Prøv avisen

Præster fik hovedroller i revolution

I Vendée i Frankrig opstod borgerkrigslignende tilstande, og religionsforfølgelser mundede ud i, at præster og andre suspekte elementer blev sejlet ud på floder og druknet. Foto: The Granger Collection, New York.

Under Den Franske Revolution var det den katolske kirkes egne folk, der banede vejen for opgøret med kirken. Det endte i et blodbad, ingen havde forudset, og stoppede først, da Napoleon blev kejser

Et ordsprog har lært os, at man aldrig skal save den gren over, man selv sidder på. Men det princip var tydeligvis fremmed for Charles Maurice Talleyrand.

For selvom det kan lyde mærkeligt, var det kirkens egne folk, der førte an i livtaget med den katolske kirke under revolutionen i Frankrig. Dog uden at ane, hvor voldsomt det skulle blive.

Talleyrand var biskop i Autun i Østfrankrig, og han foreslog i 1789, at staten beslaglagde alle kirkens rigdomme. På det tidspunkt var Frankrig i knæ. Staten var tæt på bankerot efter opslidende krige, der havde malket statskassen og ikke mindst den franske befolkning for næring og tæring.

Det forslag, Talleyrand stillede i 1789, fratog ikke bare kirken jord og gods. Forslaget blev også begyndelsen på brutale forfølgelser af præster og kristne og en ny fransk kirke.

"Det var ret vildt, hvad der skete. Man kan ikke underkende Den Franske Revolutions betydning for den katolske kirke i Frankrig," fortæller Ulrik Langen, lektor i historie på Syddansk Universitet (SDU).

Talleyrand stillede forslaget, fordi han var "en snu overlever", som Ulrik Langen siger med henvisning til, at Talleyrand senere blev udenrigsminister under Napoleon. Men han turde også gøre det, fordi store dele af den katolske kirkes præster var tilhængere af reformer inden for kirken.

Faktisk sad cirka 300 præster med i stænderforsamlingen, der havde repræsentanter for adel, præster og borgere. Det var den forsamling, kongen havde indkaldt for at få lov at indkræve nye skatter. I stedet udråbte stænderforsamlingen sig til en nationalforsamling, som talte folkets sag. Og så var revolutionen en realitet.

"Præsterne gled ind i revolutionen, og nogle af dem var oplysningstænkende. De var dannede, kunne læse og skrive. De var grebet af oplysningens filosofi, der gik ud på at blive fri. De ville ikke afskaffe enhver form for religion, men sætte den frie og rationelle tænkning i centrum. Det fyldte meget mindre i protestantiske lande, hvor man havde haft opgøret i 1500-tallet med reformationerne. På den måde kan man sige, at det, der skete i Frankrig, var en forsinket reformation," fortæller professor i historie Uffe Østergård fra Copenhagen Business School (CBS).

Da revolutionen begyndte i Frankrig, stod kirken for uddannelse, sundhedsvæsen og fattighjælp, og mange præster troede på, at man kunne reformere kirken for dermed for alvor at fæstne sit engagement i befolkningen, fortæller Ulrik Langen:

"Det pudsige er, at mange af de nidkære revolutionære faktisk var præster. De opponerede blandt andet mod biskopperne. Man skulle være adelig for at blive biskop, og derfor var der mange karrierebiskopper, der var udnævnt af kongen. De kom aldrig ud af deres bispedømmer, men sad i deres store, fine palæer i Paris."

Alligevel var der blandt en del præster udbredt skepsis mod Talleyrands forslag om at inddrage alle kirkens besiddelser, der på det tidspunkt var op mod en tredjedel af hele rigets. De fleste præster var tilhængere af reformer inden for kirken, men havde ikke forestillet sig, hvor blodig revolutionen ville blive for kirken. Der blev argumenteret for, at kirken drev social forsorg for de fattige. Men lige lidt hjalp det. Kirkens besiddelser blev inddraget, og en ny kirkeforfatning, der ville lægge kirken ind under staten, blev foreslået. Derfor skulle præster ikke længere have løn af kirken, men af staten.

"Man havde haft en hersker af Guds nåde – den enevældige konge. Men nu var folket kilde til suveræniteten, og derfor kunne man ikke have, at kirken lå under for hverken himlen eller kongen," siger Uffe Østergård.

Forslaget til den nye kirkeforfatning vakte opsigt ud over landets grænser. Og i Rom sad pave Pius IV og trak forhandlingerne om forfatningen i langdrag.

"Han holdt lav profil. Han forsøgte at blande sig udenom. Og han blev betragtet som svag," som Uffe Østergård siger.

