Rav var Nordens guld

Arkæologer har igennem tiden været uenige om ravets betydning for de nordiske landes økonomi og handel. Men i sit speciale fra Københavns Universitet slår Marie Brinch fast, at rav havde stor betydning for vores handel helt fra yngre bronzealder og langt op i vikingetiden

Helt tilbage til bronzealderen har vi nyt godt af det smukke rav
Helt tilbage til bronzealderen har vi nyt godt af det smukke rav.

I det fjerne kongerige Qatna blev en lille, fint udskåret løve af rav lagt i en rig kongegrav for godt 3500 år siden, og Qatna-kongens lidt mere berømte nabo, farao Tutankhamon, fik også rav med sig ved sin gravlæggelse i 1323 f.Kr. Kongerne i den sagnomspundne oldtidsby Mykene på den græske halvø Peloponnes sværgede også til rav og lod store halssmykker og anseelige mængder ravperler indgå i det eksklusive gravudstyr.

LÆS OGSÅ: Arkæolog: Guldhornene er 200 år ældre end antaget

Så der hersker ingen tvivl om, at rav var eftertragtet og værdsat blandt de kongelige og overklassen i mange af oldtidens store kulturer.

I mange år gik tvivlen gik imidlertid på, hvor alt dette rav stammede fra. Men med nutidens naturvidenskabelige metoder er det muligt at stadfæste dette rav, og det kommer nordfra. Fra Danmark og de baltiske lande.

Nu er det endegyldigt bevist, at det meste af det rav, som de gamle grækere, etruskere og romere higede sådan efter og brugte i stor stil, kommer fra vore breddegrader. Det nåede tilmed helt til Egypten og Syrien, dog nok med græske mellemmænd. Ravet stod i meget høj kurs og blev sikkert betragtet som en eksotisk luksusvare fra det høje nord, forklarer arkæolog Marie Brinch.

Teorien om rav som en vigtig handelsvare for folk i Norden blev lanceret så tidligt som i 1800-tallet af historikeren E.C. Werlauff i afhandlingen om den nordiske ravhandels historie. Skriftlige kilder beretter om romernes ravhandel med folkeslagene omkring Østersøen i tiden efter Kristi fødsel. Werlauff argumenterede, at ravet måtte være blevet transporteret sydpå via en slags ravrute lidt på samme vis som med den vigtige centralasiatiske handelsvej, kendt som Silkevejen.

Da den tyske arkæolog Heinrich Schliemann i slutningen af 1800-tallet fandt hundredvis af ravperler i kongegravene i Mykene, der blev udråbt til baltisk rav, var cirklen sluttet og teorien om en ravrute betragtet som arkæologisk bevist.

Men i 1960erne satte fø-rende danske arkæologer spørgsmålstegn ved denne teori og slutning. For hvor var ravet herhjemme? Var det ikke mere sandsynligt, at det eksporterede rav stammede fra de enorme forekomster i Baltikum, primært Polen?

Konklusionen blev, at ravs betydning for den nordiske langdistancehandel var stærkt overvurderet, og man så sig om efter andre mulige eksportvarer som uld, tekstiler, honning og tømmer. Og resultatet blev, at der ikke er forsket selvstændigt i emnet i over 50 år.

Men siden da er der gjort flere vigtige opdagelser både inden for naturvidenskaben og arkæologien, der ansporede Marie Brinch til at tage emnet op og give det en tiltrængt revurdering.

Ravet er jo en helt indlysende forklaring på, hvorfor romerne var så ivrige efter at drive handel med os. Vi har nogle ekstremt rige pladser, hvor vi finder romerske importvarer sværd, bronzefade og andre luksusting så kontakten var der. Forslagene om, at vi så har sendt uld og tekstiler den anden vej, holder efter min mening ikke. Det var slet ikke attråværdigt nok til at drive handel så langt nordpå. Men rav var vildt eftertragtet, så det var værd at sejle langt efter, påpeger Marie Brinch.

Metoderne til at stedfæste rav er blevet lysår bedre end i 1960erne, og man kan nu adskille rav nordfra fra forekomster længere sydpå, for eksempel fra Sicilien. Men det er fortsat ikke muligt at afgøre, om rav kommer fra Danmark eller Baltikum. Og da de danske arkæologer meldte sig ud af den videnskabelige diskussion i en lang årrække, bliver dansk rav overset i mange sammenhænge:

Når rav fra en egyptisk kongegrav eller som den syriske løve fra Qatna stedfæstes, bliver det til baltisk rav. Danmark kommer slet ikke på tale, og vi er nærmest blevet glemt som mulig leverandør af rav i oldtiden. Det er dybt frustrerende, for vi har spillet en væsentlig rolle i den her ravhandel de romerske importer på danske handelspladser og i gravene taler jo deres tydelig sprog, fastslår Marie Brinch.

De udeblevne ravfund på dansk jord kan skyldes ravs forgængelighed. Man kunne tro, at rav var et hårdført materiale, men det er det ikke. Rav er et organisk materiale og dermed lige så skrøbeligt og forgængeligt som andre organiske materialer. Så mange ravgenstande kan meget vel være forgået eller overset ved udgravninger på grund af dårlig bevaring. Og man skal heller ikke glemme den periodevise brandgravsskik, der givetvis har en del ravgenstande på samvittigheden på grund af ravets lave smeltegrad.

Samtidig kan man forestille sig, at det meste rav vitterlig blev eksporteret sydpå. Hjemlige råvarer har sjældent samme betydning og høje værdi som det udefrakommende og eksotiske. Så et smukt romersk bronzefad stod nok i lidt højere kurs hos den danske jernalder-elite end en stor, rå ravklump, mens en romer til enhver tid ville snuppe ravklumpen.

