I adventstiden er han »hovedskikkelsen«. Og på alle tidspunkter af året »en meget moderne skikkelse«. Biskoppen over Aalborg Stift, Søren Lodberg Hvas, taler om Johannes Døberen, hvis vidnesbyrd er teksten til i morgen, fjerde søndag i advent.
»Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!« Hvas citerer fra teksten og siger:
- Det, det gør indtryk på mig, når jeg ser ind i evangeliernes billede af Johannes Døberen, er hans konsekvente pegen hen på ham, der skal komme, Kristus. På den måde holder Johannes Døberen prædikanter fast på, hvad de skal, nemlig at pege hen på Kristus, der kommer til os gennem sit ord. Johannes bliver spurgt, hvem han er, og det går igennem de svar, han giver, at »jeg er ikke«. En prædikant er netop heller ikke noget i sig selv, men en røst, der råber. Som prædikant skal man ikke fortvivlet lede efter, hvad man kalder aktuelle emner, men holde sig til hovedsagen, som er at afmale Kristus, således at mennesker kaldes til tro på ham.
Søren Lodberg Hvas minder om den side af Johannes' virke, som er angivet med hans tilnavn:
- Vi har jo fortællingen om Jesus, der kommer til Johannes ved Jordanfloden og bliver døbt af ham. Dette understreger betydningen af Jesu menneskelighed: Så helt og fuldt blev han menneske, at han gennem Johannes-dåben solidariserer sig med os.
- En lige linje går fra Jesu dåb i Jordan til vor dåb. Det er ingen tilfældighed, at gudstjenesten fjerde søndag i advent indledes med den gamle dåbskollekt fra reformationstiden, hvor vi takker, »fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb«. Når den kollekt, der er afslutningskollekten i forbindelse med selve dåbshandlingen, er indledningskollekten til fjerde søndag i advent, understreges sammenhængen mellem Johannes Døberens gerning, Jesu dåb og vor dåb, siger Søren Lodberg Hvas.
Råbet i ørkenen. Med udgangspunkt i dette fortsætter Søren Lodberg Hvas:
- Ørkenen er først og fremmest et billedord. Noget med forladthed, tomhed og øde. Ørkenen er det farlige sted, hvor livet er truet. Jesus opholder sig som bekendt i ørkenen, da han efter sin dåb fristes af djævelen. Den anfægtelse og fristelse, der vil så tvivl om Guds virkelighed og godhed, om at Jesus er Kristus, kommer fra mørkemagten, som er Guds modmagt. Den fristelse møder os i tilværelsens ørkenområder.
- Vi kender alle til anfægtelse og udsathed. Og vi er bevidste om vort livs skrøbelighed - hvis vi da ellers har en realistisk erkendelse af vore vilkår. Her overfor rummer evangeliet en så ubegribelig glæde. Uden evangeliet om Kristi nærvær blandt os, ville vi være overladt til os selv. Mister tilværelsen sin dybe sammenhæng, sit mål og sin retning, er vi som vejløse flygtninge.
- At råbe i ørkenen, siger Søren Lodberg Hvas, betyder for mig - også - at råbe efter og til Gud og forsøge et finde en vej til livet, til Kristus. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på de andre tekster, som vi møder fjerde søndag i advent. Det er så at sige tekster, der kalder os ud af ørkenen. Blandt andet de vidunderlige vers fra Paulus' brev til Filipperne. De vers, der begynder: »Glæd jer altid i Herren! Jeg siger igen: Glæd jer!«
»Jævn Herrens vej!« Et eksempel på en sådan Johannes Døberen-gerning er »En folkebog om troen«, som Søren Lodberg Hvas og en af stiftets præster, Kaj Mogensen, udgav i 1999. Det er en smukt tilrettelagt lille bog, der i en koncentreret, enkel form fremstiller det grundlæggende i den kristne tro. »Vores tilgang er det moderne menneske med dets tvivl og usikkerhed«, sagde Søren Lodberg Hvas ved bogens udgivelse.
Nu supplerer han udsagnet i relation til søndagens tekst: - En forkyndelse, der ikke tager menneskers tvivl, usikkerhed og spørgen alvorligt, har ganske enkelt ikke noget at sige. En forkyndelse, som ikke svarer på tvivlens spørgsmål, når ikke nutidsmenensker. Netop i den sammenæng er Johannes Døberen en meget moderne skikkelse.
