Bevæbnede arbejdere stormede Vinterpaladset i Sankt Petersborg i Rusland klokken to om natten den 25. oktober 1917 (ifølge datidens russiske kalender).

Allerede i starten af det 20. århundrede havde der været ansatser til revolution under zar Nikolaj 2. Den russiske nation befandt sig på sultegrænsen grundet Ruslands involvering i Første Verdenskrig, og mange ønskede en omfordeling af magten.

Efter Februarrevolutionen, hvor 90.000 kvinder gik på gaden i protest, tog kommunisterne magten, og med Lenin i spidsen lagde bolsjevikkerne grundstenen til den nye stat Sovjetunionen.

Den brutale likvidering af zaren, hans kone og børn viste den mørke side af Den Russiske Revolution, som skulle få store konsekvenser for resten af verden. Her gennemgås fem af de mest markante.

1. Verdens magtbalance ændres

Den 30. april 1945 tager Adolf Hitler gift og skyder sig en kugle for panden.

Anden Verdenskrig lakker mod enden. Den Røde Armé har presset de tilbageværende styrker i Berlin siden den 16. april, og tre dage efter Førerens selvmord står den sovjetiske hær i den tyske hovedstad som en af krigens sejrherrer.

”Da den Røde Hær rejser det røde flag over den udbombede Rigsdagsbygning i Berlin, er det det symbolske udtryk for højdepunktet af Sovjetunionens internationale prestige.”

Sådan lyder det fra tidligere lektor i historie på Aarhus Universitet Søren Hein Rasmussen, der i en lang årrække har beskæftiget sig med Sovjetunionen og den kolde krig. Den Russiske Revolution i 1917 markerer startskuddet på Sovjetunionens mangeårige indflydelse på den geopolitiske magtbalance, hvor konflikter mellem Vesten – anført af USA – og Sovjetunionen bliver hverdagskost frem til kommuniststyrets sammenbrud.

”Den Russiske Revolution får en helt særlig international betydning og er en af de vigtigste politiske begivenheder i det 20. århundrede. Sovjetunionen kommer ud af Anden Verdenskrig med en styrke og autoritet, som sætter sig dybe spor langt op i 1900- tallet. Vi skal have in mente, at mange vestlige magter anerkendte Sovjetunionens indtog i Berlin i dagene omkring Hitlers fald. Det omstrukturerede fuldstændig den verden, man havde kendt,” fortæller historikeren.

Som så mange andre lande lider Sovjetunionen store tab under Anden Verdenskrig. Til gengæld er det kommunistiske styre kommet ud af krigen med en større industriproduktion end den, de trådte ind med. De har verdens største landhær, de står langt inde i Østeuropa, helt inde i Tyskland, og de føler, de har enorm autoritet i verdensbefolkningen, fordi de ser sig selv som dem, der har befriet verden fra nazismen, forklarer Søren Hein Rasmussen.

”I 1920’erne og 1930’erne ligger Sovjetunionen og roder ude i periferien af de geopolitiske systemer. Da vi kommer ind i efterkrigstiden, er Sovjetunionen den ene af de to poler, med USA og Vesten som den anden, der kommer til at strukturere den geopolitiske udvikling. Det skyldes den militære og atomare styrke samt den politiske indflydelse, som Sovjetunionen i denne periode skulle få i mange af de tidligere vestlige kolonimagter. Det er en forfærdelig farlig situation, for vi ved jo, at vi ved visse lejligheder har været meget tæt på atomkrig.”

Med Sovjetunionens kollaps i 1991 bliver USA den førende verdensmagt og dominerer den geopolitiske magtbalance op til i dag. Med Kinas økonomiske fremgang ser Søren Hein Rasmussen, at magtbalancen nu igen har forskudt sig.

”På mange måder er vi i dag tilbage i en verden, der ligner den, vi havde før Anden Verdenskrig, med mange magter, der aspirerer til at være stormagter på nogenlunde lige fod.”

2. Arbejder­bevægelsen splittes

På en kold oktoberdag i 1956 samles en stor gruppe studenter i Ungarn for at demonstrere til støtte for Polen, der netop har tvunget den sovjetiske regering fra magten. De følgende dage slutter flere tusinde ungarere sig til opstanden, og den 25. oktober ruller sovjetiske kampvogne ind i Budapest, og soldater skyder direkte ind i den fredelige forsamling på Parlamentspladsen.

Opstanden tager til, men de sovjetiske styrker slår voldsomt ned på oprørerne, som kapitulerer den 4. november. Mellem 25.000 og 50.000 ungarere mister livet i kampene.

”Den brutale sovjetiske nedkæmpelse af opstanden i Ungarn trak dybe spor blandt kommunisterne i Sovjetunionen,” forklarer Rusland-kender og lektor på statskundskab på Aarhus Universitet Mette Skak.

Oven på begivenhederne i Ungarn kommer flere kommunistiske partier rundtomkring i Europa i tvivl om deres egen sag. De har svært ved at forsvare den sovjetiske brutalitet i Budapest. Dette finder også sit udtryk i Danmark:

”Hændelsen bidrog til en udspaltning af et socialistisk parti fra Danmarks Kommunistiske Parti, nemlig SF. Dette har rod i vreden over den sovjetiske brutalitet i Ungarn i 1956, der gav genlyd, så de, der støttede Sovjetunionen, i den grad kom i defensiven.”

