Prøv avisen
En tysk historie om skyld

Rapport fra den seneste tyske historikerstrid

Tyskerne skabte store flygtningestrømme under Anden Verdenskrig, men nogle blev også selv flygtninge, som det ses på billedet fra foråret 1945, hvor tyskere er på vej væk fra den fremrykkende russiske hær i den østlige del af landet. – Foto: Ullstein Bild/ritzau

Tidligere på året udkom to bøger om national identitet af den afdøde historiker Rolf Peter Sieferle i al ubemærkethed. Nu er de konservative udgivelser strøget til tops på bestsellerlisterne, alt imens medierne forarges over deres indhold

Tyske medier har i disse uger travlt med at bandlyse historikeren Rolf Peter Sieferle for skriftet ”Finis Germania” (på dansk: Enden på Tyskland), der udkom tidligere på året. Ikke siden den forhenværende socialdemokratiske politiker Thilo Sarrazin udgav ”Deutschland schafft sich ab” (Tyskland afskaffer sig selv) i 2010, synes kommentatorer at have været så enige om at fordømme en bog på grund af dens politiske – læs: nationalkonservative – indhold, og som titlen antyder, er der også en vis forbindelse til Sarrazin, omend den nok er mindre, end man forestiller sig.

Hvordan Sieferle ville have reageret på kritikken, vides ikke. Han hængte sig nemlig for knap et år siden, 67 år gammel, uhelbredeligt syg af kræft og med en øjensygdom, der var ved at berøve ham synet.

Hvori består den helligbrøde, der har gjort en afdød og indtil for nylig respekteret historiker til en paria?

Lad os til en begyndelse se nærmere på sagens akter. Bevisbyrden består som sagt først og fremmest af ”Finis Germania”, der blev fundet på Sieferles computer efter hans død sammen med to andre manuskripter, hvoraf foreløbig et andet også er udkommet. Ved venners mellemkomst landede ”Finis Germania” på det stærkt højreorienterede Verlag Antaios. Bøger, der udkommer her, anmeldes som regel ikke i dagspressen, og i de første måneder tydede intet på, at ”Finis Germania” skulle unddrage sig dette mønster.

Samme skæbne overgik det andet manuskript, ”Das Migrationsproblem” (Problemet med migration), der udkom samtidig med ”Finis Germania”.

Men dette blev udgivet af tidsskriftet TUMULT, hvortil Sieferle før sin død havde skrevet en kritisk artikel om Merkel-regeringens flygtningepolitik. ”Das Migrationsproblem” er en udvidet version af denne artikel.

Af de to udgivelser er det sidstnævnte, der har mest tilfælles med Sarrazins ”Deutschland schafft sich ab”. Bogen argumenterer for, at indvandring af den størrelsesorden, Tyskland og andre europæiske lande oplever i disse år, på længere sigt vil være uforenelig med den nordeuropæiske velfærdsstat, der er universalistisk-egalitær indadtil, men må være eksklusiv udadtil, hvis den skal overleve presset fra globaliseringens migrationsstrømme.

Det kan ikke i sig selv siges at være et kontroversielt synspunkt, i hvert fald har mange i de seneste år givet udtryk for tilsvarende tanker. Det samme gælder hans kritik af kansler Angela Merkels (CDU) håndtering af flygtningekrisen, hvor han – i lighed med blandt andre filosoffen Rüdiger Safranski, etikprofessoren Konrad Ott og historikeren Hans-Peter Schwarz – henter inspiration i sociologen Max Webers sondring mellem sindelags- og ansvarsetik. Da Merkel i sin tid afviste at sætte tal på, hvor mange flygtninge Tyskland kunne tage imod, forbrød hun sig således mod det ansvarsetiske princip, der over for sindelagsetikkens hævdelse af den etiske handlings egenværdi fordrer en konsekvensberegning, inden handlingen føres ud i livet. For Sieferle må politikeren være sig dette ansvar bevidst, og skulle hans samvittighed eller tro forbyde ham at handle i overensstemmelse hermed, bør han finde på noget andet at tage sig til end politik. Det kan man være uenig i, men opsigtsvækkende er synspunktet ikke.

