Regentpar til jubilæum i den svenske kirke

Den svenske menighed i København fejrer 100-års jubilæum i morgen

Det svenske kongepar deltager sammen med det danske regentpar i højmessen i morgen formiddag i den svenske kirke, Gustafskyrkan, i København, hvor den svenske menighed fejrer sit 100-års jubilæum. Omkring begyndelsen af 1900-tallet kom der på grund af stor arbejdsløshed i Sverige mange svenske udvandrere til København. Mange af dem drømte om at rejse videre til Amerika, men langt fra alle havde råd til at krydse Atlanten. De blev i København, hvor de fik arbejde og blev integreret i samfundet. Efternavne, der ender på -qvist, -strøm eller -berg, kan i flere tilfælde føres tilbage til de indvandrere, der slog sig ned i Danmark for omkring 100 år siden. - Omkring år 1900 var der 35.000 svenskere i København, oplyser pastor Sixten Klemenz, der er præst ved Gustafskyrkan på Folke Bernadottes Alle på Østerbro i København. Den store svenske indvandring til København førte til, at den svenske præst Nils Widner i 1901 fik til opgave at virke som svensk præst i København, og fastelavnssøndag samme år holdt han den første svenske højmesse. Det skete i Garnisionskirken, og det blev begyndelsen til den svenske menighed, der i morgen fejrer 100-års jubilæum. To år senere blev der dannet en kirkeforening, hvis vigtigste opgave var at arbejde for, at der kunne bygges en egen kirke i København. Og den svenske menigheds medlemmer begyndte at spare sammen til kirkeprojektet. Pastor Sixten Klemenz fortæller, at mange af de svenske familier besluttede hver uge at lægge ti øre til side til det kommende kirkebyggeri. Grundstenen blev lagt den 4. juni 1908 - i overværelse af de daværende danske og svenske kongepar, og kirken, der blev opkaldt efter den svenske konge, Gustav V, blev indviet den 11. juni 1911. Menighed i vækst Gustafskyrkan er den største svenske kirke i udlandet. Og som for 100 år siden er der i disse år en øget svensk indvandring til København, hvis pastor Sixten Klemenz tilskriver medlemskabet af EU og åbningen af Øresundsbroen. Han fortæller, at menigheden ved kirken er blevet fordoblet i løbet af deotte år, han har været præst ved kirken. I dag bor der omkring 10.000 svenskere i København. Der holdes hver uge tre gudstjenester i kirkenmed tilsammen omkring 480 mennesker. Og i gennemsnit har kirken, der har er åben hver dag, over 1000 besøgende om ugen. - Ud over at kirken er åndeligt og kirkeligt center, er den også et kulturelt center - en slags andet hjem for os svenskere. Det kan godt ske, at kirken ikke betyder så meget til daglig, men når vi flytter til udlandet, mærker vi, at den kommer til at betyde noget, siger præsten Sixten Klemenz.