Splittelsen rammer dog kommunismen allerede inden Sovjetunionens oprettelse, fortæller Mette Skak. Før Oktoberrevolutionen i 1917 står Lenin for den bolsjevikiske radikale kurs i det russiske socialdemokrati. Han vil have en socialistisk revolution, som skal sprede sig til hele verden. De mere moderate og reformvenlige i partiet er mere moderat indstillet. De kommer i mindretal (russisk: mensjevikker). Men det er bolsjevikkerne, der kommer til at bestemme Ruslands fremtid.

”Lenin laver i 1919 en international organisation, der hedder Komintern, altså Kommunistisk Internationale, som han selv omtalte som verdensrevolutionens generalstab. Han udnytter, at der er radikale fløje af socialistpartier over næsten hele verden, kommunistpartier med andre ord. De bliver fra begyndelsen medlemmer af den internationale organisation. Det store skel går mellem, om man er kommunist og bekender sig til den revolutionære vej til socialisme, eller om man er reformist og accepterer det borgerlige demokrati, retsstaten og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Den kolde krig bliver en eksistenskamp mellem socialdemokrater og kommunister, og den varer hele vejen op gennem det 20. århundrede og frem til Sovjetunionens sammenbrud.”

3. Øst­europæere dør af sult

I begyndelsen af 1930’erne sender Sovjetunionen særlige kornbrigader og kommandoer rundt i flere byer i Ungarn, da Stalin og resten af den kommunistiske ledelse har hørt, at de ukrainske bønder gemmer små mængder afgrøder for at brødføde deres egne familier.

Det huer ikke Stalin, der vil have al produktion fra det ukrainske landbrug, så han kan eksportere varerne og skabe profit til industri og militær oprustning. I forvejen lider mange østeuropæere under, at Sovjetunionen har frataget bønderne deres ejendom for at skabe tvangskollektive landbrug.

Det rapporteres tilbage til Moskva, at den ukrainske fødevaresituation, særligt i landområderne, er kritisk, og at befolkningen skal have fødevarer hurtigt. Stalin fastholder, at kornkvoterne skal indfries, koste hvad det vil. Faktisk skal alt korn inddrives, inklusive næste års såsæd. I årene fra 1932-1933 rammes Ukraine af hungersnød, og over seks millioner ukrainere dør af sult.

”Massedrabene i Ukraine er i virkeligheden en helt logisk konsekvens af den politik, som føres af bolsjevikkerne over for bønderne efter Oktoberrevolutionen i 1917, specielt fra 1918,” fortæller Østeuropa-kender Karsten Fledelius, lektor emeritus fra medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

”De ukrainske bønder blev lovet en landreform, og de blev lovet en frigørelse fra deres forpligtelser. Lenin og hans folk har dog brug for, at bønderne leverer mad til soldaterne og arbejderne til de priser, som partiet bestemmer, og en konflikt med bønderne starter allerede i 1918. De velstående bønder får frataget deres såsæd og ejendom. De bliver reelt ejendomsløse,” forklarer Fledelius.

Tidligt efter Oktoberrevolutionen kommer der et bondeoprør imod bolsjevikkerne.

Reaktionen fra den bolsjevikiske ledelse er brutal, og Lenin lancerer begrebet krigskommunisme. Dér er alt tilladt, indtil kommunisterne har vundet, siger Fledelius.

Udsultning i en mindre skala for at underkue bønderne begynder altså allerede, før Sovjetunionen er etableret, og Stalin viderefører strategien i 1930’erne.

”Helt udrydde bønderne kunne Stalin ikke, for han havde brug for dem til at producere landbrugsvarer. Han er opfyldt af mistillid, ikke blot til bønderne som klasse, men til ukrainerne som nation. Det glider over i de store udrensninger i slutningen af 1930’erne og videre ind i Anden Verdenskrig, hvor russerne og tyskerne i deres indbyrdes kamp udnytter ukrainerne, som de bedst kan. For ukrainerne bliver det nærmest en tilbagevenden til et slavesamfund.”

4. Den Kolde Krig deler verdens lande i to

I 1978 bryder et oprør løs i det mellemamerikanske land Nicaragua. Landet har været en spansk kolonimagt siden 1524 og indtil det bliver selvstændigt i 1840. I starten af det 20. århundrede fatter USA stor interesse for landet og blander sig i dets politiske anliggender, og blandt andet støtter amerikanerne et konservativt oprør i 1909 og besætter Nicaragua frem til 1933.

Oprørslederen Augusto Sandino (der lægger navn til sandinisterne, som gruppen kaldes) anfører en guerillakrig, som skal drive den amerikanske militærmagt ud af Nicaragua.

