De røde dominobrikker siger det hele. På første brik står der Polen, på den næste Ungarn, på den tredje Tjekkoslovakiet og så videre gennem den tidligere Østblok.
Brikkerne har stået opstillet i en kælder i en udstilling, "Roads to Freedom", i Østersøbyen Gdansk i Polen. Udstillingen er netop lukket, men om få år genopstår den i en langt større udgave i et nyt center til godt en halv milliard kroner på det gamle Lenin-skibsværfts grund.
Det var her, arbejdere samledes for godt 30 år siden i det dengang hidtil mest massive oprør mod et kommunistisk styre i Østeuropa.
De skabte den folkelige og uafhængige fagbevægelse Solidaritet, som på ganske få måneder fik 10 millioner medlemmer, og som igen fik den sovjetiske nabo til at rasle voldsomt med sabelen.
Hvad skete der i de måneder i 1980? Hvorfor blev "vejene til frihed" pludselig åbnet, i hvert fald for en stund?
Og var det virkelig Polen og Solidaritet, der banede vejen for Berlinmurens fald i 1989, som dominobrikkerne fortæller?
En af dem, der kender Polens nyere historie godt, er lektor Kristoffer Stala fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
Han var i sin tid selv engageret i Solidaritet, men forlod Polen efter at den militære undtagelsestilstand blev indført i 1981.
"Det var virkelig en overraskelse for alle, både for arbejdere og for intellektuelle, at strejken i Gdansk kom til at udvikle sig, som den gjorde" siger han.
Den direkte anledning var, at værftet havde fyret en medarbejder, Anna Walentynowicz, som var medlem af en komite for uafhængige fagforeninger. Baggrunden for utilfredsheden stak dog dybere.
Med inspiration fra et polsk studenteroprør i Warszawa i 1968 gik polske værftsarbejdere ved Østersøen allerede i 1970 i strejke i protest mod en række prisforhøjelser på mad og tøj.
De krævede prisstigningerne fjernet og krævede desuden ret til at oprette frie fagforeninger uden kommunistisk indblanding. En af de meget aktive demonstranter var dengang en elektriker ved navn Lech Walesa.
Denne første strejke blev slået ned med hård hånd, mange blev fængslet, og flere hundrede blev dræbt.
Uroen kostede partileder Wladyslaw Gomulka jobbet, og i hans sted indtrådte den mere vestligt orienterede Edward Gierek, der så det som sit første mål at skabe økonomisk vækst og fremgang i Polen.
Der blev lånt penge i Vesten med arme og ben, og til at begynde med gik det godt. Polakkerne fik del i materielle goder som biler, elektronik og læskedrikke produceret på licens fra vestlige virksomheder som Fiat, Grundig og Coca-Cola.
To oliekriser og de planøkonomiske absurditeter i Østblokkens svar på EU, Comecon, fik imidlertid korthuset til at ramle.
Priserne steg igen, og der blev mangel på næsten alt.
I det underjordiske frihedsmuseum i Gdansk blev den håbløse situation genkaldt med en købmandsforretning med tomme hylder. Kun ganske få brød og et par æg var til salg. De lange køer måtte museumsgæsten dog selv tænke sig til.
Det var en tidslomme, der kan være næsten ubegribelig at forstå, når man ser på de nye indkøbscentre med modetøj, som skyder op i disse år. En vækst, som også har materialiseret sig i en gigantisk containerterminal, som for nylig blev indviet lidt uden for byen, og som hver uge bringer tusindvis af containere med varer fra Kina til hele Polen og andre østeuropæiske lande.
Det var dog ikke kun længslen efter materiel velstand, der for 30 år siden tændte oprørsgløderne.
I 1978 fandt en afgørende begivenhed sted for forløbet af strejkerne to år senere.
Den polske kardinal Karol Jozef Wojtyla udnævntes til pave Johannes Paul II. Ifølge Kristoffer Stala skal man ikke undervurdere betydningen af det, når man vil forklare, hvorfor millioner af polakker turde melde sig ind i Solidaritet og gøre oprør mod styret.
"Vi var ikke så bange på det tidspunkt. Efter at paven blev udnævnt i 1978, samledes en halv million polakker for at hylde ham, da han var på besøg i Czestochowa. Der så vi for første gang, at man kunne samles i stort tal, og at intet hændte! Magthaverne var magtesløse," siger han.
For den dengang 20-årige Jerzy Borowczak, som sneg sig ind på Leninværftet med 12 plakater og 500 flyveblade i den tidlige morgenstund den 14. august 1980, var det ikke helt så indlysende, at magthaverne var magtesløse.
