Prøv avisen

Reformationen, der ikke var

John Knox er den vigtigste figur i den skotske reformation, hvilket den imponerende skulptur ved universitetet i Edinburgh er et symbol på. Foto: Foto: Bjarne Nørum

Skotterne markerer den 24. august 450-året for, at landet kappede forbindelsen til Vatikanet og forbød de katolske sakramenter. Men ingen turde dengang tro på, at reformationen ville holde

Reformationen i Skotland er en lidt underlig størrelse. Ikke alene var skotterne mellem 25 og 50 år senere på den end resten af Europa. Det var også en reformation, som ikke var drevet af staten eller kongen. Teologisk var inspirationen den calvinistiske bevægelse, hvorfor reformationen i Skotland ikke udløste en protestantisk lutheransk kirke, men i stedet den presbyterianske Church of Scotland.

"Det var både en hurtig og langsom proces. Hurtig, fordi forløbet var dramatisk og voldeligt. Der var et oprør, og på en måde også en revolution. Men det var også en langsom og træg proces med at ændre folks liv, deres tro, deres praksis. Mange var ikke sikre på, at det ville lykkes, og det er først langt senere, vi kan sige, at det er nu, vi skal fejre 450-året," forklarer Jane Dawson, historieprofessor og ekspert i den skotske reformation, på sit kontor oppe under taget på University of Edinburgh.

Reformationen i Skotland handlede ikke om at etablere en ny kirke ved lov, men om at parlamentet for 450 år siden forbød den katolske højmesse og fratog paven hans autoritet over Skotland.

Tilløbet til reformationen var blodigt. Meget stammede fra modstanden mod dronning Maria Stuart, som var i Frankrig. Hendes mor - enkedronning Maria af Guise - regerede i hendes fravær og indsatte upopulære franskmænd på centrale poster i Skotland.

Men den katolske kirke holdt også skotterne i et jerngreb, hvor der blev slået hårdt ned på kætteri. Den 1. marts 1546 blev læreren George Wishart hængt og efterfølgende brændt på bålet. Det skete på ordre af kardinal David Beaton. Forbrydelsen var, at George Wishart - inspireret af Luther og teologien bag den reformerte calvinisme i Schweiz - underviste i Det Nye Testamente.

George Wishart var en stor inspiration for den mand, der om nogen personificerer den skotske reformation, John Knox. Han har beskrevet henrettelsen og beretter, hvordan den milde George Wishart tilgav sin bøddel på skafottet. Men tilgivelsen rakte ikke så langt som kardinalen. David Beaton blev overrumplet et par måneder senere i sin ellers stærkt bevogtede bispebolig i St. Andrews, hvor han blev stukket ned med den besked, at han var en fjende af Jesus Kristus og det hellige evangelium. "Jeg er en præst", var de sidste ord, David Beaton nåede at sige til sit forsvar.

Reformatoren John Knox var oprindelig katolsk præst. Han holdt i 1559 en prædiken i Sankt Johannes Kirke i byen Perth. Dagens tekst handlede om at rense templet, og prædikenen endte med et oprør, hvor alteret og statuerne i kirken blev revet ned og smadret.

"Vi har ikke teksten til hans prædiken, men han var meget konkret om, hvad der skulle udrenses, for folk gik til handling på baggrund af hans ord. Det spredte sig til andre kirker i byen, og vi havde et omgående skifte. Men ingen vidste, om det ville holde eller ændre sig igen i den følgende uge," beretter Jane Dawson, som er på vej med en bog om John Knox og den skotske reformation.

Myndighederne betragtede det som civile optøjer. Enkedronning Maria af Guise sendte tropper ud for at genoprette lov og orden, og det fik protestanterne til at samle deres egne tropper.

Striden bølgede frem og tilbage, og hvor protestanterne vandt, blev kirkerne renset, men hvis de katolske tropper vandt en kirke tilbage igen, blev alle de katolske regalier geninstalleret.

