De dystreste kapitler i det vesttyske studenteroprør står mejslet ind i de fleste tyskeres hukommelse: Det umotiverede politidrab på den fredelige demonstrant Benno Ohnesorg, som blev skudt på klos hold under protester mod den iranske shahs besøg i Vestberlin. En ung antikommunists attentat på studenterlederen Rudi Dutschke, som var blevet stemplet som samfundsfjende af den konservative Springer-presse. Og radikaliseringen af studenteroprøret, som i sidste ende førte til terrorgruppen Rote Armee Fraktions bølge af mord og kidnapninger, der rystede forbundsrepublikken i sin grundvold.
Hvad man imidlertid sjældent hører om er, at det tyske studenteroprør også talte kristne, som trods deres beskedne antal blandt andet satte et betydeligt pacifistisk præg på bevægelsens holdning til vold. Det mener den 71-årige Nikolaus Schneider, præst og tidligere formand for Tysklands største sammenslutning af protestantiske kirker, EKD, som selv var stærkt engageret i studenterbevægelsen i årene omkring 1968.
”I hele studenterbevægelsen betragtede man os teologer som eksotiske. Den marxistiske fløj lo ofte ad os, og vi blev ligefrem betragtet som forstyrrede, fordi vi stillede kritiske spørgsmål til hele den revolutionære patos, hvilket overhovedet ikke var velkommen,” siger han.
”Men vi forsøgte at være ’jordens salt’, som Jesus siger i Bjergprædikenen. Og jeg tror ikke, man kan overvurdere det fredelige præg, kristne formåede at sætte på bevægelsen,” siger Nikolaus Schneider, efter vi har taget plads ved et cafébord foran Amerika-huset i Vestberlin præcis på det sted, hvor studenteroprøret begyndte.
Amerika-huset blev bygget af amerikanerne efter Anden Verdenskrig og skulle lære tyskerne om amerikansk politik og kultur, men fik en utilsigtet symbolsk betydning, da tyske studerende begyndte at demonstrere mod Vietnamkrigen foran bygningen. Til stor forlegenhed for den tyske regering, der stod i taknemlighedsgæld til supermagten, der havde befriet Europa.
Det tyske studenteroprør viste sig imidlertid hurtigt at adskille sig på et centralt punkt fra oprørene i andre lande. For ud over modstanden mod Vietnamkrigen og kravet om medindflydelse på universiteterne harcelerede de tyske studerende mod forældregenerationens fortielse af nazitiden. Vesttysklands første forbundskansler, den konservative og antinazistiske Konrad Adenauer, rehabiliterede nazistiske embedsmænd – hans statssekretær Hans Globke havde medvirket til at skabe selve retsgrundlaget for jødeforfølgelserne – og førte en forsonlig linje over for det flertal, der havde støttet nazisterne, for dermed at vinde dem for den nye demokratiske statsform. Men de studerende krævede svar: Hvorfor talte ingen om tyskernes forbrydelser?
”Vi blev bevidst om, hvor meget kontinuitet der var fra nazitiden. Det var alarmerende, at topnazister kunne fortsætte deres karriere i forbundsrepublikken. Gamle nazister i militæret og efterretningstjenesten arbejdede hæmningsløst sammen for at dække over gamle kammerater. Det gjorde os rasende, og det fik os på gaden,” siger han.
Konfrontationen mødte modstand, men blev alligevel begyndelsen på en ærlig bearbejdelse af nazitidens forbrydelser. Gamle nazistiske funktionærer måtte gå af, jødisk ejendom, som var blevet beslaglagt af nazisterne og solgt for en slik til såkaldte ariere, blev langt om længe givet tilbage, og toppolitikeren Hans Filbinger forsøgte uden held at retfærdiggøre sit virke som nazistisk flådedommer under krigen med parolen, ”hvad der var rigtigt dengang, kan ikke være forkert i dag”, og måtte også træde tilbage.
”Tiden markerede et gennembrud i forhold til at acceptere nazitiden som en tid præget af skyld og svigt fra den borgerlige elites side,” siger Nikolaus Schneider, som i årtier har været medlem af det socialdemokratiske SPD.