I de senere år er der nemlig gjort fund af store ravværksteder i Italien i områder, hvor først etruskerne og siden romerne slog deres folder. Fra det 7. århundrede f.Kr. etablerede etruskerne en omfattende ravindustri i Picenum-området i det centrale Italien og i de kendte etruskerbyer Capua og Vulci, så på det tidspunkt har der været fuld gang i ravhandlen. I 2010 udgravede arkæologer et kæmpe ravværksted med store mængder baltisk rav nær Padova i det nordlige Italien.

Fundene omkring ravværkstederne tyder på, at ravet blev eksporteret i rå form. De lokale håndværkere forarbejdede og formgav selv genstandene helt fra bunden af, og her har det danske rav en fordel frem for det polske. Det danske rav skylles nemlig op på kysten i fin, poleret tilstand, mens det polske fremstår mere råt og grumset. Samtidig befinder de store polske ravforekomster sig ofte på op til 100 meters dybde og lå altså ikke helt lige for i oldtiden. Derfor kan man sagtens forestille sig, at dansk rav kunne matche det polske i både kvalitet og mængde med henblik på handel i bronze- og jernalderen.

Vejen er dog fortsat meget lang fra en dansk handelsplads til et centralitaliensk ravværksted målt med oldtidens målestok. Men hvis efterspørgslen var der, opstod mulighederne også.

Hvis der er et behov for handel, opstår der en rute. Når denne rute er blevet brugt tilpas mange gange, opstår der også knudepunkter i form af aflæsnings- og omlodsningspladser. Steder, hvor man kan hvile og handle. Derved opstår der en fast handelsrute, som efterhånden tiltrækker mere handel og til sidst kan ende med at stå for det meste handel igennem et område. Det skete for eksempel med Silkevejen, som nok er det mest berømte eksempel på en fast og varig handelsrute. Her følte folk sig trygge og på velkendt vej, og den slags betød meget i oldtiden, beretter Marie Brinch.

I bronze- og jernalderens Europa foregik langt den meste transport til vands. Beregninger har vist, at en transport med vogn over land kan klare en last på 300 kilo og tilbagelægge omkring 20 kilometer på en dag, mens en gennemsnitlig flodtransport kan laste 7 ton og tilbagelægge cirka 40 kilometer på en dag. Transporter til søs kunne laste helt op til 100 ton og sejle mellem 45 og 65 kilometer om dagen. Så det gav på ingen måde mening at drive handel i større stil ad landvejen.

Derfor må man se på de kystnære pladser med fund af romerske importer, pragtgenstande og dermed vidtrækkende handelskontakter sydpå i forsøget på at afdække en ravrute. Samtidig skal pladserne ligge i nærheden af ravforekomster som for eksempel kysterne ved Vesterhavet, hvor der fortsat skylles væsentlige mængder rav i land hvert år.

Ad den vej lykkedes det faktisk Marie Brinch at fastlægge en rute fra det nordtyske område og Elben op langs den jyske vestkyst, ind igennem Limfjorden og ned igennem Kattegat og Storebælt, neden om Lolland og over Østersøen ned til Oderflodens udmunding. Langs hele denne rute lå centrale handelspladser med fund af importvarer som perler på en snor og alle med netop en dagssejlads imellem.

Jeg er overbevist om, at der har været en ravrute ad den vej, og at den blev benyttet igennem en lang periode, for pladserne har været brugt rigtig længe. Det har selvfølgelig taget tid at sejle ruten, og det har taget endnu længere tid at sejle den lange vej ned igennem de europæiske flodsystemer for at kunne levere rav til de etruskiske og romerske ravværksteder. Men sådan var vilkårene for datidens handel nu engang, konstaterer Marie Brinch.

Det var dog næppe den samme handelsmand, der førte ravet hele vejen fra Danmark til Italien.

Det mellemliggende område var spækket med handelscentre, hvor råstoffer blev forarbejdet af specialiserede håndværkere, og handelsfolk kunne mødes og udveksle nyt. Der var også guider og tolke til hjælp for de tilrejsende.

Her fandt den første handel sted, og her er siden fundet meget baltisk rav. Den danske handelsmand kunne herefter sejle hjem, mens en lokal handelsmand begav sig sydpå. På den måde nåede ravet sin endestation via flere mellemmænd.

Enkelte kilder beskriver romeres rejse til tin- og ravlandene imod nord. Men det skete næppe ofte, da den organiserede handel og rute først var etableret. Så fik både grækere, etruskere og romere alt det rav, de kunne ønske sig.

Ravet var en eftertragtet luksusvare og blev brugt til smykker, figurer, æsker, amuletter, små gudebilleder og meget andet. Men særligt grækerne tillagde ravet overnaturlige egenskaber og kaldte det gudernes tårer. Romerne brugte det som sandhedsserum, så en hustru for eksempel kunne få sin utro ægtemand til at bekende ved at lægge rav på hans bryst. Rav blev også anset for helende og brugt imod forskellige sygdomme.

Rav var eftertragtet af mange årsager og derfor en oplagt handelsvare for de nordiske handelsmænd. De handlede også med andre ting, men ravet har været særligt lukrativt. Det første baltiske rav er fundet sydpå så tidligt som det 16. århundrede f.Kr., og ravhandlen klingende først af i middelalderen. Så det har været en stabil indtægtskilde igennem rigtig mange år. Derfor bør vi betragte rav som Nordens guld og anerkende den centrale rolle, det spillede for vores handel, konkluderer Marie Brinch.Tilbage står ravløven fra den syriske kongegrav og alle perlerne fra Mykene. Måske skyllede det rav i land på en dansk kyst engang for længe siden, blev samlet op af en barket næve og sendt ud på sin lange rejse.

historie@k.dk