Med sine en meter og 69 centimeter har han stået lidt over middel og skuet ud over højdedraget her, hvor landsbyen Sønder Tranders ligger i dag.
Hans træk har været regelmæssige. Der er hverken underbid eller fremspringende pande her. Og ulig Grauballemanden, som er fra cirka samme periode, har ingen slået tænder ud på ham.
I dag, 2400 år efter at han udåndede, er de stadig hvide og pæne. Til gengæld gjorde de ondt. Hvert eneste lille hul og hver tandbyld har fået lov at udvikle sig. Grød med honning er bare uhensigtsmæssig spise, når man ikke har nogen tandbørste.
På papiret hedder han nummer 720, men på udgravningen kaldes han Preben, fordi museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lars Egholm Nielsen, lytter til ”Mads og Monopolet”.
I den populære radioudsendelse bruges navnet til at anonymisere den gerne uheldig mand, som er med i det dilemma, panelet debatterer.
Og fortids-Preben var netop uheldig. Seks-syv måneder før han udåndede, knuste nogen hans venstre underarm, og selvom en kyndig person mod alle odds har fået den brækkede knogle til at flugte fuldstændig, er bruddet aldrig helet.
En røntgenlæge, der har set på skaden, udelukker, at den stammer fra et fald. Derfor ved vi også, at nogen har villet Preben det ondt – eller at en hest har slået sig i tøjret og revet ham med sig. Samtidig, eller lidt senere, er han tilført et slag i baghovedet.
En mor kommer ind i den blå skurvogn, der er sat op ved udgravningen. Her er skelettet udstillet, og hun peger hans skader ud for sin søn: End ikke flere tusinde år i kridtjorden kan skjule bulen i kraniet og den brækkede radius-knogle (der er den på tommelfingersiden).
Hver dag er nysgerrige lokale eller hele skoleklasser forbi for at møde manden fra fortiden.
”Men det var ikke de voldsomme hændelser, der tog livet af ham. Det var snarere en betændelse fra bruddet eller fra en af hans tandbylder, der er gået over i blodforgiftning”, siger Lars Egholm Nielsen, som glæder sig til at høre, hvad forskerne på Panum siger til det hele, når skelettet til efteråret skal analyseres i København.
Man kan godt sige, at Preben er en cold case – en uopklaret forbrydelse, som tages op igen.
Og hvor kommer sådan en tørvetriller så fra?
”Jeg tror, han er jyde,” siger Lars Egholm Nielsen og ender straks i en godmodig faglig debat med Susanne Østergaard, middelalder- arkæolog og osteolog (læren om knoglernes bygning) ved Aarhus Universitet, som netop kommer forbi for at spørge om noget.
Hun mener, at Preben kan være rejst hertil med en anden begravelseskultur, og at man i døden har respekteret hans usædvanlige ønske om jordefærd.
Ud over at have været et menneske af kød og blod, er Preben nemlig også en sensation. For i før-romersk jern-alder, hvor han hørte hjemme, hed skikken konsekvent urnebegravelse. Vel kunne man også finde på at hælde de resterende knogledele i jorden uden urne i det, der hedder en brandgrube. Men hverken det ene eller det andet er altså sket for Preben, som er placeret nænsomt på siden i en jordfæstet grav.
Da han blev fundet her i sommer, lå han fuldstændig sådan, som mange af os sover, afslappet på siden og lukket om sig selv.
”Nogen havde draget stor omsorg for ham, og med sig havde han en tøjbylt med et fint klædespænde,” siger Lars Egholm Nielsen, mens flyvesandet stikker os på anklerne på vej ud over udgravningen til selve stedet.
Næsten derude hopper en hare op af graven, så det gibber i arkæologen. Dyret har hygget sig dernede i læ for vinden. Der ser egentlig også rart ud. Tørt, hvidt, fredeligt og urgammelt.
Vi er på en boplads, hvor gårdene er opført igen og igen på samme sted, ofte af den samme familie (jernalderhuse holdt i cirka 30 år). Så Prebens krop kan være blevet brugt som markering af, at her bor hans slægt, og her skal ingen andre bygge. Som en advarsel fra en betydningsfuld mand om at lade hans efterkommere i fred.
Museumsinspektøren ryster på hovedet, Han ved, det er gætterier, men det er så spændende, at alle muligheder må vendes og drejes. Og slægten betød meget i en kultur, som tilbad frugtbarhed – i afgrøder og afkom.
”Han har jo ligget og været uarbejdsdygtig et stykke tid. Men har haft en position, der har gjort, at man har taget vare på ham, selvom han har været en ekstra mund at mætte den sidste tid. En skadet træl havde man skåret halsen over på og smidt på møddingen,” siger Lars Egholm Nielsen.
Udgravningen foretages af Nordjyllands Historiske Museum, men Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet, Moesgaard, havde nogle af deres førsteårsstuderende med. Og det var to af dem, der fandt ham.
De havde fået et udgravningsfelt, hvor de ikke kunne ødelægge for meget, og hvor der var ”noget forholdsvis simpelt” at øve sig på.
Men så fik de en lillefinger på skovlen, og man gik hurtigt ned i redskab fra skovl til ske og fra ske til pensel, så Preben, bortset fra fingeren, kom uskadt fri af graven.
”Jeg havde for sjov tænkt på, hvad der ville ske, hvis jeg fandt et skelet, men havde aldrig troet, det var muligt på min første udgravning. Nu er det måske det største fund, jeg nogensinde kommer til at gøre,” siger arkæologistuderende Joshua Stenbæk, der er ”utrolig glad og stolt”, og som fandt graven sammen med studiekammeraten Kasper Buchholz Nielsen.
Og det kan være, den kommende arkæolog får ret. For selv med sine mange år i branchen, har Lars Egholm Nielsen aldrig fundet et skelet fra denne periode før.
Men dermed var det ikke slut med overraskelserne i Sønder Tranders.
”Preben er unik. Men ikke mere, end at vi et par uger efter gravede en til ud! Ovre hvor de nye supersygehus skal ligge, lå en boplads næsten mage til denne, og der fandt vi et skelet fra nogenlunde samme periode. Det er uhyre sjældent.”
Et tredje, der godt nok er 800 år yngre end de andre fra området, er ikke så unikt, men har en god historie med sig. Et benbrud, han fik som dreng, voksede skævt sammen, og gjorde det ene ben syv centimeter kortere end det andet. I graven var han lagt, så han med sin ene hånd holdt præcis om bruddet. Måske som de efterladtes erkendelse af de mén, han har måttet døje med.
”Det har givet noget af en søgang, og hans ryghvirvler er slidt skæve. Han har altid holdt sig på det ben, og så har man lagt ham sådan i døden også. Igen tyder det på stor omsorg, og det gør historien meget nærværende,” siger Lars Egholm Nielsen.
Dyreknogler, stensætninger og potteskår lader man ligge i jorden i det omfang, fundene ligner nogle, man allerede har gjort. Men knogler efter mennesker tager man altid med.
”Det er med dem, man kommer tæt på fortidsmennesket – det direkte link til os selv,” siger Lars Egholm Nielsen.
Når undersøgelserne i København er færdige, vender Preben enten tilbage til Nordjylland og udstilles lokalt i Aalborg eller finder hvile igen i en papkasse på Panum.
Håbet er blandt andet at afdække, hvad der har fået vores forfædre til at afvige fra reglen om, at i døden var alle lige, og alle blev brændt.
For nogle få gjaldt der tydeligvis andre regler. En af dem var Preben.