Frankrig er kendt for i 1789 at skaffe sig af med monarkiet ved en revolution. Magten var blevet koncentreret hos de få, og kongen havde skaltet og valtet med landets privilegier. I stedet kom republikken. Men den fik også sine vanskeligheder. Der var stadig magtkoncentration og korruption. Og det er fortsat op til i dag. Senest har den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy skabt overskrifter, fordi han er blevet dømt for korruption. Og han er bare en af flere præsidenter i landet, der har været indblandet i korruptionssager.
Europas mest ustabile og korrupte lande er stort set alle republikker. Samtidig er det tydeligt, at konstitutionelle monarkier som Danmark, Norge og Sverige er blandt Europas mest stabile samfund og kendetegnet ved lav korruption, økonomisk lighed og stor gensidig tillid.
Så hvad har egentlig vist sig at være mest demokratisk af de to styreformer?
Det kunne se indlysende ud. Men det er ikke helt enkelt at svare på, siger historiker og professor fra CBS Uffe Østergaard.
”Man kunne godt forledes til at tro, at der var en sammenhæng mellem staternes umiddelbare styreform og deres stabilitet. Men så enkelt er det ikke. Finland og Tyskland er eksempler på republikker, som kan måle sig med Danmark i stabilitet og lighed,” siger Uffe Østergaard.
Det møder opbakning fra historielektor på Aarhus Universitet Bertel Nygaard. Men han mener dog, at de konstitutionelle monarkier har en fordel:
”Med deres kongehuse har staterne fået foræret nationale samlingsfigurer, som borgerne kan være fælles om, uanset hvem der sidder på den politiske magt. I republikkerne har man måttet opfinde sine samlingsfigurer, for eksempel fortidige frihedskæmpere eller nationale fædreskikkelser,” siger Bertel Nygaard, som indrømmer, at der er undtagelser:
”Se for eksempel på England, hvor kongehuset står i endnu en image-krise, eller Spanien, hvor den tidligere konge, Juan Carlos, er indblandet i skandaler vedrørende hvidvask og skattesnyd. I disse lande leder kongehuset oftere og oftere til konflikt og debat i stedet for til samling,” siger Bertel Nygaard.
Det kendetegner under alle omstændigheder ofte det demokratisk succesfulde samfund, at forskellige dele af befolkningen har en fælles forståelse af deres historie og fortid, og her kan kongehuset spille ind. Det siger Bertel Nygaard.
”Historie skaber sammehængskraft, og i Danmark kan vi trække både kongehus, nation og tro langt tilbage i historien,” siger Bertel Nygaard.
Det samme fænomen ses i republikker, bare i en lidt anden form, siger Uffe Østergaard:
”Finland og Island er unge republikker, men har formået at finde fællesskab gennem en fortælling om nationens fødsel. I Finland samles man om historien om uafhængighedskampen i 1917 og kampene mod Sovjetunionen under Anden Verdenskrig. I Island ser man tilbage til vikingerne og sagaernes Island,” siger Uffe Østergaard.
Det er ikke spørgsmålet om republik eller monarki, der alene afgør demokratiers stabilitet. Det er de to historikere enige om. Der er andre faktorer, der spiller ind. Og et af dem er, om man som stat er god til at definere og håndtere sine ydre trusler:
”Historien har vist, at ydre trusler kan skabe sammenhold, om det så er en magtfuld fjende, en indvandringsbølge eller en pandemi. De er også de ydre trusler, som bliver historiske samlingspunkter – for eksempel Besættelsen i Danmark, hvor kongen blev samlingspunkt, eller den amerikanske uafhængighedskrig, hvor ’The Founding Fathers’ (nationens fædre) blev udødeliggjort,” siger Bertel Nygaard.
De ydre trusler kan styrke både magthaveren og nationen. Og ifølge Uffe Østergaard er der mange nutidige eksempler på, at magthavere arbejder for at flytte fokus fra intern krise til ydre trusler:
”I Danmark har håndtering af de ydre trusler gjort, at regeringen sidder solidt på magten. Man fører både en restriktiv indvandringspolitik, og man sørger for et konstant fokus på håndtering af pandemien. I USA gik Trump for langt, da han prøvede at gøre coronapandemien til kun at være et spørgsmål om en kinesisk trussel i stedet for også at håndtere det som en national krise. Her har det intet at gøre med statens overhoved eller selve styreformen, men med håndteringen af trusler,” siger Uffe Østergaard.
Hvis man skal forklare de nordiske landes demokratiske stabilitet, så skal man i sidste ende ikke se på, om de er monarkier eller republikker.
De demokratiske byggeklodser kommer ikke fra statsoverhovederne i de nordiske lande, der har opbygget en velfærdsstat, forklarer Bertel Nygaard.
Han peger i stedet på tilliden i kulturen.
”Det er en helt klar forudsætning for velfærden, at vi har tillid til hinanden og tillid til staten. Vi forventer i høj grad, at de love, der indføres, og de beslutninger, politikerne tager, er for det fælles bedste – om vi så er politisk enige med dem eller ej,” siger han.
For enhver stat kan destabiliseres af mistillid, siger Bertel Nygaard.
”Mistillid kan lede til kollektive opgør, som vi ser det med bevægelser som de gule veste i Frankrig og femstjerne-bevægelse i Italien, eller individuelle opgør, hvor borgere misbruger systemet, eller hvor embedsmænd og politikere misbruger deres position i systemet,” siger Bertel Nygaard.
Og når det gælder tillid, er det især vigtigt, at befolkningen har tillid til, at politikerne arbejder for folket og ikke for sig selv, forklarer Uffe Østergaard:
”Det er jo kernen i demokratiet, at når magten skifter hænder, så ryger de gamle magthavere ud. Men når der opstår en magtelite, der er flettet sammen på tværs af politiske forskelle, og som stadig har en vis magt, er det et problem for demokratiet. I Italien kalder man det for ’casta politica’ og i USA for ’the swamp’,” siger Uffe Østergaard og giver et bud på, hvorfor et land som Danmark ikke er præget af disse magteliter:
”I modsætning til Frankrig, Italien og USA er Danmark tilsyneladende for lille til, at der kan opstå en stor, politisk magtelite. Man kan sige, at magteliten ikke har stor nok grobund. Det gælder også andre mindre stater som Island, Finland og New Zealand,” siger Uffe Østergaard.
Kilde: Den Store Danske Encyklopædi.