Den sidste kvinde, som blev henrettet som officiel heks i Europa, var Anna Göldin. Hun blev halshugget med de reformerte kirkemyndigheders billigelse i den schweiziske landsby Mollis den 23. juni 1782. Formelt blev hun dømt for mordforsøg på sit herskabs lille datter, men mordvåbnene var trolddomskunster og forgiftede nåle.

Og helt frem til 1800-tallet kunne folkemængder finde på at lynche påståede hekse. I 1824 forsøgte indbyggerne i den franske landsby Nournel at brænde en kvinde, de anklagede for trolddom, og i 1856 blev en kvinde kastet i en ovn i Camalès i Pyrenæerne.

Heksene varsyndebukke

Den amerikanske middelalderhistoriker Richard Kieckhefer fra Northwestern Universitet, en af de mest ansete forskere i hekseprocesserne, har analyseret det omfattende materiale fra Inkvisitionens og andre myndigheders retssager mod hekse og troldmænd i Europa.

Naboer beskyldte hinanden for at være skyld i sygdom, død og fejlslagne afgrøder. Og mens processerne var yderst sjældne mellem 1300 og 1420, nåede de et klimaks fra slutningen af 1500-tallet til slutningen af 1600-tallet. Richard Kieckhefer identificerer 30.000 sager i den periode, hvoraf de fleste endte med dødsdom. I alt anslås det på baggrund af sagsakterne fra blandt andet Inkvisitionen, at 40.000 mennesker blev dræbt som følge af hekseprocesserne.

En af de største hekseprocesser fandt sted i det tyske stift Trier mellem 1581 og 1593. Alene i 1587 blev 368 mennesker henrettet for trolddomskunster inden for bymurene, eller omkring én om dagen. Det var ærkebiskop Johann von Schönenberg, der stod bag hekseprocesserne. Han havde bedt jesuitterne i byen om at befri den for både protestanter, jøder og hekse.

Periode for masseprocesser

En anden masseproces fandt sted i Würzburg mellem 1626 og 1631. 157 mænd, kvinder og børn blev brændt, de fleste efter at være blevet halshugget i byen, mens 900 blev dræbt i hele bispedømmet midt under Trediveårskrigen.

”Den store periode for hekseprocesser fra slutningen af 1500-tallet faldt sammen med en ualmindeligt voldelig periode, der var præget af religionskrige, og herunder Trediveårskrigen. De 40.000 ofre for hekseprocesserne er et ualmindeligt stort antal, men set på baggrund af Trediveårskrigen, der kostede mindst tre millioner mennesker livet, er tallet beskedent,” siger Alain Boureau, middelalderhistoriker og seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet Ehess i Paris.

I Danmark regner man med, at hekseprocesserne kostede omkring 1000 menneskeliv, blandt andet i Jylland og for eksempel i Ribe, hvor Maren Splids blev brændt på bålet ved en af de sidste danske hekseprocesser i 1641.

Aftagende jagt af hekse

Tre fjerdedele af ofrene var kvinder, og især den berygtede såkaldte Heksehammer, ”Malleus Maleficarum” fra 1487, beskrev udførligt, hvordan især kvinders ubændige sexlyst skulle være et sikkert tegn på djævelskab. Orgier med Djævelen var fast inventar i forestillingerne om, hvad der gik for sig under de heksesabatter, som heksene fløj til på deres koste. Allerede i 1392 beskrev en håndskrevet fransk manual i god opførsel, at veldædige kvinder burde undgå at have en kost stående ved sengen for ikke at blive beskyldt for at være en heks.

Hekseprocesserne gik langsomt i sig selv i slutningen af 1600-tallet. Europa blev mere stabilt efter Trediveårskrigens afslutning. Men allerede fra 1601 begyndte parlamentet i Paris at forbyde drukneprøven, hvor de trolddomssigtede blev kastet på dybt vand og kendt skyldige, hvis de reddede sig i land. Og fra 1624 blev det muligt at anke en dom for at stå i pagt med Djævelen.

”I de sidste år af 1600-tallet og fremefter 1700-tallet er hekseforfølgelserne især flyttet til yderkanterne af den kristne verden, som Polen eller USA, hvor 17 kvinder i 1692 blev hængt som hekse i den lille by Salem. Men den begyndende rationalisme ser i stigende grad troen på hekse og troldmænd som udtryk for overtro. Og man behøver ikke længere Djævelen som en fysisk realitet for at forklare ondskaben i verden. Menneskets væsen er nok i sig selv,” konstaterer Alain Boureau.