Mere kontroversielt er et andet aspekt af bogen, og her nærmer vi os det minefelt, som ”Finis Germania” gennempløjer. Det handler selvfølgelig om det mørkeste kapitel i tysk historie, som historiepolitiske diskussioner i Tyskland har kredset om i de seneste 70 år: Nazismens forbrydelser og i særdeleshed holocaust.

I virkeligheden er det dog begrænset, hvor meget nyt Sieferle har at tilføje i ”Das Migrationsproblem” og ”Finis Germania”. Det meste har han nemlig allerede ført til protokols i ”Epochenwechsel” (Epokeskifte) fra 1994, men åbenbart har man ikke læst ham grundigt nok før nu.

Kort fortalt er det Sieferles synspunkt, at tyskerne siden 1945 har opfattet sig selv som et folk af gerningsmænd, og at denne identitet som en moderne arvesynd er blevet videregivet fra generation til generation. Så langt er han på linje med konservative intellektuelle som Martin Walser, der i sin berygtede Paulskirche-tale i 1998 opponerede mod den ”uophørlige præsentation af vores skam”.

Men Sieferle stopper ikke her. For følgen af denne nationale masochisme er, hævder han, at mange tyskere, anført af den intellektuelle klasse, helst så, at det tyske folk ophørte med at eksistere og derfor arbejder på at opløse det i ”Europa” eller endda ”menneskeheden”: ”Hvis der ikke længere findes nationer og folk, men kun mennesker, findes der heller ikke længere tyskere.”

Heraf kommer forbindelsen til flygtningekrisen: Jo flere migranter der kommer til Tyskland, jo hurtigere går det med opløsningen af den tyske stamme. Der er dog et problem: Hvis tyskerne forsvinder, hvem skal så pleje erindringen om Nazitysklands forbrydelser? Dermed er vi tilbage ved fædrenes nedarvede synder. På den ene side afvises enhver form for folkelig, nedarvet identitet, på den anden side kræves der af hensyn til erindringskulturen en total, irreversibel identifikation med tyskernes forbryderiske fortid (”forbud mod at glemme, pligt til at erindre”).

Mere end noget andet er det ifølge Sieferle denne paradoksale dobbeltstruktur, der kendetegner moderne tysk selvforståelse: partikularitet og singularitet på den ene side, universalitet og humanisme på den anden side. På den ene side er tyskerne evigt skyldige, på den anden side er der intet, der forbinder det moderne Tyskland med tiden før 1945. På den ene side tales der om et ansvarligt historisk kollektivsubjekt, på den anden side bygger det moderne Tyskland på et republikansk statsideal, forfatningspatriotismen, ifølge hvilket den myndige borger af fornuftsgrunde bekender sig til sit selvvalgte fædreland. På den ene side er tyskerne et folk og en nation, på den anden side en befolkning og en stat.

Endelig hævder Sieferle, at denne paradokse struktur genfindes i forholdet mellem tyskerne og hovedofferet for nazismens forbrydelser, nemlig jøderne. For mens det tyske folk som en konsekvens af nazismens uhyrligheder i forfatterens forståelse skal forsvinde fra jordens overflade, har holocaust omvendt givet de overlevende jøder og efterkommere mulighed for at dyrke og befæste deres kollektive identitet. Det er blandt andet denne tanke, der kritiseres som antisemitisk.