Flere urolige år følger, og i 1961 etableres den marxistisk-leninistiske guerillagruppe FSLN, som gang på gang bliver slået tilbage af det højreorienterede styre i landet. Året efter det store oprør i 1978 får de venstreorienterede sandanister overtaget magten med støtte fra Cuba og indirekte fra Sovjetunionen. CIA og den amerikanske præsident Ronald Reagan støtter en højreorienteret fraktion, som overtager styret i landet. Langsomt er Nicaragua trukket ind i Den Kolde Krig.

”Når Sovjetunionen støtter den sandinistiske revolution i 1980’erne i Nicaragua, er det ikke, fordi de synes, de skal gøre noget helt særligt over for landets befolkning. De har geostrategiske mål med indsatsen – ligesom alle andre stormagter,” forklarer historiker Søren Hein Rasmussen.

Efter Anden Verdenskrig sænker jerntæppet sig over Østeuropa, som bliver besat af Sovjetunionen. Men mange lande lader sig også inspirere af Den Russiske Revolution uden at være besat, og i årene under Den Kolde Krig er Sovjetunionen en flittig støtte til venstreorienterede regeringer i lande som Cuba, Vietnam, Etiopien og Cambodja.

”Lige fra begyndelsen af Den Russiske Revolution er Sovjetunionen en inspirationskilde for nationale befrielseskræfter og bevægelser rundt omkring i verden. Stærkest er det i første omgang Kina, som direkte lader sig inspirere af Rusland. I Vesten frygter man, at Sovjetunionen formår at få fat i andre af den tids tredjeverdenslande,” forklarer historikeren og fortsætter:

”Mange lande søger hjælp hos Sovjetunionen eller presses til at blive Sovjet-allierede. Fidel Castro og hans følge er oprindeligt nationalister og ønsker et selvstændigt Cuba, der skal være et liberalt og kapitalistisk samfund. Men de bliver stemplet som kommunister af Vesten, og til sidst er de så isolerede, at de må henvende sig til Sovjetunionen for at få hjælp, og så finder de ud af, at ’nå, men så er vi kommunister’.”

Søren Hein Rasmussen ser et paradoks i, at det kommunistiske projekt, der ønsker at være en befrielse for de mange, driver Sovjetunionen til selv at blive en besættelsesmagt.

5. Supermagternes ­videnskabelige kapløb

Der er skyfrit over Floridas atlanterhavskyst den 6. december 1957. Den amerikanske presse er mødt talstærkt op for at overvære den første amerikanske raketopsendelse. Raketten Vanguard TV-3 gøres klar til affyring og når lidt over en meter over jorden, før den daler ned igen og eksploderer.

Satellitten lander i et buskads og begynder straks at transmittere. Pressen kalder opsendelsen ”Kaputnik”.

To måneder tidligere har Sovjetunionen haft succes med opsendelsen af Sputnik 1, der sætter den første satellit i kredsløb om Jorden. Det går som et chok gennem Vesten og særligt USA, for kommunisterne har overhalet dem indenom i udviklingen af langtrækkende raketter. Den fatale Vanguard-opsendelse blev et desperat forsøg på at følge med Sovjetunionen.

Våbenkapløbet mellem de to store militære magter er for alvor i gang, alt imens den videnskabelige verden nyder godt af de massive investeringer i den teknologiske udvikling. I juli 1969 får USA overtaget, da Neil Armstrong sætter sin fod på månen.

Sputniks succes skal findes i den massive investering, Sovjetunionen lægger i videnskabelig udvikling fra 1920’erne og frem. Den russiske raket-forsker Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) har fremlagt raket-ligningen, som danner grundlaget for udviklingen af Sputnik 1, og som amerikanerne studerer nøje op gennem 1950’erne.

”Umiddelbart var Den Russiske Revolutionen ingen fordel for den sovjetiske videnskab i de første og sidste år af kommuniststyret,” mener Ruslands-forsker Erik Kulavig:

”I de første år kørte styret den strenge klassekamp, og da de fleste universitetsfolk var fra over- og middelklassen, så var de ilde set. Da vi når frem til 1930’erne, finder Stalin ud af, at det ikke længere går at negligere videnskaben, for så mister Sovjetunionen moment i våbenkapløbet med USA.”

Fra at være et forfulgt folkefærd kommer videnskabsfolk, særligt inden for det tekniske område, til at stå i høj kurs. De får de bedste bevillinger og vilkår, som også Tsiolkovskij når at nyde godt af.

Samtidig opretter Stalin særlige videnskabslejre og -organisationer, hvor videnskabsfolk får gode faciliteter til deres forskning, forklarer Kulavig og fortsætter:

”Da Sovjetunionen så får sin atombombe, viser de, hvad sovjetisk økonomi er i stand til. Man satte titusinder af mennesker til at arbejde på denne bombe, og det kostede en frygteligt masse penge i en tid, hvor budgettet i forvejen var trængt, og der var sult i landet. Ideologien bliver en bremse for Sovjetunionens økonomiske og videnskabelige udvikling, for det er en prioriteringsøkonomi uden konkurrence, kreativitet, spontanitet og effektivitet. Især efter Anden Verdenskrig sakker Sovjetunionen for alvor bagud, men russerne når at toppe med opsendelsen af Sputnik.”