Ruslands rolle i Europa har ændret sig markant i tidens løb. Det samme gælder de lande, den russiske præsident Vladimir Putin tilsyneladende mener er en naturlig del af Rusland: Ukraine, Belarus og de tre baltiske lande.
Det første samlede rige i det nuværende Ukraine havde ikke meget med det nuværende Rusland endsige med de slaviske folkeslag i området at gøre. Det var det såkaldte Rus-rige, som blev grundlagt af svenske vikingehøvdinger i løbet af 800-tallet, og som i begyndelsen havde centrum i Novgorod-området, men fra omkring 900 havde Kyiv som hovedstad. Dette rige havde stor politisk, kulturel og økonomisk betydning i den østlige del af Europa. Ikke mindst på grund af de politiske og handelsmæssige forbindelser med datidens andet store rige i Østeuropa: Det Byzantinske Rige.
I løbet af 900-tallet forandrede Kyiv-riget (som det nu blev kaldt) sig. Det blev mere og mere præget af slavisk sprog og kultur og i tilsvarende stadig mindre grad af skandinavisk. I løbet af de efterfølgende århundreder opstod også en række mindre riger i det nuværende europæiske Rusland og Ukraine.
Alt i denne del af Europa blev imidlertid forandret med den såkaldte Mongolstorm i årene cirka 1237-1240. Her gik stort set alle de gamle riger i området til grunde i forbindelse med, at store hære af mongoler fra de centralasiatiske stepper hærgede og invaderede hele Østeuropa (ligesom de havde underlagt sig store dele af Asien). Mongolstormen skabte en helt ny situation, som man aldrig før havde set i Europa. Mongolerne havde nemlig en generel overordnet strategi om at slå flest mulige af de oprindelige indbyggere ihjel i de områder, de erobrede, og foretog således omfattende systematiske etniske udrensninger.
Men det var faktisk ud af Mongolerriget, at det nuværende Rusland voksede. Mongolerne skulle nemlig have nogen til at hjælpe sig med at administrere og opkræve skat i de områder, de havde erobret, og her benyttede de sig af nogle af lederne fra de tidligere selvstændige stater og byer, som nu var blevet en del af Mongolerriget. På denne konto kom de ledende personer i den lille mongolske lydstat, fyrstendømmet Moskva, til at spille en afgørende rolle som nogle af dem, der skulle bistå mongolerne. I kraft af denne position blev Moskva-fyrstendømmet selv så rigt og magtfuldt, at det til sidst kunne stille sig i spidsen for en oprørskamp mod mongolerne, da Mongolerriget af forskellige andre årsager i forvejen var begyndt at vakle. Moskva frigjorde sig således i løbet af sidste del af 1300-tallet og 1400-tallet fra mongolernes overherredømme og skabte den selvstændige stat Storfyrstendømmet Moskva. Det er denne stat, der er udgangspunktet for det Rusland, som Vladimir Putin i dag står i spidsen for.
Rusland opruster
I de første par århundreder efter frigørelsen fra mongolerne var Rusland primært en europæisk stat – uden større besiddelser i Asien. Der fandt i løbet af 1500-tallet en vis militær ekspansion sted mod vest i Europa, hvor man blandt andet kæmpede med Polen-Litauen (som på dette tidspunkt udgjorde én stor, samlet stat) om nogle af de områder, som inden Mongolstormen havde tilhørt Kyiv-riget. Men den store russiske ekspansion mod øst, hvor Sibirien blev erobret, og hvor Rusland dermed blev verdens største stat, som også indbefattede store landområder i Asien, fandt først sted i løbet af 1600-tallet.
Samtidig fortsatte også (men i mindre omfang) ekspansionen mod vest. Det skete blandt andet, da kosakker i midten af 1600-tallet gjorde oprør imod den polske regering, som de var underlagt, og løsrev et stort stykke land fra Polen. Kosakkernes ledere udråbte området som en selvstændig stat, men aflagde derefter hurtigt lens-ed til den russiske zar (og blev altså dermed reelt underlagt Rusland, dog med et vist selvstyre). Mens det meste af det nuværende Ukraine således fra Mongolerrigets sammenbrud og indtil midten af 1600-tallet havde hørt under Polen (indtil 1569 kaldet Polen-Litauen), kom en større del af området således nu ind under Rusland.
Det i forvejen ret begrænsede selvstyre for den del af det nuværende Ukraine, som var blevet et len under den russiske zar, blev kraftigt reduceret efter Slaget ved Poltava i 1709 under Store Nordiske Krig, hvor Rusland vandt en stor sejr over den svenske konge Karl 12. og derfor derefter havde kræfter til at stramme grebet om alle sine besiddelser.
Da Polen i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med forskellige krige (i tre omgange) blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig, så landet til sidst i 1795 helt forsvandt fra landkortet, betød det, at dele af det nuværende Ukraine kom under det habsburgske imperium, mens andre dele blev føjet til dem, der allerede hørte under Rusland.
I løbet af 1700- og 1800-tallet klarede Rusland sig godt i en række krige i Europa. Selv om der også indimellem var betydelige nederlag - for eksempel i Krimkrigen 1853-1856 - var det først i forbindelse med det store russiske nederlag i forbindelse med Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution, som fandt sted i forbindelse hermed (i 1917), at der blev basis for, at en selvstændig ukrainsk stat kunne opstå. Dette skete nu for første gang siden Kyiv-rigets tid (hvis man ikke regner 1600- og 1700-tallets Kosak-stat, som langt hen ad vejen reelt var en russisk lydstat, med).
Fra 1918 til 1920 var Ukraine således en selvstændig stat. Landet blev dog hurtigt erobret af Rusland og kom derefter til at indgå som en sovjetrepublik i Sovjetunionen. Først med Sovjetunionens sammenbrud ved udgangen af 1991 blev der mulighed for, at Ukraine atter kunne blive et selvstændigt land (fra den 1. januar 1992).
1700-tallet bliver Ruslands udgangspunkt
I den nuværende situation er det ikke overraskende, at Ruslands præsident Vladimir Putin, når han inddrager historien i sin argumentation for sine handlinger, vælger netop årene omkring afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721 som det tidspunkt, han refererer tilbage til. Det var nemlig som nævnt fra og med 1709 (i forbindelse med den russiske sejr i Slaget ved Poltava), at en stor del af det nuværende Ukraine var underlagt Rusland direkte (uden nogen reel form for selvstyre). Hvorimod store dele af det nuværende Ukraine i de foregående århundreder havde hørt under Polen(-Litauen).
Samtidig var det også i forbindelse med afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, at både det nuværende Estland og en stor del af det nuværende Letland blev endeligt overgivet fra Sverige til Rusland. Efter disse områder i de foregående mange århundreder havde hørt under forskellige skiftende statsdannelser. Både det nuværende Belarus og Litauen kom i øvrigt ind under Rusland i forbindelse med Polens delinger i slutningen af 1700-tallet. Efter at også disse områder havde været under skiftende herredømme gennem flere århundreder.
Så alt i alt har Vladimir Putin en stor interesse i at fokusere på netop 1700-tallet som historiens "startpunkt". Hvilket han da også i høj grad benytter sig af.
Lars Hovbakke Sørensen, ph.d. og lektor på Professionshøjskolen Absalon. Blandt andet forfatter til bogen "Europas historie. Fra oldtiden til i dag".