Han kunne ikke vide, om det ville ende med fængslinger, tortur og drab, eller om det ville lykkes at få de omkring 16.000 arbejdere til at nedlægge arbejdet.
Sammen med kolleger gik han rundt og fik flere og flere til at stoppe arbejdet, vel vidende at der sagtens kunne være stikkere imellem dem, der blev opfordret til at kæmpe for Anna Walentynowiczs job.
Men trods alt lykkedes det at samle en skare på omkring 1000 arbejdere, og mens værftets direktør forsøgte at overtale dem til at gå tilbage til maskinerne, dukkede Lech Walesa op.
Han var blevet fyret fire år tidligere for sit engagement i den frie fagbevægelse, men nu kom han til at stå i spidsen for strejken og de forhandlinger, der de følgende to uger blev ført med stadigt højere magtinstanser.
Lech Walesa var en stærkt troende katolik, og netop koblingen mellem arbejdskamp og katolicisme blev et særkende for fagbevægelsen Solidaritet, som opstod af Gdansk-strejken.
Kristoffer Stala, der har rødder i de intellektuelle dissidentkredse i Warszawa, forklarer, at de intellektuelle i begyndelsen havde visse reservationer over for at samarbejde med kirken.
De intellektuelle oprettede Arbejdernes Forsvarskomite, KOR, og en af de ledende systemkritikere, Adam Michnik, anså grundlæggende kirken for at være reaktionær. Alligevel skrev han i 1977 en bog med titlen "Kirken, venstre – dialog", hvori han argumenterer for, at arbejderne, nationalisterne og kirken kunne arbejde sammen mod systemet.
Samarbejdet mellem arbejdere, intellektuelle og gejstlige sikrede den brede folkelige opbakning. Derfor blev værftsarbejdernes syv lidt smalle krav hurtigt til 21 meget mere omfattende krav.
Det var både politiske og sociale krav, eksempelvis om tale- og trykkefrihed, forsamlingsfrihed, frie fagforeninger, strejkeret, lønforhøjelser, prisregulering af lønninger, lavere pensionsalder, tre års barselsorlov, børnepasningsmuligheder, lørdagsfrihed og kortere ventetider til lejligheder.
Det endte med, at arbejderne fik opfyldt det hele. Det var noget af et eksperiment i Østblokken, og verden holdt vejret for at se, hvordan Sovjet ville reagere. Formelt skete der ikke så meget, men man kørte 18 panserdivisioner i stilling langs den polske grænse. At de ikke fortsatte, har siden givet næring til flere udlægninger.
Stanislaw Kania, der efterfulgte Gierek som førstesekretær i Polen, har skrevet i sine erindringer, at han indtrængende appellerede til Sovjets leder, Leonid Brezjnev, om ikke at gå ind for ikke at sætte Europa i brand igen. Brezjnev skulle angiveligt have svaret: "Godt, så marcherer vi ikke ind."
I en amerikansk fortolkning var det udelukkende USA?s massive pres, der fik Sovjet til at opgive.
Endelig findes der i Solidaritetskredse en forklaring om, at general Wojciech Jaruzelski som forsvarsminister allerede i december lovede russerne, at polakkerne nok selv skulle sætte en stopper for "spøgeriet."
Det skriver den polske journalist Adam Krzeminski i bogen "Polen i det 20. århundrede – et historisk essay." Og spøgeriet blev stoppet, da Jaruzelski et år senere som førstesekretær indførte den militære krigsret.
De stærkeste billeder på Roads to Freedom-museet var faktisk videoklip af, hvordan demonstranter hårdhændet køres ned af militæret i 1981. Da var festen slut, og omkring en million polakker forlod efterfølgende landet, hvor der bredte sig ikke så lidt modløshed.
Og dominobrikkerne? I Polen er ingen i tvivl om, at de fortæller den rigtige historie. At værftsarbejdernes oprør banede vejen for resten af Østeuropas frihed 10 år senere. For samtidshistorikere er det knapt så entydigt. Nogle hæfter sig ved, at der skete meget andet i verdenshistorien, før muren faldt. Nogle peger på, at Ronald Reagans stjernekrigsprojekt og hårde kurs over for Sovjet knækkede kommunismen. Andre nævner, at kommunismen faldt, fordi den grundlæggende ikke kunne opfylde den kontrakt, den uofficielt havde indgået med befolkningerne i Østeuropa: At de mistede deres frihed, men til gengæld ville systemet sørge for deres materielle behov.
Hvilken teori man end hylder, fik Østeuropa sin frihed – og for Gdansk og resten af Polen blev det over en omvej kaldet krigsretstilstand.
