delt mellem Polen og Ukraine) med en stor ukrainsk befolkning, der blev kaldt ruthenere, havde været under en ret tolerant omend ikke altid effektiv østrigsk forvaltning.
Centrum og øst omkring Warszawa havde været udsat for et brutalt og korrupt russisk styre, der på den anden side i perioder havde anerkendt en selvstændig polsk statsenhed i det russiske imperium, lidt på samme måde, som Finland i 1812 blev et storhertugdømme inden for det russiske imperium. Sporene fra disse tre forskellige politiske kulturer er stadig ikke helt forsvundet, end ikke efter de store folkeflytninger efter Anden Verdenskrig, hvor store tyske landområder i Østpreussen og Schlesien (Slask) til floderne Oder og Neisse blev indlemmet mod afståelse af vidtstrakte områder i øst til de sovjetiske republikker Hviderusland og Ukraine. Polske bønder fra disse afståede områder blev flyttet til de tømte områder i vest med det resultat, at gamle tyske byer som Danzig og Breslau i dag i vid udstrækning er beboede af efterkommere af indvandrere fra Ukraine og Hviderusland. Indbyggerne i vore dages Gdask og Wrocaw har dog fuldstændigt levet sig ind i de gamle tyske byers traditioner og bærer dem videre. Det ses ved, at den tyske forfatter fra Danzig Günter Grass på baggrund af romanen ”Bliktrommen” i dag markedsføres i det polske Gdask som inkarnationen af byens lokale identitet. Günter Grass har ligefrem fået tildelt æresborgerskab i byen på grund af dette værk, som ophæver modsætningen mellem tyske og polske danzigere. Et vidnesbyrd om styrken i denne nye identifikation er, at byens ledelse i august 2006 afviste at fratage Günter Grass æresbevisningen, efter at han i et erindringsværk havde indrømmet sit medlemskab af Waffen-SS som ganske ung.
Et andet tragisk spor af historien er jødernes tilintetgørelse i Østeuropa. Ganske vist kan man i Polen såvel som i andre af nabostaterne stadig møde antisemitisme, selvom der næsten ingen jøder er tilbage. Men i store træk må man med sorg konstatere, at nazismen har haft held med at udrydde den mangfoldige og rige jødiske kultur i Ukraine, Hviderusland, Polen, Litauen, Letland, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.
Det katolsk-konservative styre i Polen har siden valgsejren i 2015 til partiet Lov og Retfærdighed forsøgt at marginalisere sine modstandere.
Regeringen har for eksempel forsøgt at forhindre genvalget af den liberalkonservative Donald Tusk som formand for Det Europæiske Råd i marts 2017. Styret dyrker en enøjet forestilling om fortidens tapre polske folk, som trods alle naboernes anslag har været et og det samme hele historien igennem.
Nationen bestod ganske vist politisk set i det meste af sin eksistens kun af de adelige, der herskede over livegne bønder af såvel polsk, hviderussisk, litauisk og ukrainsk baggrund, mens befolkningerne i byerne ofte var tyske og jødiske. Denne adel udgjorde tæt på 10 procent af befolkningen og var af såvel polsk, litauisk og ukrainsk afstamning. Det betød blot mindre, da det fælles sprog i officielle sammenhænge var latin (ligesom i Ungarn). En adelig kunne samtidig være af gente Rutheni og tilhøre nationen Poloni. Oversat til moderne sprogbrug betegner dette udtryk en ukrainer, der som adelig var polsk i politisk forstand.
Denne inkluderende forståelse er ved at gå tabt i den politiserede erindring i den polske nationalstat, der fejrer 100-årsjubilæum i år.
Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.