”Finis Germania” og ”Das Migrationsproblem” blev som sagt i første omgang ignoreret af medierne. Det ændrede sig, da Johannes Saltzwedel, en kulturjournalist fra Der Spiegel, i begyndelsen af juni fik placeret ”Finis Germania” på en liste over månedens bedste fagbøger, efter eget udsagn for at skabe debat. Det fik han ingen tak for. Først forlod litteraturredaktøren fra avisen Süddeutsche Zeitung den jury, der har ansvaret for at sammensætte listen, derpå udsendte den ansvarlige tv-station NDR en pressemeddelelse, som bekendtgjorde, at samarbejdet med juryen indtil videre var ophørt. Saltzwedel forsøgte at forklare sig, men måtte trække sig fra juryen, og i de store medier fik eksperter nu travlt med at kommentere skriftet. Ellers veltempererede gemytter som journalisten Thomas Assheuer fra avisen Die Zeit og Herfried Münkler, en af Tyskland skarpeste intellektuelle, fraskrev Sieferles skrift enhver værdi, ja, selv litteraturkritikeren Gustav Seibt, der for under et år siden roste Sieferle for hans uforfærdethed, havde pludselig svært ved at finde på noget positivt at sige om ham.

Er ”Finis Germania” da et højreekstremistisk skrift, der udtrykker antisemitiske synspunkter og relativerer holocaust, som kritikken hævder? Til en start bør det siges, at skriftet består af mange forskellige optegnelser, hvoraf den skandaliserede del kun udgør omkring en tredjedel. Resten omhandler emner af mere almen kulturkritisk karakter. En del af dem er tydeligt inspireret af forfatteren Ernst Jünger – en optegnelse bærer ligefrem den nietzscheanske titel ”Ernst Jünger som opdrager” – og historiefilosoffen Oswald Spengler, begge kontroversielle skikkelser fra mellemkrigstidens radikalkonservative landskab, som Sieferle tidligere har skrevet indsigtsfuldt og afbalanceret om i ”Die konservative Revolution” (1995). Vi har altså at gøre med konservativ kulturkritik, som den i vore dage kendes i Tyskland fra blandt andre forfatteren Botho Strauss.

Hvad så med den sidste tredjedel? Har man fulgt debatten, vil man vide, at Sieferle beskyldes for at betegne Auschwitz som myte. Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, for så vidt som han hævder, at Auschwitz i Tyskland i dag betegner en semireligiøs sandhed, der unddrager sig den historiske sammenligning med andre forbrydelser mod menneskeheden. Holocaust er historisk enestående, på samme måde som den tyske skyld er det, og modsat den bibelske Adams skyld kan den nok sones, men aldrig ophæves. Det er derimod forkert, hvis man dermed vil sige, at Sieferle sætter spørgsmålstegn ved holocaust som historisk faktum. Det gør han ikke, ligesom han ikke undskylder eller relativerer nazismens forbrydelser, som Ernst Nolte gjorde det med sin tvivlsomme hypotese om den ”kausale neksus” mellem det sovjetiske lejrsystem Gulag og holocaust, der indledte den såkaldte historikerstrid i 1986.

Tilbage står en fordømmelse, som i nogen grad synes at give Sieferle ret i, at holocaust, nazisme, antisemitisme og tysk skyld tilsammen udgør et tabu, hvis overtrædelse straffes øjeblikkeligt. Det er måske det mest ærgerlige ved den aktuelle debat, ikke mindst for resten af Sieferles forfatterskab, der er for godt til at ende på møddingen. Sieferle var først som sidst en stridbar tænker, der hen imod slutningen af sit liv tenderede til kulturpessimisme og kynisme, men det gør ham ikke uinteressant at diskutere med.

Et passende efterord for dette egensindige forfatterskab kunne være en af Sieferles egne formuleringer, der gentages i flere af hans bøger: ”Forsvindingens kunst.” Som konservativ begræd Sieferle den homogenisering og nedbrydning af såvel livsformer som natur, der tog fart efter industrialiseringen. Om denne forsvindingens kunst eller politik handler hele hans forfatterskab.

Adam Paulsen er lektor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

Rolf Peder Sieferle (1949-2016). Foto: AMMANN UND SIEBRECHT