Hvad ingen på det tidspunkt vidste, var, at det skulle blive en pave, der sammen med Napoleon stoppede forfølgelserne af præster og forligede kirken med staten igen. Men alt det skete først langt senere.

Under forhandlingerne tabte Nationalforsamlingen tålmodigheden med paven og satte kirkeforfatningen i kraft i sommeren 1790. I den krævede man, at præster skulle aflægge troskabsed til forfatningen. Edsnægtende præster skulle erstattes med edssvorne, og de præster, der ikke frivilligt ville aflægge ed, skulle tvinges til det. Mange nægtede alligevel.

"Det skabte et enormt skisma i befolkningen. Man skulle pludselig vælge mellem kirken og revolutionen. Især på landet var det problematisk, fordi de edsnægtende præster havde solid forankring i befolkningen, der ikke nødvendigvis så en modsætning mellem kristendom og revolutionens idéer," siger Ulrik Langen.

Edsnægtende præster skulle deporteres til kolonierne, og en lynchstemning ramte dele af landet – ført an af politikerne i Paris. Joseph Fouché, der var uddannet teolog, blev politiminister og rejste rundt i landet for systematisk at afkristne befolkningen. Og konsekvenserne var alvorlige. Store dele af det vestlige Frankrig gjorde oprør mod republikken.

I en af de store franske floder blev præster sejlet ud, bagbundne, mens folkemasserne kunne se dem blive skubbet i vandet og drukne.

"Det var massemyrderi i stor stil. Der var tale om udryddelser med stor brutalitet. Landsbyer blev brændt af, hvor man henrettede alle. Nogle kalder det et forsøg på folkedrab," fortæller Uffe Østergård.

Fouché var udsendt som repræsentant for konventet, der svarede til det franske parlament, og han var brutal, fortæller Ulrik Langen:

"Man tvangsgiftede præster med nonner, bagbandt dem og førte dem på æsel gennem byen. Bare det, at man var præst, gjorde en mistænkelig på det tidspunkt, hvor stemningen var mest desperat. Præsterne blev symbolet på alt, der var mod revolutionen."

Samtidig forsøgte staten at udslette al kristen symbolik. Den kristne kalender blev droppet, og til gengæld talte man år ét fra republikkens begyndelse. Gadenavne, der indeholdt et "sankt" blev omdøbt, og på den måde blev kirkens symboler fjernet og erstattet med revolutionære symboler. Kirker blev plyndret, og en stor del af de franske præster flygtede.

Mere end en tredjedel af de 200.000 mennesker, der flygtede under revolutionen, var præster. Andre levede i skjul. Enkelte kunne godt have en tilværelse uden at blive opdaget.

Den massive forfølgelse fik dele af landet til at protestere. I så høj grad, at der udviklede sig en decideret borgerkrig i provinsen. Især i det vestlige Frankrig protesterede befolkningen i så voldsom grad over revolutionen, at store styrker blev sendt ind for brutalt at nedkæmpe de vrangvillige.

"Oprørerne sagde: Giv os vores præster tilbage. Deres almindelige liv og kultur var revet op med rode. De var trætte af at sende deres sønner i krig og trætte af, at Paris dikterede alt. Men oprørerne i provinsen var meget lokalt forankrede og derfor også meget forskellige," fortæller Ulrik Langen.

Ingen formåede dog at bremse det voldsomme opgør med kirken. Ikke før mange år senere, hvor magten var overtaget af Napoleon Bonaparte, der på sin særegne måde blev den, der forligede kirken med staten igen. Det skete, da Napoleon erobrede Italien og Rom og tog pave Pius VII til fange, fortæller Uffe Østergård.

"For at få folket med sig måtte Napoleon erkende religionen og kirkens betydning. Senere sagde han angiveligt: ?Jeg sejrede i Egypten ved at blive muslim, og jeg sejrede i Italien ved at blive katolik. Hvis jeg skulle, kunne jeg også blive jøde?," siger Uffe Østergård.

Sammen indgik Napoleon og paven i 1804 et konkordat, som er en politisk aftale. Det var en erkendelse af, at Napoleon måtte stifte fred med kirken. På den måde blev kirken genetableret i Frankrig.

"Det var et scoop for Napoleon at gøre det. Måske et af de mest betydelige bidrag til at sikre sin egen magt," siger Ulrik Langen.

Da Napoleon blev kronet til kejser i maj 1804, foregik det derfor i Nôtre Dame i Paris med pavens deltagelse, fortæller Ulrik Langen:

"Men paven stod ikke som central figur. I overleveringerne kan man se, at det var Napoleon, der styrede begivenhederne."

historie@k.dk