Hvad der startede med en prædiken af John Knox, endte i 1560 med en traktat mellem England og Frankrig om, at begge lande skulle trække sig ud af Skotland.

"Dermed er det en sejr for protestanterne, som ikke kun ser det som en religiøs sejr, men også en befrielse fra den franske kontrol over landet. Derfor kom også folk om bord, som ikke nødvendigvis var tilhængere af religiøse reformer," pointerer Jane Dawson.

Samtidig døde Maria af Guise. Hendes datter, Maria Stuart, var fortsat i Frankrig. Parlamentet, der bestod af adelsfolk, bisper og ikke mindst lægfolk, udnyttede magttomrummet til at vedtage loven den 24. august.

"Det nye parlament ignorerede, at de ikke måtte tage religiøse beslutninger," påpeger Jane Dawson.

"Begge love er på en måde negative. De siger ingen pave og ingen katolsk tilbedelse. Men de kommer ikke med en parlamentarisk beslutning om, hvad der skal være i stedet," understreger Jane Dawson.

Parlamentet vedtog også en lov om en protestantisk trosbekendelse, men kom ikke med en plan fyldt med doktriner for en organiseret protestantisk kirke.

I årene før reformationen og optøjerne var der tilmed ingen åben protestantisk kirke. De få spredte undergrundskirker blev ikke organiseret før 1559, men allerede efter sommeren 1560 er kirken protestantisk. Omvendt betød det ikke, at den katolske kirke var ulovlig.

Katolske præster blev eksempelvis ikke stillet over for et ultimatum om at blive protestanter eller miste deres job.

"Det gav den nye protestantiske kirke muligheden for at starte fra bunden uden at skulle overtage alle de katolske præster. Mange nye protestantiske præster havde naturligvis været katolikker, men ingen blev presset til at ændre deres tro for at beholde deres hjem og noget af deres indtægt. Så det er meget anderledes end mange af de reformationer, som blev gennemført af majestæten eller staten i resten af Europa," fremhæver Jane Dawson.

Ulempen for den nye kirke var, at den ikke havde egne ressourcer, og det tog hele 130 år, før strukturen i den nye kirke var endeligt på plads. Den nye kirke gik fra starten ikke ind for biskopper og derfor heller ikke for domkirker, som fik lov at forfalde eller blev brændt. Mest berømt er katedralen i Glasgow, der som den eneste gotiske domkirke fik lov til at overleve, forbi byens handelsfolk gik til forsvar for den. Trods den imponerede arkitektur har katedralen den dag i dag blot status af en sognekirke.

Når den nye kirke blev presbyteriansk, så handler det igen om John Knox, som havde opholdt sig hos den engelske eksilkirke i Genève. Herfra kom han med grydeklare dokumenter til den nye kirke.

Den skotske reformation har således den store fordel, at de fra start har en oversættelse af Bibelen - Genève-bibelen fra 1560. Hertil kommer en liturgi, som i Skotland hedder "Book of Common Order", skrevet i 1556 i Genève, samt en Psalter, som er sange på versefødder.

"Det er en fantastisk måde at lære folk en vital del af Bibelen - Salmernes Bog - på, fordi det er på versefødder og let at huske. De bruger relativt simple melodier, som bliver et samlingspunkt på samme måde som de lutherske salmer. Salmerne blev tilmed brugt på krigspladsen og gik under tilnavnet Herrens kampsange," forklarer Jane Dawson.

Men hvor den katolske kirke mistede grebet i 1560, så var strukturen i den presbyterianske kirke først endeligt på plads i 1690. Undervejs er der forsøg på at etablere en fælles enhedskirke, så den skotske kirke bliver en del af den anglikanske statskirke, Church of England, der har kongen af såvel England som Skotland som overhoved. Men konger som Charles II må erkende, at de nok er konger af Skotland, men at "The Kirk" er sin egen, og sådan er det fortsat – 450 år efter reformationen, der ikke var.

norum@kristeligt-dagblad.dk