Prøv avisen

Religiøse ceremonier prægede de sidste øjeblikke

Det religiøse aspekt var et afgørende element i de civile henrettelser, som udviklede sig til syndsforladelsesceremonier. Henrettelserne var ifølge Luther både en nødvendighed og en kærlighedshandling, siger teologilektor

Nadver, salmesang og syndsforladelse. Reformationen var med til at reformere det danske retssystem, der ikke blot blev tydeligere forankret i de bibelske tekster, men samtidig gjorde eksekveringen af dødsstraf til en religiøs akt med en række kristne elementer.

Det mener flere fagfolk, der har beskæftiget sig med civile henrettelser i Danmark. Én af dem er forhenværende bibliotekar Niels H. Kragh-Nielsen, der i sin nye bog ”Straffet på livet –Henrettelser i Danmark 1537-1892” beskriver, hvordan kirken spillede en helt særlig rolle.

”Det blev præsternes embedspligt at berede de dødsdømte til det, der ventede, ved at besøge dem i fængslerne, give dem religiøs undervisning og nadver samt deltage under selve henrettelsen, der både kunne indebære salmesang og syndsforladelse,” fortæller forfatteren.

Seniorforsker på Rigsarkivet Tyge Krogh, der blandt andet har skrevet afhandling om emnet, betegner henrettelserne som deciderede ”religiøse ceremonier”. Ifølge ham blev henrettelserne opfattet som den direkte vej til himmerig.

”Det var det, præsterne måtte fortælle de dødsdømte, for alle kunne læse i Biblen, at hvis man angrede, bekendte sine synder og bekendte sig til Gud, så blev man frelst,” siger Tyge Krogh.

Det førte imidlertid til en udbredelse af fænomenet selvmordsmordere, som seniorforskeren har behandlet videnskabeligt.

”Selvmord var en stor synd, men slog man et andet menneske ihjel og blev dømt til døden, fik man præstens velsignelse og kom i himlen. Det udviklede sig til mere eller mindre en mord-epidemi, og til sidst måtte man droppe at straffe de såkaldte grundløse mord med døden,” siger Tyge Krogh og tilføjer:

”På den måde blev hele den religiøse grundfortælling ramt, og der skete et brud med tanken om, at liv absolut skulle betales med liv.”

I stedet for ”øje for øje”-tanken forbinder de fleste i dag kristendommen med principper fra Det Nye Testamente – principper som næstekærlighed, nåde og forsoning. Og de er umiddelbart svære at forene med dødsstraf, mener sognepræst i Jyllinge på Sjælland Kaj Bollmann.

”Luther skilte lov og evangelium, så førstnævnte hvilede på Det Gamle Testamente, mens sidstnævnte hvilede på Det Nye Testamente. Rent teologisk er det derfor svært at uddrage et retsprincip af Det Nye Testamente, da det ikke handler om retsprincipper, men om vejen til frelse,” siger Kaj Bollmann.

Ifølge Carsten Selch Jensen, lektor på afdeling for kirkehistorie på det teologiske fakultet på Københavns Universitet, har Luther dog også ladet sig inspirere af Det Nye Testamente i forhold til at legitimere vold og drab. Eksempelvis handler det om, hvordan han tolkede kærlighedsbuddet, mener lektoren.

”Luther havde en stærk forestilling om, at dødstraf kunne være et nødvendigt middel til at opnå og opretholde fred og orden i samfundet, men han mente også, at det kunne være en kærlighedshandling over for sin næste,” siger Carsten Selch Jensen og uddyber:

”Først og fremmest var det en kærlighedsgerning over for de mennesker, der havde lidt under forbryderen, og dernæst også over for forbryderen selv, idet man ved at slå vedkommende ihjel, forhindrede vedkommende i at fremture i sin synd.”