- Da han i teksten til tredje søndag i advent hører om Kristi gerninger, fyldes han ikke af sejrsbevidsthed og trosvished. Tværtimod overfaldes han af den dybeste anfængtelse og spørger: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«. Sidste del af Jesu svar til Johannes, og i det hele taget til det tvivlende og anfægtede menneske, er, at evangeliet forkyndes just for de fattige. Det vil sige for dem, der ikke har noget i sig selv at holde sig til, men som må spørge efter den mening, den tro og det håb, som kan holde mig fast.
Hvorfor »jævne vejen« med en folkebog?
Søren Lodberg Hvas: - Vi skal bruge alle midler til at formidle evangeliet. Også i vor elektroniske tidsalder er bogen et godt middel, fordi med den følger en ro og fordybelse, som det hastige billedmedie ikke giver.
- Årtusindskiftet havde i sig selv en bevidsthedspåvirkende kraft. Det oplevedes, er jeg overbevist om, af mange mennesker som en skelsættende begivenhed og dermed også som et tidsskifte, der i høj grad måtte kalde på vor besindelse, både i forhold til den historiske, åndelige arv, som vi bærer med os, og til den fremtid vi er på vej ind i. Det var i dette skæringspunkt, Kaj Mogensen og jeg ville komme med et kort og klart indlæg om, hvad kristendom er.
Menighedsråd i Aalborg Stift kunne købe bogen for 10 kroner pr. stk med henblik på husstandsomdeling. At dømme efter tallene blev der jævnet en vej: Cirka 210.000 eksemplarer af bogen uddeltes. Og siden er der blevet solgt knap 40.000 eksemplarer uden for stiftet. Bogen lever stadig. Den bruges for eksempel ved studiekredse og som gavehilsner til dåbsforældre og brudepar.
At jævne vejen: De to forfattere udtrykker i folkebogen håb om, at den med sin besindelse på vor kristne arv »kan medvirke til at bane vej for en åndelig fornyelse«.
- En åndelig fornyelse, kommenterer Søren Lodberg Hvas, er ikke noget, man kan beslutte at sætte i værk. Det er, hvad vi må bede om og arbejde for. Gennem forkyndelse, undervisning og samtale må vi gøre evangeliet gældende og og stole på, at det i sig selv bærer den sandhedskraft, som baner vejen for det.
- Det er ikke os, der bringer Kristus nær, men Kristus der kommer til os, når vi kalder på ham. Det er denne dybe vished, der bærer den kristne forkyndelse.
- Den største udfordring til kirken i dag er at råde bod på videns- og fortrolighedstabet i forhold til kristendom og kirke. Samtidig gør en religiøs spørgen sig gældende. Den retter sig ikke alene mod kristentroen, men »vandrer« også rundt i det store religiøse landskab. Da jeg begyndte som præst i 1970, blæste der betydeligt køligere vinde mod kirke og kristendom end i dag. Det er vigtigt, at vi kender vor besøgelsestid, siger Søren Lodberg Hvas.
Blå bog
Søren Lodberg Hvas, 62 år. Født i Thyborøn, student fra Vestjysk Gymnasium 1959 og cand.theol. fra Københavns Universitet 1967. Kandidatstipendiat ved Danmarks Lærerhøjskole, Institut for Kristendomskundskab 1967-70.
Sognepræst for Nordby Menighed på Fanø 1970-80. Licentiat i pædagogik 1972. Sognepræst i Haderslev, provst for Haderselv Provsti og domprovst over Haderslev stift 1980-91. Derefter biskop over Aalborg Stift. Lodberg Hvas har i årenes løb beklædt en lang række tillidsposter, i dag er han blandt andet præsident for Dansk Kirke i Udlandet. Ud over at være medforfatter til »En folkebog om troen« samt til »K-serien, materiale til konfirmationsforberedelsen« (1985. 6. udgave 1999) har Lodberg Hvas udgivet »Folkeskolens Kristendomsundervisning - Begrundelse og opgave« (1974) og »Dronningens kunstværk i Haderslev« (1988). Han er ridder af Dannebrog.
Søndagens tekst
Johannes-evangeliet 1,19-28
Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er Ýen, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!Ü som profeten Esajas har sagt.«
De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.