De fleste studerende betragtede med rette kirken som del af Adenauer-Tysklands borgerlige etablissement og ventede sig derfor ikke noget godt af den. Men der var kirkelige fyrtårne, som kom til at spille en afgørende fredsstiftende rolle. For eksempel den protestantiske biskop over Berlin-Brandenburg Kurt Scharf, som var pacifist og aktiv i studenterbevægelsen og nød stor anseelse blandt de studerende. Og teologiprofessor Helmut Gollwitzer, som selv de mest kritiske studerende havde tillid til, og som var en ven af studenterlederen Rudi Dutschke, der selv havde baggrund i det protestantiske ungdomsarbejde i DDR.
”Havde det ikke været for dem, havde der uden tvivl været langt mere vold,” siger Nikolaus Schneider.
”Mange i bevægelsen skelnede også mellem Bibelens profeter og Jesus af Nazaret på den ene side og kirken på den anden side, og de samfunds- og magtkritiske elementer i det bibelske budskab blev fremhævet,” siger Nikolaus Schneider, som selv blev involveret i studenterbevægelsen, da han studerede teologi på Den Kirkelige Højskole i Wuppertal.
Som formand for studenterrådet organiserede han demonstrationer, skrev og trykte foldere og varetog kontakten til rektor og professorerne. Når demonstrationerne i Wuppertal ikke eskalerede i bilbrande og voldelige sammenstød med politiet som i Berlin, skyldes det, at den kristelige del af bevægelsen formåede at overbevise flertallet om, at brugen af vold var omsonst, mener han.
”Vi stredes lidenskabeligt om de realistiske veje til fred, og det blev hurtigt et tema, om det er tilladt at anvende vold som middel til at opnå fred,” siger Nikolaus Schneider og tilføjer, at politidrabet på Benno Ohnesorg i 1967, som fandt sted mindre end to kilometer fra Amerika-huset i Berlin, var et afgørende øjeblik.
”Vi var chokerede og havde ikke forestillet os, at denne form for statslig vold mod borgere stadig kunne finde sted i Tyskland. Jeg orienterede mig personligt mod de magtkritiske tekster i Bibelen, men berettigede mit engagement i Jesu budskab om ikke-vold. Vi skulle demonstrere, ja, men ikke kaste med sten eller sætte biler i brand. Det stod også hurtigt klart for mig, at en skelnen mellem vold mod ting og vold mod mennesker, som mange argumenterede for, simpelthen ikke kunne opretholdes. Hærværk blev, som vi så, en vej til terrorisme,” siger han og nævner, at de teologistuderende i Wuppertal talte bevægelsen fra at bruge vold mod politiet forud for en stor demonstration mod den vesttyske regerings nødlove, som indskrænkede borgerrettigheder.
Ligesom det øvrige samfund var den protestantiske kirke i 1960’erne præget af ånden fra Adenauer, og præster, som havde støttet naziregimet, kunne fortsætte deres virke efter krigen. Der var undtagelser såsom medgrundlægger af den antinazistiske Bekendelseskirken Martin Niemöller, der var blandt initiativtagerne til en erklæring i oktober 1945, som anerkendte, at kirken havde gjort for lidt for at modstå Hitler. Men erklæringen blev i store dele af samfundet betragtet som forræderi, fortæller Nikolaus Schneider.
Rote Armee Fraktions mord og kidnapninger i årtiet efter 1968 diskrediterede studenterbevægelsen, men samlet set var oprøret nødvendigt, og man kan stadig spore de gode resultater, mener Nikolaus Schneider: medbestemmelse på universiteterne, den tyske erindringskultur i forhold til nazismen, en kritisk offentlighed, et stærkt civilsamfund og et bredere politisk spektrum, herunder fremkomsten af miljøpartiet De Grønne, et af de seneste årtiers største tyske politiske succeser. Men de negative konsekvenser kan også stadig spores.
”Foragten for kompromiser fremmede en uforsonlighed og tilslørede vores blik for, at kompromiser er et væsentligt element i demokratiet,” siger han.
”Jeg inddelte verden i godt og ondt og erkendte ikke, at virkeligheden ofte består af gråzoner. Denne selvforherligelse og dette hovmod prægede mange af mine prædikener dengang. Jeg troede, at hvis vi blot opnåede social retfærdighed, ville det onde i mennesket forsvinde. Det var naivt,” siger han.